Ventetid krænker ofre

En ting er at blive udsat for en alvorlig forbrydelse. Det er slemt. Men at retssamfundet bagefter ikke tager krænkelsen alvorligt og behandler sagen lige så hurtigt i retten, som der er stillet politisk krav om, er yderst kritisabelt.

LÆS OGSÅ: Thi kendes senere for ret

Som beskrevet i Kristeligt Dagblad tidligere på ugen afgøres færre og færre retssager inden for den tidsfrist, der blev sat af Folketinget allerede i 2004. Eksempelvis afgøres kun 17 procent af voldtægtssagerne inden for tidsfristen, mens det for voldssager er 34 procent. Det vil sige, at ofre i længere tid skal vente på at komme i retten, forklare sig og ikke mindst stå over for gerningsmanden. Det betyder også, at de unødigt længe skal huske på detaljer fra overgrebet, ligesom de skal vente, før der bliver sat punktum, og det, de har været udsat for, bliver anerkendt fra officiel side. Endelig indebærer det også længere varetægtsfængslinger for de sigtede, dårligere vidneforklaringer, og i sidste ende kan det krænke retsfølelsen, hvis dommen bliver mildere med den begrundelse, at sagsbehandlingen har trukket ud.

Forklaringerne er mange, men en af dem, der nævnes, er domstolsreformen fra 2007. Her lavede man større retskredse, og der blev indført nævningesager i byretterne. Intentionen var fra politisk hold at få et mere effektivt retssystem, og hvem kan være uenig i det? Men sporene skræmmer, og det synes efterhånden som en naturlov, at hver gang der reformeres i det offentlige, medfører det kaos og umiddelbart ringere borgerservice. Tænk blot på domstolsreformens søster politireformen, hvor antallet af politikredse blev reduceret, men borgerne oplevede, at det blev sværere at få fat i politiet og få hjælp. Eller hvad med den digitale tinglysning, som ligesom retterne hører under Domsstolsstyrelsen? Her havnede mange boligejere i et sandt ventekaos, fordi teknikken ikke fungerede, som den burde. Læren må altså være, at der skal bedre forberedelse til, før man reformerer, og at alle scenarier bør gennemtænkes på forhånd.

Derudover er det formentlig også nødvendigt at se på ressourcerne. I de senere år er der kommet væsentligt flere sager for retterne, blandt andet på grund af den økonomiske krise, der har ført til flere konkurser og tvangsauktioner. Det vil sige, at der kommer flere sager igennem systemet, men dommere, anklagere og forsvarere kan alligevel ikke holde trit med den stigende sagsbyrde. Såvel retsfølelse som en god kvalitet i domstolenes arbejde er vigtige hjørnesten i et samfund som det danske, og derfor skylder politikerne at sætte handling bag deres ord. Det klinger hult, at der udstedes krav om hurtig sagsbehandlingstid, hvis virkeligheden er, at der ikke er ressourcer til at efterleve disse krav.

kdh