Jesper Olsen endte med at sidde i isolation i en måned og to dage, inden han blev flyttet.
- Colourbox.
Kirstine Dalsgaard Larsen, Lea Holtze |
7. juli 2011
Jesper Olsens liv ændrede sig pludselig fra en hverdag med arbejde, venner og familie til et liv bag tremmer. Den første tid var i isolation
Januar 2010. 18-årige Jesper Olsen har netop besøgt en kammerat på Amager i København, da han til fods drejer om hjørnet til Lergravsvej og bliver pågrebet af betjente, der stiger ud af en civil bil. De anholder ham på baggrund af en mistanke om flere gange at have givet euforiserende stoffer videre til andre og tager ham med i bilen.
LÆS OGSÅ: Hver tredje indsatte er ikke dømt
”Jeg sagde, at jeg ikke havde noget med det at gøre, men de tog mig med. Så røg jeg i detentionen. Der lå jeg på en træbænk med et hospitalstæppe. Og kiggede op i loftet og tænkte på, hvad der ville ske. Om politiet var i gang med at splitte min lejlighed ad, og hvad der skete ude på den anden side,” siger han.
I detentionen i Kastrup sidder Jesper fra klokken 22 til klokken 14 næste dag, inden han bliver kørt til Vestre Fængsel. Her sidder han i ”en helt smadret celle”, inden han bliver stillet for en dommer ved grundlovforhøret, der skal foregå senest 24 timer efter en anholdelse. Jesper får mulighed for kort at tale med sin advokat, som ridser op, hvad der skal ske. Efter anmodning fra anklageren beslutter dommeren at varetægtsfængsle ham. Politiet mener, at Jesper har forbindelse til rockermiljøet. Og han starter med at sidde i isolation.
Her sidder han i Vestre Fængsel indespærret i 23 af døgnets 24 timer. Bag en dør ind til et lille rum på omtrent otte kvadratmeter med en seng, et skrivebord, en stol, et gammelt fjernsyn, en radio, en håndvask og et spejl. Og et lille vindue med tæt net for, så Jesper dårligt kan se ud. Tiden går med at sove, spise, skrive breve, tegne og lidt sparsom motion på gulvet.
Om morgenen bliver han vækket klokken halv otte. Efter 10 minutter står han klar med tøj på og en bakke, som han kan få sin mælk og havregryn eller cornflakes på. Han fortæller vagterne, om han gerne vil vaske tøj i løbet af dagen, på gårdtur eller i bad.
”Hvis du glemmer at sige det, kommer du ikke i bad den dag. Det samme med gårdturene. Og når du skal på toilettet, skal du tilkalde en vagt, der låser dig ud og følger dig derhen,” siger han og forklarer, at nogle gange må man vente så længe, at man bliver nødsaget til at forrette i vasken eller skraldespanden i cellen.
”Inde bag murene er det ikke som herude. Du bliver trådt på. Vagterne kan være virkelig strenge,” siger han.
De første tre uger får Jesper ikke besøg. Han får at vide, at det ikke kan lade sig gøre. Da hans mor får lov til at besøge ham, bliver han flyttet til politigården, hvor en betjent under det en time lange møde sidder med ved bordet.
”Det er ikke sjovt. Du er jo bare en brik, der bliver flyttet rundt med. Fra gaden til fængsel til fængsel. Du føler dig bare som Pinocchio, der bliver styret af snore. Politiet bestemmer alt.”Jesper endte med at sidde i isolation i en måned og to dage, inden han blev flyttet.
holtze@k.dkdalsgaard@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad