Vi kan gøre præcis det samme i de områder på Afrikas Horn, som konstant bliver ramt af tørke. Vi kan opdæmme regnvand til brug i tørketider, vi kan bygge rørledninger fra sikre vandkilder, vi kan ændre livsmønstre, og vi kan opbygge lokale beredskaber. Det er en noget større opgave end i Sønderjylland, da befolkningerne i de tørkeudsatte områder er blandt de fattigste i verden. Nomader, som lever med deres kvæg og bor i primitive hytter med langt til skoler og klinikker. Befolkningen i Sønderjylland har på alle måder flere ressourcer end de fattigste befolkningsgrupper på Afrikas Horn. Men selvfølgelig kan det lade sig gøre.

DER SKAL INVESTERINGER TIL. Og her kniber det mere med viljen fra os, der har ressourcerne til at lave katastrofeforebyggelse og ditto forberedelse. Ærgerligt, for det ville være en mere rentabel investering på lang sigt. Og endnu vigtigere: Det ville forbedre livsgrundlaget for de millioner af fattige mennesker, der igen og igen rammes af tørkekatastrofer på Afrikas Horn.

For os europæere vil det også være en klog investering, hvis vi ønsker at begrænse folkevandringerne mod nord. Mange steder i Afrika har folk på landet svært ved at overleve og søger derfor lykken i storbyerne. Mange af disse metropoler har nået et mætningspunkt, og afrikanerne vender nu ansigtet mod nord – mod Europa.

I forhold til den aktuelle tørkekatastrofe på Hornet ville det faktisk gøre en stor forskel, om investeringerne kommer i dag – i juli – og ikke i slutningen af året, når skaderne er sket. Hvis vi griber ind nu, kan vi mindske katastrofens omfang og de menneskelige lidelser.

Hvis vi får vand og mad ud til de berørte mennesker, undgår vi massive flygtningestrømme, som både forværrer flygtningenes egen situation og lægger massivt pres på de områder, hvor de flygter til.

Og katastrofen er alvorlig. På grund af den tørke oplever vi den mest alvorlige fødevarekrise i verden i dag. Mere end 10 millioner mennesker er berørt i Djibouti, Etiopien, Kenya, Somalia og Uganda. Det svarer til Norges og Danmarks samlede befolkninger.

Der er ikke udsigt til, at tørkesituationen vil forbedres før 2012. Ifølge FN er der tale om den værste tørke i området i mere end 60 år. Tørken startede i november 2010, og den er langsomt blevet forværret, fordi regnen er udeblevet. Eksperter frygter yderligere op mod syv måneder uden nedbør.

Omkring 1000 flygtninge strømmer dagligt fra Somalia ind over grænsen til Dadaab-flygtningelejren i Kenya for at komme væk fra tørken. Røde Kors-medarbejdere melder om udmattede, underernærede og stærkt dehydrerede flygtninge – primært kvinder og børn. Mange har efterladt familiemedlemmer, der var for svage til at flygte. Da-daab er verdens største flygtningelejr, og de mange ekstra flygtninge lægger et stort pres på lejren.

Flere steder er der udbrudt væbnede sammenstød imellem forskellige grupper af nomader, som slås om adgang til områder, hvor der endnu er lidt vand og græs til deres dyr. Det gælder for eksempel nomader fra Somalia, der vandrer ind i det nordlige Kenya og ender i konflikt med nomaderne der.

Underernæring blandt børn og unge er et af de helt store problemer. Røde Kors frygter, at en hel generation vil få psykiske og fysiske mén, fordi de ikke får den rette ernæring på dette vigtige stadie i deres udvikling. Omkring halvdelen af de børn, som flygter fra det sydlige Somalia er underernærede, og hjælpearbejdere melder om høje dødsrater blandt børnene.

Den kenyanske regering kalder tørken for en ”national katastrofesituation”. I den nordlige del af landet ligger utallige byer hen som øde spøgelsesbyer, fordi befolkningen er flygtet fra tørken. Det eneste, man ser – ud over de forladte hytter – er kadaverne af dødt kvæg, som er bukket under.

Fødevarepriserne er steget betydeligt, og det har medført, at mange familier har svært ved at klare sig. Stigningerne skyldes både tørken og spekulation i den aktuelle katastrofe. I Etiopien er forbrugerprisindekset på et år steget med 41 procent.

INDSATSEN, DER ER BRUG FOR, bør være båret af to principper.

For det første skal vi forsøge at undgå, at folk flygter fra tørken, da det betyder pres på og konflikter i de områder, de flygter til.

Hvis folk skal blive hjemme, skal vi sikre vandforsyning ved at lave brøndboringer, opsamle vand fra endnu ikke udtømte vandløb og køre vand ud i tankbiler. Vi skal sørge for, at beskidt vand bliver renset, og vi kan gennemføre hygiejne-kampagner for at undgå udbrud af epidemier og vandbårne sygdomme. Og da børns ernæring er meget vigtig for deres vækst, vil vi uddele supplerende kost på skoler, hvilket samtidig betyder, at børn stadig vil møde op til timerne.

Store dele af de ramte områder er befolket af nomader, hvis livsgrundlag er de køer, geder og kameler, der nu ikke længere er vand og græs til. For at undgå, at de få vandressourcer bruges på dyr, bør vi opkøbe deres kvæg, så pengene kan bruges på mad til deres familier.

For det andet skal vi understøtte befolkningernes egen handlekraft til at stå imod tørken. Lokale frivillige kan hjælpe med at analysere situationen og lægge planer for, hvordan de kan klare sig bedst muligt i krisesituationen. Ligesom de gør i Sønderjylland.

Til de tusinder, som ikke fik hjælp i tide og derfor er flygtet fra tørkeområderne, bør vi levere simple byggematerialer, gryder, sæbe og selvfølgelig basale fødevarer. Også de skal lære om hygiejne, ernæring og sygdomsforebyggelse.

Næsten uanset hvornår og hvor meget vi gør, kan vi gøre en forskel. Men vi får mest for pengene, hvis vi hjælper tidligt, hvis vi tænker langsigtet, og hvis vi satser på katastrofeforebyggelse og katastrofeforberedelse.

Det er ikke regnens skyld!

Søren Hougaard er østafrikachef i Dansk Røde Kors