Margrethe Horstmann mener, at unge kvindelige præster må affinde sig med tidehvervsk kritik
- Colourbox
Margrethe Horstmann |
6. juli 2011
Drop hiphop, pop og bamsedåb - hold jer til forkyndelsen af evangeliet, lyder det fra tidehvervsk teolog
Eva Holmegaard Larsen angriber 2. juli Katrine Winkel Holm og undertegnede, som på Tidehvervs sommermøde har tilladt os at sætte spørgsmålstegn ved den infantile omklamring af folkekirken, som især yngre præster er eksponenter for. Og da de fleste yngre præster er kvinder, kan det ikke undgås, at de må affinde sig med, at der bliver gjort op med deres teologi.
LÆS OGSÅ: En fræk og helt utilstedelig kritik. Stik piben ind og vis kollegial respektSkønt Eva Holmegaard Larsen ”næsten ikke har ord for det”, lykkes det hende alligevel at aflevere en aggressiv bredside af gemenheder mod Tidehverv i almindelighed og Katrine Winkel Holm og mig i særdeleshed, som intet har med den stilfærdige tone i mit sommermødeforedrag at skaffe.
Desuden har Eva Holmegaard Larsen, som alle teologiske eksperter, en dyb indsigt i, hvad tidehvervske præster mener, og hvad der for dem er kriminelt. Hvor har jeg påstået, at kvinder ikke kunne tænke intellektuelt? Det er, hvad præster gør, kvinder som mænd, når de bruger den megen tid på prædikenovervejelser, som en samvittighedsfuld præst altid gør. Hvor intellektuelt hiphop, pop og bamsedåb er, skal jeg lade være usagt. Hvis jeg selv var sognepræst, hvad der ikke er tilfældet, er jeg helt klar over med hvilken respekt og loyalitet jeg selv ville blive mødt, hvis Eva Holmegaard Larsen var min kollega.
I øvrigt har jeg tidligere fået såvel ordene ”kollegialitet” og ”loyalitet” udførligt forklaret af en højere instans end Eva Holmegaard Larsen og i samme ånd. Jeg mener nu, at det netop er, hvad der driver mig. Loyalitet mod folkekirken og de kolleger, der endnu forkynder evangeliet – og i en videre forstand mod præsteløftet.
Desuden går jeg i kirke, og det er sket, at jeg har forladt den igen, fordi forholdene var for udfordrende. Jeg går ikke i kirke, for at præsten skal komme mig i møde, men for at høre evangeliet om syndernes forladelse, som de yngre præsters flid og frygtløse ambitioner ikke levner megen plads. Og dét er netop en undskyldning på Vorherres vegne – at Vorherres eget ord til hans egne børn er så uforståelige og dunkle, at der må hiphoppes for at komme folk i møde.
Således at man, når kirken fyldes af dansende glade mennesker, nødes til at tænke over, hvad det mon er, folkekirken er reddet fra – og om det er en redningsaktion af så store dimensioner værd.
Der er intet i Jesu virksomhed, der taler for, at han kommer folk i møde, men til gengæld flokkes skarerne om ham, hvor han er, fordi han er den, han er.
De samme skarer, der råber ”Korsfæst ham”, fordi han ikke kom dem i møde. De to eller tre forsamlede er en menighed, uanset hvor arrogant præsten måtte være. Er det i øvrigt ikke selvkritik eller selvbesindelse, hvis præsten overvejer, om de mange, der kommer, skyldes, at han eller hun har lavet serveringen for lækker? I øvrigt er der noget, der hedder dåbs- og begravelsessamtaler samt husbesøg, hvor præsten jo har tid nok til at tale om, hvad kirke er, så chokket over en højmesse ikke bliver så stort.
”Kunsten” at ”prædike god og klar kristendom selv under de mest udfordrende forhold som ved en hiphopgudstjeneste”, den har jeg ikke lært. For der er intet kunstigt ved at forkynde. Det er hårdt arbejde. Men det bliver kunstigt, når ”udfordringerne” er noget, præsten selv finder på. Så er det ingen kunst at være frygtløs, dygtig og ambitiøs – man skal nok klare det. Men bliver det kristendommens klare ord? jeg mener nej.
Margrethe Horstmann,
cand.theol.,
Tårsvej 16,
Sakskøbing
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad