Det kan lykkes at komme i gang igen efter et slagtilfælde

En dame, hvis nu afdøde mand havde været ramt af apopleksi, sagde: ”Tænk, hvis jeg havde haft den bog dengang; den ville have gjort en stor og afgørende forskel i min hverdag. Den ville have betydet, at mange af min mands handlinger havde været mere forståelige for mig”. Hun mødes nu jævnligt med en gruppe pårørende til apopleksiramte.

Og hvad er så bogens hovedbudskab? Jo, netop at langt de fleste apopleksiramte – uanset alder – har mulighed for at udvikle sig og genvinde mange af de tabte færdigheder. Det er en utrolig vigtig og opmuntrende meddelelse og besked for de mange pårørende, der hver eneste dag på utallige måder slås for, at deres elskede skal komme tilbage til sin gamle form. Men det kræver den rigtige træning, og det kræver, at alle de hjælpepersoner, der er omkring den syge, er indstillet på at opmuntre og på at støtte den syge så meget som overhovedet muligt.

Det er vigtigt at huske, at en apopleksiramt er et ganske normalt udviklet og voksent menneske med følelser, viden og interesser, som pludselig er slået helt ud af kurs, og som derfor skal hjælpes til at genvinde sin kunnen gennem opmuntring, forståelse og – det er også meget vigtigt – tålmodighed. Selvfølgelig kan man som pårørende til en apopleksiramt blive irriteret eller utålmodig, men skældud fremmer altså ikke noget! Måske tværtimod.

Og hvad er det så, der kan være svært for den hjerneskadede? Ja, der er en meget bred vifte af ting, som blandt andet omhandler sprog, personlig hygiejne, madlavning og social adfærd. For nogle patienter kniber det for eksempel med at hitte ud af, hvordan tøjet skal tages på. Måske kan den syge godt tage tøj på selv, men forstår ikke, at skjorten skal uden på undertrøjen og tager undertrøjen yderst. Hvad gør man så? Ja, et forslag er at lægge tøjet frem i den rigtige rækkefølge. Andre spiser måske kun det, der ligger i den ene side af tallerkenen, så kan man dreje tallerkenen lidt for at vise, at der ligger mere mad, eller man kan tegne en stor cirkel på tallerkenen for at henlede opmærksomheden på det område, der ellers bliver overset. For nogle apopleksiramte er det svært at bruge bestikket, det skal forsigtigt læres igen. Nogle syge behersker ikke længere sproget og dets nuancer, men kan sige meget sårende ting. Så er det rart at have en bog, man kan slå op i og blive klar over, at det overhovedet ikke var personligt ment.

”Ældre & apopleksi” kan fås hos ÆldreForum, der har hjemmeside www.aeldreforum.dk. Den er primært tænkt til mennesker, der arbejder i hjemmeplejen, men for mig at se er der stor, stor inspiration og hjælp for de mange pårørende, der som den syge pludselig er blevet så hårdt ramt i dagligdagen.

Med venlig hilsen

Birgit Meister