Mens Israel allerede betegner den græske uvilje til at lade Gaza flotillen sejle som en diplomatisk sejr, lader aktivisterne ombord på de resterende skibe sig ikke kue. De planlægger at sejle i dag. Her ses aktivister fra det amerikanske skib "Audacity of Hope", der deltager i flotillen.
- ORESTIS PANAGIOTOU/Scanpix Denmark
Allan Sørensen |
4. juli 2011
Mens Israel allerede betegner den græske uvilje til at lade Gaza flotillen sejle som en diplomatisk sejr, lader aktivisterne ombord på de resterende skibe sig ikke kue. De planlægger at sejle i dag
Det frygtede og meget omtalte scenarie, hvor israelske kommando-soldater aktivt vil forsøge at stoppe en række skibe med vestlige og mellemøstlige aktivister undervejs til Gaza, udebliver.
I stedet, og noget uventet, er de forskellige både, heriblandt den dansk-canadiske båd, Tahrir, stødt på grund hos de græske myndigheder.
LÆS OGSÅ: Skæg og blå briller i det græske ø-havMed krav, der giver aktivisterne en fornemmelse af at være fanget i et Kafkask bureaukrati har de græske myndigheder indtil videre forhindret skibene i at sejle fra en række forskellige græske havne.
Flotillens arrangører er blevet overdænget med nye krav for hver dag der går. Først de officielle tilladelser og underskrifter. Så en udskiftning af radioen på båden og senere et krav om at skaffe en varmtvandskoger og skabe mere køjeplads.
Fredag eftermiddag blev den amerikanske båd holdt tilbage af græske kommandosoldater i Piræus havn, hvor kaptajnen senere blev anholdt. I Agios Nikolaos på Kreta, hvor aktivisterne fra Tahrir opholder sig er planen, ifølge David Heap fra flotillens styringskomite, at sejle i løbet af i dag, mandag.
Mens frustrationen over de græske myndigheders bureaukrati er stor og mærkbar hos deltagerne er alle de oprindelige aktivister stadig på øen parate til at drage af sted mod Gaza.
”Der er ikke noget juridisk grundlag for at tilbageholde os. Vi mener derfor de græske myndigheder bør lade os sejle,” siger Anna Tarding, der er på Kreta som koordination for den danske Free Gaza organisation.
En af de personer, der oprindeligt skulle have deltaget i flotillen er danske Tue Magnussen, der er medlem af FN forbundets bestyrelse. Han mener den danske regering bør opfordre den græske regering til at lade flotillen sejle til Gaza i forsøg på at bryde den israelske blokade.
”Man kan kun ønske at skibene til Gaza - trods de dystre udsigter efter den græske blokade af skibenes afrejse - får lov til at sejle mod Gaza og at de får god vind på sejladsen, herunder dansk og international pressebevågenhed. Og så må man håbe, at den danske regering vil bakke op om aktivisternes flotte initiativ - omend ikke direkte så i det mindste - ved at opfordre den græske regering til at tillade, at skibene kan forsøge at bryde blokaden af Gaza ved at bringe nødhjælp frem,” skriver Tue Magnussen i en kommentar.
Men det faktum at samtlige aktivister - med en enkelt båds undtagelse - alle er afhængige af de græske myndigheders gode vilje, skaber til gengæld stor tilfredshed på den israelske side af flotille-sagen.
I går roste Israels forsvarsminister, Ehud Barak både Grækenland, Cypern og Tyrkiet for at være med til at forhindre flotillen i at sejle til Gaza, og da den amerikanske båd blev tilbageholdt af græske kommandosoldater i løbet af fredag lykønskede flere af de regeringsvenlige israelske medier premierminister, Benjamin Netanyahu med ”den store diplomatiske sejr”
Ifølge israelske journalister er det ikke økonomisk pres, der har fået Grækenland til at tilbageholde flotillen, men rettere Israels gentagne advarsler om, at dele af finansieringen af flotillen kommer fra organisationer og fonde, som Israel mener har tilknytning til Hamas, der både er på USA´s og EU´s liste over terrorbevægelser.
allan@k.dkEmneord: flotilla, Gaza, Anna Tarding, Tue Magnussen, Israel,
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad