Afkortet demokrati.Velfærdsstaten lever sit eget liv og styrer alt

Disse forhold betyder, at demokratiet bliver afkortet ganske betydeligt. Demokrati bliver et spørgsmål om at markere sine egne interesser og fastholde sine egne privilegier og rettigheder. Afkortelsen sker så der, hvor man med sin demokratiske indflydelse ikke vil være med til at tage ansvar, udsætte behov, give afkald, vise tilbageholdenhed, give plads, vise hensyn og endelig yde en indsats, som ikke aflønnes af staten, og som ikke begrænser sig til at kræve sin ret og sætte sit kryds på valgdagen.

I et demokratisk samfund, hvor velfærdsstaten fylder så kolossalt, er der en helt reel fare for, at politik alene kommer til at handle om at positionere sig i forhold til de midler, som staten driver ind via skattefinansieringen. Der sker en for så vidt naturlig forskydning fra idébårne helhedsbetragtninger, som tager hele samfundsfællesskabet i betragtning, til politisk samling omkring interesser for særlige grupper, klasser eller lønmodtagere. Demokratiet forvandler sig til et interessokrati, hvor den politiske kamp udspiller sig på grundlag af et simpelt og primitivt ønske om at bringe sig selv i den gunstigst tænkelige position til de centralt inddrevne skattemidler og til dem, der skal fordele dem.

Jeg mener, grænsen er nået for, hvad samfundets borgere og det trods alt stadigt levende civilsamfund bør finde sig i. Vores selvrespekt som vælgere bør efterhånden få os til at bakke ud af dette uværdige skuespil, hvor vi, når alt kommer til alt, blot bliver holdt for nar af et politisk amatørteater, der spiller for galleriet.

Og jeg finder det moralsk temmelig anmassende, når jeg tænker tilbage på 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne, hvor offerretorikken og svage medborgere blev politisk markedsført med henblik på – dels at begrunde yderligere vækst i det offentlige udgiftsniveau, dels skyde ethvert selv beskedent ønske om nedskæring ned som asocialt og reaktionært.

Navnlig når det nu, ifølge Gunnar Viby Mogensens gennemgang af velfærdssamfundets historie siden 1970, viser sig, at middelklassen mere end nogen andre har profiteret af velfærdsstatens vækst. Også mere end de såkaldt svage.

”Der er mange, der har haft glæde af de svage”, som Niels Hausgaard siger og tilføjer: ”bortset fra de svage!”.

Henrik Bang-Møller er sognepræst i Skagen