Folkekirke - nu med bamsedåb og vulkansang

Derfor får de hjemløse lov til at have hunde mellem kirkebænkene. Og lov til at sætte en sidste guldøl på kisten. Og lov til spontant at bryde ind i prædikenen for at sige et par bevingede ord som afsked til en savnet kammerat.

”Vi er jo folkets kirke, så jeg betragter det som en selvfølge at lade folk få indflydelse. Man kan godt se det som udtryk for en rummelighed, men det mangler da bare. Det er præstens opgave at sørge for, at folks medbestemmelse ikke tager overhånd, så kristendomsforkyndelsen ikke længere står i centrum, men derfra er der fint plads til andre ting end de kirkelige ritualer.”

Den rummelighed benytter danskerne sig af. De seneste år har ekspert på ekspert slået fast, at vi sætter egne behov i første række. Vi vil selv bestemme, hvordan vi lærer, opfører os og styrer vores karrierer – og hvordan vi vil giftes og begraves. Den individualisering er også smittet af på kirken, og i løbet af indeværende år har flere sager placeret kirken på kanten af det mulige. For hvor meget skal folkekirken kunne rumme ved bryllupper, begravelser og gudstjenester?

I februar vakte det furore blandt flere præster, at præst Kirsten Knutzen fra Sthens Kirke i Helsing-ør gennem længere tid havde indbudt børn til bamsegudstjenester. Her døbte hun 80 bamser under, hvad hun så som en god mulighed for at tale med børn om kristendommen. Kritikere så det som en fornedrelse af kirken.

Omtrent samtidig blussede en godt 100 år gammel konflikt mellem kirken og arbejderbevægelsen op. En skotøjsarbejder skulle bisættes fra Utterslev Kirke i København, og lige inden bisættelsen troppede en kollega op med en af arbejderbevægelsens røde faner. Præsten afviste først, at fanen kunne medbringes i kirken, men gik til sidst med til, at kollegaen kunne stå med den sammenfoldede fane bag prædikestolen under ceremonien. Efterfølgende klagede Arbejdermuseet til Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, som lukkede sagen, fordi præsten var i sin gode ret til at afvise fanen.

Og deri ligger netop grænsen for, hvor langt folkekirken vil og kan strække sig ved kirkelige handlinger. Det er til enhver tid præsten, der afgør, hvad der kan medbringes i kirken, og kirkelige handlinger skal altid foregå i kirkerummet. Med teologilektor Hans Raun Iversens ord, da konflikten med den røde fane kom frem:

”Folk kan jo godt komme i kirke med papnæser på uden at blive smidt ud af den grund. Men overtager man billedet i kirken med syv fede fagforeningsfaner ved kisten eller foran korset, så vil de fleste præster bede om at få omgrupperet. De fleste præster vil nok også modsætte sig rent sataniske symboler, men der findes mange grænsetilfælde, hvor det er mere uklart. Her er det præsten, der kan sætte grænser.”

Meget tyder på, at disse grænser flyder mere og mere. Kristeligt Dagblad har talt med en række præster, som bekræfter, at danskerne i højere grad end tidligere ønsker at præge begravelser og bryllupper.

Det oplever blandt andre Lea Skovsgaard, præst i Harlev og Framlev uden for Aarhus. Ved næsten hver eneste af hendes vielser har brudeparret specifikke ønsker. Specielt musikken er i fokus, hvilket tydeligst kom til udtryk, da hun viede et islandsk par, hvor solosangere afløste det meste af salmesangen.

”Det er vigtigt, at vi som præster forsøger at gøre oplevelsen unik, for vi er så individualistiske, at vi ikke ønsker, at vores eget bryllup skal være som alle andres. Men det er en balancegang, og jeg kunne jo aldrig finde på at gå på kompromis

med vielsesritualet,” siger Lea Skovsgaard.

Folkekirken er nødt til at strække sig langt, mener hun, for borgerlige vielser i parker og på strande vinder frem, og den konkurrence må kirken forholde sig til.

”Jeg tror, det er nødvendigt at indstille sig på folks personlige ønsker, hvis folkekirken skal bestå. Men samtidig skal vi holde fast i salmer og tale om Guds kærlighed, for det handler et bryllup også om. Det skal ikke blive et popsangsshow.”

Viborg-biskop Karsten Nissen er enig. Egentlig mener han ikke, man kan udstikke retningslinjer for folkekirkens rummelighed – men gør det så alligevel.

”Kirken lever i det folk, vi er iblandt, så det er kun fint, hvis præsterne både kan holde fast i ritualerne og være åbne over for et brudepars ønsker. Vi er jo ikke en ritual- eller ceremonimaskine. Det er levende mennesker, vi har med at gøre, og derfor forsøger præsterne at medinddrage eksempelvis brudepar,” siger han.

Men der er grænser for, hvad folkekirken vil og kan rumme. I september sidste år var sognepræst Flemming Pless med i TV 3-programmet ”Til middag hos...”, hvor han bød programmets tre øvrige deltagere til middag i Christians Kirke i København. Det afstedkom en påtale fra biskop Peter Skov-Jakobsen, som indskærpede, at kirker i almindelighed ikke må benyttes til private formål – heller ikke selvom flere kommunikationsrådgivere roste præsten for initiativet. Selv accepterede Flemming Pless næsen og forklarede, at han blot ønskede at vise, hvad folkekirken også kan rumme.

På kanten af folkekirkens rummelighed optrådte også sognepræst Poul Joachim Stender med sin bog ”Med Gud i sengen” fra februar 2010. Bogen affødte klager

fra præstekolleger og kirkeretseksperter, men biskop i Roskilde Peter Fischer-Møller fandt ikke belæg for en påtale til præsten.

Og selvom Viborg-biskop Karsten Nissen ikke ønsker at kommentere de to konkrete sager, siger de alligevel noget om, hvad præster kan tillade sig:

”I det øjeblik, man har fornemmelsen af, at præstens person bliver vigtigere end budskabet, må man sige fra. For rangordenen mellem budskab og formidler må aldrig byttes rundt. Præsten er formidler af evangeliet, og kirkerummet sætter altså nogle grænser for, hvor meget man kan bruge det til.”

gehlert@k.dk