Det var en rørende og højtidelig ceremoni, hvor de fire ordinander hver fortalte om, hvordan det havde været at begynde på Leo Baeck College for fem år siden. Alle fire roste de deres lærere for den pædagogik, der havde hjulpet dem igennem, hvor de ellers, som Sandra Kviat udtrykte det, hellere var gået udenom.

Sandra Kviat var i sort, kort kjole og et hvidt bedeslag med røde broderier. Et solidaritetskøb fra Murens kvinder, en israelsk gruppe, der kæmper for kvinders ret til at røre ved Toraen og bære religiøse klæder ved Grædemuren i Jerusalem.

Men før ordinationen var der også musik. Davidssalmer og i den mere muntre ende rytmisk lovsang, som nærmede sig gospel. Der var ingen, der puttede sig og ikke kunne sangene i det selskab.

Amidah – den stående bøn – som er hovedbønnen i en synagogegudstjeneste, har 19 lovprisninger. Og de blev læst fælles på engelsk, mens rabbiner Melinda Michelson-Carr på hebræisk læste den tekst, der leder til lovprisningerne.

Den sidste lovprisning synges, højere og højere:

”Må den højest agtede, kilden til den perfekte fred, skabe fred til os, til (folket) Israel og til hele menneskeheden. Amen.”

Mens Amidah blev læst og sunget, blev den tunge kobberklædte dør til torarullerne åbnet. En for en hviskede rabbinerne, holdende en fed, silkeklædt torarulle med sølvklokke og bjælder, en ”hemmelig” besked til deres ordinander. Derefter blev torarullerne overladt til ordinanderne, som nærmest forsvandt bag dem.

En sang mere, og torarullerne var umærkeligt tilbage på plads.

Dernæst fremhævede endnu en rabbiner, hvilke karakteristika hver ordinand havde. Om Sandra Kviat hed det, at hun har megen følelsesmæssig intelligens, er kendt for sit milde smil og sin bizarre humor og er et talent inden for undervisning.

Her rettede forældrene Arne og Hetty Kviat ryggen, og det samme gjorde Sandras forlovede – og snart ægtemand – Adam Driscoll.

Den politiske del stod den afgående rektor på Leo Baeck College, professor og rabbiner Marc Saperstein, for.

Han mindedes sin ordination i 1972, hvor hans rabbinerfar havde gentaget de ord, der blev sagt ved hans ordination, som handlede om de svære tider at være jøde og rabbiner i.

”Det lød antikt i 1972. Jeg havde aldrig selv oplevet antisemitisme eller antireligiøse følelser. I dag er ordene ikke længere antikke. De er desværre relevante i dag. I dag er jøder udsat for pres, når den hollandske regering vil forbyde rituel slagtning og omskæring af drenge. Og religion er generelt under pres fra ateister, der skriver bøger om gudsillusionen og om, ’hvordan religion forgifter alt’. Og dertil stilles religiøse til ansvar for de religiøse ekstremister, der findes i alle religioner.”

Her talte Marc Saperstein også om jødedommens ekstremister, blandt andet en ortodoks børnehave, der har ladet rejse et hegn, så børnene ikke kommer i kontakt med de sekulære jødiske børn, der bruger samme legeplads.

”Eller en rabbiner, som i forbindelse med tsunamien i Japan har udtalt, at det var Guds vrede, der ramte dem, fordi de havde arresteret to jøder, der havde smuglet ecstacy. Han mente, at hvis de bare blev løsladt, så ville alt blive godt igen.

Det er en militaristisk perver-sion af religioner, som jeg godt ved, at de fire ordinander ikke kan løse alene. Men religiøse mennesker må engagere sig i de vigtige transnationale spørgsmål som voldtægter i Congo og Sudan, handel med kvinder, fattigdom, sult og vold,” sagde Marc Saperstein, hvis post snart overtages af den første kvindelige rektor på Leo Baeck College, Deborah Kahn-Harris.

Og så var der sandwich og kager til alle – hvorefter selskabet kørte videre til en anden liberal synagoge i London. Men tamilerne blev – og slagordene i megafonerne var de samme: Englands crickethold skal boykotte Sri Lanka.

benteclausen@k.dk