Johanne Duus Hornemann |
5. juli 2011
Forlagte bilnøgler og andre af hverdagens små hukommelsestab får folk til at frygte demens. Selvom angsten ofte er ubegrundet, er der god grund til at være opmærksom, lyder det fra fagfolk
Frygten for at få sygdommen alzheimer er langt større blandt 55-årige end angsten for at få kræft eller andre alvorlige sygdomme. Det viser en amerikansk undersøgelse foretaget af det verdensomspændende forsikringsselskab MetLife. Lignende undersøgelser er ikke lavet herhjemme, men forskere og andre iagttagere genkender billedet.
LÆS OGSÅ:
Uvidenhed går ud over demente”Vi møder rigtig mange, der frygter demenssygdomme og hukommelsestab,” siger Gunhild Waldemar, leder af Nationalt Videnscenter for Demens på Rigshospitalet og professor ved Københavns Universitet.
”Alzheimers sygdom og andre demenssygdomme, der angriber hjernen, fratager os gradvist evnen til at formulere os, til at forstå og huske og dermed det, der skaber og udgør vores identitet. Det er forståeligt nok et skræmmende perspektiv for de fleste. Sygdomme andre steder i kroppen kan være mindst lige så alvorlige, men man bevarer trods alt sin personlighed og sit intellekt,” siger Gunhild Waldemar.
På Alzheimerforeningens telefonrådgivning, Demenslinien, udgør frygten for demens, symptomerne og udredning hvert femte spørgsmål inden for demensområdet, og emnet ligger i top fire blandt det, der spørges mest til. Alzheimerforeningens direktør, Nis Peter Nissen, forstår godt den udbredte bekymring.
”Demenssygdomme angriber det mest grundlæggende ved at være menneske, og rammes man af alzheimer, har det desuden en dødelig udgang. Samtidig har der i mange år hovedsageligt været fokus på de negative konsekvenser, som sygdommen uden tvivl har, men ikke så meget på, hvordan man lever med den, og hvilke støttemuligheder der er,” siger han.
Der er da også god grund til at være bekymret, for statistikken viser, at én ud af fem danskere rammes af demens. Men almindelig glemsomhed som forlagte bilnøgler er ikke tegn på demens eller alzheimer, påpeger Annette Johannsen, forsknings-og udviklingskonsulent i Videnscenter på Ældreområdet ved Professionshøjskolen Metropol.
”Vi lever til tider med en ubegrundet frygt for demenssygdomme. Mange voksne og ældre mennesker har små hukommelsesproblemer i hverdagen, men der skal knytte sig flere symptomer til, før det kan være tegn på demens,” siger hun.
duus@k.dk