Neues Museum genåbnede i 2009 efter at have ligget hen som ruin siden Anden Verdenskrig. Genopbygning-en er forestået af den britiske arkitekt David Chipperfield - med stor succes. Museet har vundet Den Europæiske Unions Arkitekturpris 2011 i konkurrence med blandt andet Akropolismuseet i Athen og Danmarks Radios Koncerthus.
- Scanpix.
Jette Hartvig |
5. juli 2011
Udstillinger på Pergamonmuseum og Neues Museum lægger op til betragtninger over, hvad et museums mission egentlig er
To af sværvægterne i Berlins kunstverden, Pergamonmuseum og Neues Museum, er afgjort et besøg værd, hvis turen går til Berlin i sommermånederne. I en af sidefløjene på Pergamonmuseet vises indtil august udstillingen ”Die geretteten Götter” (de frelste guder) eller med en oversættelse af udstillingens engelske titel: ”Eventyret om Tell Halaf”. Og det er et eventyr med fabeldyr, en gæv helt, en smuk prinsesse og alt, hvad der hører sig til af spænding og gru og en næsten lykkelig slutning.
LÆS OGSÅ:
Egypterne vil have Nefertiti hjem
Helten er den tyske orientalist Max von Oppenheim (1860-1946), der i 1899 fandt resterne af en 3000 år gammel aramæisk by i ørkenen i det nordlige Syrien på et sted kaldet Tell Halaf. På eget initiativ og med egne midler begyndte han i 1911 at udgrave dele af byens palads. Her fandt han store figurer af mennesker og guder og fantastiske dyr. En del af skulpturerne var knust og havde været det længe, andre, heriblandt en siddende gudinde, havde været beskyttet af senere murværk og var meget velbevarede. Den siddende gudinde havde Oppenheims særlige bevågenhed, og hun er også både imponerende og charmerende med sin massive krop og lille, næsvise ansigt med lange hårlokker foran ørerne. Som en rigtig sheik omtaler Oppenheim hende som en af sine fire koner: ørkenen, videnskaben, kunsten og den tronende kvinde fra Tell Halaf.
Skulpturerne skulle selvfølgelig til Berlin. I slutningen af 1920’erne begyndte de at ankomme, men forhandlinger med Pergamonmuseet om at udstille dem der slog fejl. I stedet åbnede Oppenheim sit eget Tell Halaf-museum i et nedlagt jernstøberi. Figurer blev samlet og rekonstruktioner tilføjet, og i støberiets administrationsbygning blev der etableret studiesamlinger af små genstande. Udstilles skulle det, og udstillet blev det, og Oppenheim fik sin prinsesse, den siddende gudinde. Det usædvanlige museum åbnede i 1930, og allerede i 1936 kunne man udvide udstillingen.
Den 23. november 1943 skete katastrofen. Museet blev ramt af en brandbombe, og alle skulpturerne enten forsvandt i ilden eller sprængtes i tusindvis af stumper. Og her begynder så det virkelige eventyr. De sørgelige rester blev samlet sammen og – lidt sent, kunne man mene – kørt til Pergamonmuseet. Her blev de gemt af vejen i kasser i kælderen og i årevis vel nærmest glemt. Oppenheimfonden var den officielle ejer af fragmenterne, men i 1998 fik museet dem som langtidslån på den betingelse, at skulpturerne blev restaureret og udstillet.
Hvordan det har været muligt at samle de 27.000 små og store stykker sten til skulpturer igen, er en gåde. Men det er lykkedes. Den siddende gudinde, løverne og fuglevæsenerne står der igen – måske ikke helt, som Oppenheim i sin tid fandt dem i Tell Halaf, men deres værdighed har de i behold.
”Die geretteten Götter” tager hele historien med: fra det forhistoriske palads i Syrien til de nyeste restaurerings- og konserveringsmetoder, men i omvendt rækkefølge. Udstillingen begynder med det uoverskuelige puslespil og branden i 1943 og lader til sidst skulpturerne genopstå af asken. Det er en fascinerende fortælling og en flot udstilling, der lægger vægten på de seneste 100 års dramatiske begivenheder omkring skulpturerne, men som også peger på udfordringerne i at danne sig et billede af det palads og den by, de stammer fra.
Man går derfra med stor respekt for det arbejde, der er gjort for at restaurere og udstille fragmenterne fra Tell Halaf, og for, at det er gjort på en måde, der forbinder dem med deres egen historie og fjerne fortid. Når Pergamonmuseets planlagte nye vestfløj engang står færdig, skal skulpturerne fra Tell Halaf udstilles permanent sammen med en rekonstruktion af facaden fra det palads, hvor de i sin tid blev fundet. På baggrund af udstillingen ”Die geretteten Götter” kunne jeg have de største og bedste forventninger, hvis det ikke var for nabomuseet, Neues Museum.
Neues Museum genåbnede i 2009 efter at have ligget hen som ruin siden Anden Verdenskrig. Genopbygningen er forestået af den britiske arkitekt David Chipperfield, og det med stor succes. Museet har vundet Den Europæiske Unions Arkitekturpris 2011 i konkurrence med blandt andet Akropolismuseet i Athen og Danmarks Radios Koncerthus. Bygningen fremstår nu som en blanding af restaurerede og nye dele, der hver især står tydeligt frem i deres forskellighed. Arrede mure og rester af vægdekorationer veksler med rå mursten, glas og beton.
Museet rummer en stor samling af arkæologiske fund fra europæisk og især egyptisk oldtid. Alt er smukt udstillet og har god plads i elegante omgivelser. Kommer man til Berlin og er in-teresseret i den slags, bør Neues Museum stå højt på listen.
Men – for der er et men – museet er blevet en visuelt konstant mumlende bygning. Aldrig får man lov at glemme ruinen og den imponerende indsats, der er gjort for at bringe den på niveau med tidens tekniske og æstetiske krav.
Resultatet er, at Berlins og dermed Europas nyere historie dominerer det samlede indtryk af museet, og at de udstillede genstande kommer til at fungere som statister i et spil, der giver mindelser om forrige århundredes museer som kulturelle og nationale manifestationer.
I det perspektiv bliver det interessant at se, hvordan Pergamonmuseets kommende nye fløj vil tage imod guderne fra Tell Halaf – om det bliver i museets tradition for imponerende rekonstruktioner, eller det bliver i ånden fra den nuværende udstilling.
kultur@k.dkPergamonmuseum: Die geretteten Götter. Til den 14. august.
Neues Museum: Permanent udstilling.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad