Hedens hemmeligheder

30 kilometer kunne den 30-årige mand spadsere om dagen. Heldigvis faldt der ikke sne undervejs, men det havde Evald nok også klaret. Han havde med vilje ventet til det sene efterår. Høsten skulle i lade, før han ville få mulighed for at få informanterne i tale.

Nøjagtigt som fortælleren i ”Hosekræmmeren” oplevede det, oplevede Evald gæstfrihed. Dørene blev åbnet for ham. Konen skubbet ud af sengene, så han kunne sove nogenlunde anstændigt i ægtesengene ved siden af manden i huset. Han fik serveret den evindelige fattigmandskost, kål eller kartofler, og han måtte dele de brune sukkerknalder med landsbyens beboere. Ind med sukkeret, tage en slurk bitter kaffe, ud med sukkeret igen og give det videre til sidemanden.

Jo, Evald måtte nok sluge et par kameler undervejs og gemme sine mere dannede idealer af vejen. Sukkeret kunne han trods alt tørre af i et lommetørklæde.

Hans syvende stop ved Sammelsted fattigkoloni er på mange måder det bedste tidsbillede. Igen falder tankerne på 1800-tallets litteratur. Beskrivelsen af de fattige lemmer er fantastisk. Her møder Evald Johanne Tygesdatter. En 80-årig kvinde, som Evald ”piner fem viser ud af”, alt imens hun æltede dej og sang viser om riddere. Alting får en ende. Johannes søn dukkede op. Han var indremissionsk og satte straks en stopper for ”djævelskaben” og sendte Evald på porten. Men det var undtagelsen for Evald. Oftest blev han mødt åbent. Folk tog sig nok betalt for deres sange og fortællinger, men det var i orden med indsamleren.

Palle Ove Christiansen får portrætteret 11 af Evalds informanter. I korte, letfordøjelige kapitler hører vi om skæbnerne, og det er ganske sigende, at de forsvundne stemmer kommer til ære og værdighed. Uden dem (og Evald selvfølgelig) ville en god andel af viserne, som jo kan spores helt tilbage til middelalderen, have været forsvundet.

Flere relativt ukendte viser er trykt i bogen. De 11 fortællere er omdrejningspunktet i bogen, men som nævnt bliver de placeret i deres samtid og ikke mindst deres landskab samt sociale miljø. Palle Ove Christiansen får også placeret Evald Tang Kristensen i et internationalt perspektiv.

Gads Forlag har de seneste år virkelig udviklet bogtrykkerkunsten, hvad historiske udgivelser angår. Denne bog er ingen undtagelse. Palle Ove Christiansen er en af Danmarks absolut bedste kulturhistorikere. Han er ikke gået på kompromis med sin faglighed. Bogens tekst lever op til akademiske standarder. Der er noter, og analyserne er skarpe og velfunderede.

Der savnes dog en udførlig litteraturliste, for det er noget trættende at måtte nøjes med notehenvisningerne. Forlaget har fundet et layout og en indbinding, der fungerer, og som med velvillige fonde i ryggen kan sælges til en absolut rimelig pris. Bogen er udstyret med velvalgte malerier, der er med til at sende læseren tilbage til 1873. Sine steder lykkes det nærmest at mærke lopperne og den skidne lugt. Det skyldes selvfølgelig forfatterens ordvalg, men i lige så høj grad også illustrationerne.

Det er en oplagt gavebog. En bog, som pryder i reolen, og en bog, som udfordrer intellektet.

kultur@k.dk

Palle Ove Christiansen: De forsvundne. Hedens sidste fortællere. 240 sider. 299 kroner. Gads forlag.