Retssamfundet bygger på den grundlæggende præmis, at alle er uskyldige, indtil andet er bevist. Men i det offentlige rum, som medierne vogter nidkært, risikerer især de kendte at få kastet deres liv omkuld, så de knap kan rejse sig igen.
LÆS OGSÅ:
Ekspert: Strauss-Kahn kan få comebackNoget tyder på, at det var, hvad der skete, da den globale medieverden gik i selvsving over arrestationen af den Internationale Valutafonds topchef, franskmanden Dominique Strauss-Kahn, da han i maj blev arresteret i USA for angiveligt at have voldtaget en stuepige på det hotel, hvor han boede.
Ingen andre end de to ved, hvad der reelt er foregået på hotelværelset, påstand står mod påstand. Men fordi stuepigen er fattig immigrant til USA, er hun i medierne udråbt som uskyldig, mens han som rig og magtfuld og potentiel præsidentkandidat i Frankrig er blevet behandlet som nærmest skyldig, endnu inden undersøgelsen for alvor er gået i gang. Den franske filosof Bernhard-Henri Lévy har formuleret det sådan, at et sideshow ved hele forestillingen har været kannibaliseringen af retfærdigheden.
I fredags ophævede myndighedene så Strauss-Kahns husarrest i New York, og til New York Times siger kilder i politiet nu, at arrestationen af DSK, som han kaldes, formentlig var forhastet.
Anklagemyndigheden – og ikke forsvaret – offentliggjorde i fredags, at stuepigen har løjet om sin adfærd efter den påståede voldtægt, at hun har svindlet med de dokumenter, der har givet hende ophold i USA, og at hun er i kontakt med forbryderkredse. New York Times skriver, at efterforskere hos anklagemyndigheden også har afsløret, at kvinden i en båndet telefonsamtale med en fængslet mand har spekuleret i, hvordan hun kan udnytte situationen til at få mest muligt ud af at forfølge sagen mod den velstående og magtfulde franskmand.
Vi kender ikke den fulde sandhed i sagen og kommer nok aldrig til det. Men meget tyder på, at den rå, mediestyrede amerikanske kultur og mediekulturen i mange andre lande, herunder Danmark, har været med til at underminere retfærdighed og fair play i denne sag.
I fransk presse rapporteres der om, hvordan dele af amerikansk presse har brugt sagen til at genoplive anti-fransk retorik, hvorfor de ser sagen mod Strauss-Kahn som en sag imod fransk mentalitet og selve Frankrig.
Helt grotesk bliver forløbet, hvis anklagemyndigheden trækker sagen tilbage. Det kan genoplive Strauss-Kahns mulighed for at blive Frankrigs næste præsident. Han kan vende hjem som offer for et amerikansk justitsmord, dømt af medierne inden beviserne forelå.
bjer