For det første er lægevidenskaben kommet meget langt. Det betyder, at flere mennesker, som erhverver sig et handicap, heldigvis overlever. Det gælder både i den ene ende, hvor børn, der fødes med svære handicap, overlever i højere grad i dag, og det samme gælder mennesker, der kommer ud for en ulykke, hvor de bliver svært handicappede. Men det gælder også i den anden ende. Mennesker med handicap bliver på linje med den øvrige del af befolkningen til stadighed ældre og ældre. Det betyder, at der bliver flere og flere med større handicap, som kræver mere og mere støtte. Der vil næppe være ret mange, som ikke mener, at denne udvikling er en god udvikling.

For det andet giver teknologien os flere og flere muligheder. Det gælder selvfølgelig også på hjælpemiddelområdet. Som bekendt er ny teknologi ikke det billigste i verden. Ligeledes er det også meget svært at sætte en teknologi i produktion og gøre den billigere, hvis brugerne af teknologien er en begrænset målgruppe. Det gælder for meget af den teknologi, som produceres som hjælpemidler til mennesker med handicap. Ydermere kræver det enkelte handicap ofte en yderligere tilpasning af produktet. Der er altså ikke noget underligt i, at udgifterne stiger.

For det tredje udvikler samfundet sig bestandigt. En af udviklingerne sker i synet på, hvad den enkelte har ret til. Autonomi er blevet afgørende de seneste årtier. Den enkelte har ret til at skabe sit eget liv på egne præmisser og uafhængigt af andre. På handicapområdet betyder det, at der i højere grad end tidligere tænkes i individuelle hjælpeforanstaltninger, som giver den kompensation, der gør et aktivt liv muligt. Det kan lyde dyrt, når nogle kommunalfolk peger på, at mennesker med handicap har en hjælper hele døgnet, men det er den eneste holdbare løsning, hvis mennesker med svært handicap skal have samme friheder og muligheder som alle andre.

De tre faktuelle ting er vigtige at have med, når man diskuterer, om hjælpen til mennesker med handicap er rimelig. Umiddelbart er det svært at argumentere mod disse tre udviklinger.

Et andet aspekt i frustrationen over debatten er, at mennesker med handicap langtfra oplever deres handicap som adgangsbillet til et kæmpe tagselvbord. Tværtimod oplever mange af vores elever, at de må kæmpe selv for de mest basale rettigheder.

Hvor ligger eksempelvis rimeligheden i, at en ung mand uden tale får afslag på det hjælpemiddel, som betyder, at han kan kommunikere med omverdenen, herunder med sine hjælpere. Kommunen begrunder afslaget i, at hjælperne jo var ansatte til at kompensere for hans handicap. Men hvis det ikke kræver kommunikation at modtage og give en værdig hjælp, så er det svært at forestille sig, hvordan man skal hjælpe.

Flere af vores elever har, allerede før de søgte ind på højskolen, valgt at blive skrevet op til et kommunalt botilbud (en boform, hvor der er hjælp ansat i boformen). Det venter de på i årevis. Når deres lod så bliver trukket i lotteriet, må de inden for ganske få uger sige farvel midt i et højskolesemester, fyre de hjælpere, de har valgt til højskoleopholdet samt afskrive sig studieture og andet, som eleverne har set frem til i fællesskab. For mens de unge altså har ventet flere år på kommunen, kan kommunen ikke vente blot tre måneder med at få besat den tomme plads i deres botilbud. Hvor ligger ligestillingen i det?

Endelig har vi på det seneste oplevet, hvordan en ny lov fra i sommer gør mennesker med handicap til kastebold mellem kommuner. I gamle dage (før i sommer) var den kommune, en borger kom fra, forpligtet til at betale eventuelle omkostninger i en ny kommune, hvis hjemkommunen havde været medvirkende ved flytningen. Den nye lov, som der i øvrigt er meget forvirring om, tolker visse kommuner sådan, at de ikke længere skal yde støtte til en borger i en anden kommune.

Det betyder, at kommuner med en stor koncentration af borgere med handicap pålægges store udgifter. Egmont Højskolen ligger i Odder Kommune – en kommune som i forvejen er hårdt trængt. Skal Odder Kommune fremover betale samtlige ordninger for Egmont Højskolens elever, vil hullet i kassen blive så stort, at det ikke bliver attraktivt at bo i kommunen. Eneste alternativ er at skære i serviceniveauet for mennesker med handicap, der altså så ikke længere får mulighed for et aktivt og ligeværdigt højskoleophold.

Finansieringen af hjælpen til handicap er med jævne mellemrum til debat. Siden nedlæggelsen af særforsorgen har en stor del af finansieringen ligget i kommunerne. De dyreste ordninger for mennesker med handicap blev dog først flyttet fra amterne ud i kommunerne under kommunalreformen i 2006.

I virkeligheden er det måske de uheldige resultater af det, vi ser nu, hvor kommunerne er trængte. Retorikken i debatten er et af de mest uheldige resultater. Det åbner for spørgsmålet om, hvorvidt hjælp til mennesker med handicap kunne organiseres mere optimalt. Et bud på det kunne være, at hjælpen var statsfinansieret og uafhængig af kommunale budgetter. Det vil dels betyde, at fordelingen af mennesker med handicap i kommuner var totalt ligegyldig. Dels vil det forhåbentlig give større sammenhæng mellem de gode intentioner i lovgivningen om hjælp til mennesker med handicap og den økonomiske ramme, der er til rådighed, dels vil det sætte en stopper for den retorik, hvor mennesker med handicap holdes ansvarlige for besparelser på alle de andre kommunale områder.

Men indtil nu ligger handicapområdet i kommunerne. Kommunerne lægger budgetter, som jævnligt justeres. Et handicap kan ikke på samme måde justeres efter økonomiske rammer og holdninger. Det handler om liv, om retten til ligeværdighed og om opfyldelse af basale behov.

Derfor er retorikken yderst uheldig. Vi vil ikke finde os i det.

Michael Pedersen er cand.theol., journalist, informationsmedarbejder og lærer på Egmont Højskolen