Når Morten Munch i dag fylder 50 år, så har han nået flere stillinger end de fleste teologer i den aldersklasse.
Og egentlig begyndte han sin karriere i musikken med en preliminær orgelprøve på Københavns musikkonservatorium.
LÆS OGSÅ: Er det forkert at sige "åh Gud"?
I dag er han overenskomstansat sognepræst i Værløse og Hareskov sogne, men hans vej til folkekirken har været fyldt med omveje til valg- og frimenigheder.
Morten Munch blev uddannet teolog i 1990 og arbejdede herefter i tre år som såkaldt menighedsplanter, nok efter amerikansk inspiration, da han i 1990 også studerede kirke i USA.
1994-1995 var han hjælpepræst i Kingos Kirke på Nørrebro i København og inden da teologisk medarbejder i Aarhus Valgmenighed. 1994-2003 var han landsleder i fornyelsesbevægelsen Dansk Oase. Han arbejdede i denne tid med spørgsmål om kirkens åndelige fornyelse.
2000-2003 havde han sit virke som frimenighedspræst på Østerbro i en luthersk frimenighed.
Morten Munch har også undervist som teologisk lærer på SALT, som er en fælles præsteuddannelse for blandt andet baptister, som foregår delvis i Norge.
Forfatter kan Morten Munch også kalde sig. Han har blandt andet skrevet to teologiske bøger i 2007 og 2008: ”Helligånden – den glemte dimension i Gud” og ”Det omvendte rige”.
Morten Munch, der er gift med Trine Nymann Munch, med hvem han har to børn, har desuden flere udlandsophold med kirkeligt indhold bag sig i blandt andet Japan, USA og Israel.
benteclausen@k.dk