Da Poul Nyrup Rasmussen (S) overlod statsministerkontoret til den næste Rasmussen, var Danmark et udviklingspolitisk fyrtårn. Vi gav én procent af vores BNI (bruttonationalindkomst) i udviklingsbistand, og derudover skulle indsatser for miljø, fred og stabilitet i blandt andet Østeuropa, den såkaldte mifresta-ramme udgøre en halv procent af BNI i 2005.

Efter 10 år med borgerligt styre ligger dansk udviklingspolitik i ruiner. Hvis regeringen får lov at fortsætte, vil den i 2013 kun give 0,76 procent i udviklingsbistand – altså kun halvdelen af det, den forrige regeringen budgetterede med.

MEN DET ER IKKE BARE beløbet, som er blevet beskåret. Selve bistanden er også blevet mindre fattigdomsorienteret. Andre prioriteter har gradvist sneget sig med ind, såsom terrorbekæmpelse. Det er en vigtig prioritet, men pengene skal ikke tages fra verdens fattigste.

Det er vigtigt at dele puljerne op i ren fattigdomsbekæmpelse og en mere realpolitisk pulje til ny sikkerhedspolitik og demokratiopbygning. For eksempel har Danmark givet Irak 60 millioner kroner om året i udviklingsbistand siden 2003. Det kan der være mange gode grunde til, men fattigdom er ikke en af dem. Trods invasion, krig og oprør er Irak ikke et af verdens fattigste lande.

Hvis Danmark får en ny regering til efteråret, vil vi altså overtage en stærkt reduceret og udvandet udviklingsbistand. Desværre er det ikke muligt med et slag at bygge det op, som regeringen har brugt 10 år på at bryde ned.

Et af de nye tiltag er oprettelsen af en ny sikkerhedspulje på 1,5 milliarder om året, som også vil være med til at skabe rene linjer i udviklingspolitikken.

I dag er fattigdomsbekæmpelse og realpolitik blandet sammen. Med sikkerhedspuljen trækker vi en streg i sandet. På den ene side vil der være den eksisterende udviklingsbistand, som nu kun vil være fokuseret på fattigdomsbekæmpelse. Dette vil udgøre langt størstedelen af udviklingsbistanden, over 90 procent. På den anden side af stregen er der så midlerne i puljen til ny sikkerhedspolitik. Midlerne i puljen skal bruges til med ikke-militære midler at fremme Danmarks langsigtede sikkerhedspolitiske interesser – herunder forebyggelse af terrorangreb på dansk jord – og opbygge stabile og demokratiske retsstater i vores nærområde. Det er realpolitik – men realpolitik, som i høj grad understøtter resten af udviklingsbistanden.

Puljen er inspireret af mifresta-rammen, altså den støtte til miljø, fred og stabilitet, som Nyrup-regeringen indførte i 1990’erne. Midlerne herfra gik ikke bare til de fattigste lande, men også til de tidligere kommunistiske stater i Centraleuropa og Østeuropa i 1990’erne. Det var efter vores opfattelse en ufattelig god investering.

I DAG ER DET Nordafrika og Mellemøsten som er midt i et demokratisk forår. De har brug for støtte til at fastholde en demokratisk udvikling, til at reformere deres sikkerhedssektor og til at skabe en økonomisk udvikling, som giver job og fremtidsmuligheder til en rastløs ungdom. Det er en støtte, som kommer landene til gode, men som også er med til at styrke Danmarks langsigtede sikkerhed. Det er noget, som er værd at bruge penge på.

Hvis vi insisterer på kun at bruge penge i de allerfattigste lande, risikerer vi at ende i nogle helt absurde situationer. Libyen er for eksempel et relativt rigt land, langt rigere en landene syd for Sahara. I disse måneder bruger vi millioner på at kaste bomber mod Gaddafis tropper, som truer civilbefolkningen i Libyen. Hvis Danmarks økonomiske støtte skulle være 100 procent fattigdomsorienteret, skulle vi altså undlade at støtte genopbygningen af Libyen, når libyerne forhåbentlig snart slipper af med deres diktator. Det giver ikke mening. Ligeledes er det efter vores opfattelse også kun naturligt, hvis Danmark økonomisk støtter en demokratisk udvikling i et land som Egypten, da en positiv udvikling i dette land helt åbenlyst er i Danmarks sikkerhedspolitiske interesse og er en vigtig katalysator for udviklingen i andre lande i regionen.

I dag er der ikke en separat pulje til disse projekter ud over de 150 millioner kroner i den såkaldte globale ramme fra forsvarsforliget. Derfor kommer der en direkte konkurrence mellem projekter i Libyen og Egypten og projekter i de allerfattigste lande. Med en sikkerhedspulje undgår vi det, og den fattigdomsorienterede bistand vil ikke længere blive undergravet. Tværtimod vil puljen frigøre midler fra den eksisterende udviklingsbistand, så der kan gives midler til flere fattigdomsorienterede projekter.

Definitionen af udviklingsbistand er i dag fastsat på en måde, så størstedelen af de projekter, som skal finansieres af puljen, sandsynligvis vil leve op til kravene. Vi har helt eksplicit sagt, at det ikke er et krav – puljen kan godt finansiere projekter, som ikke lever op til kravene, hvis det i øvrigt er fornuftigt. Libyen ligger i dag lige under grænsen, men kan hurtigt ryge over. I så fald vil hjælp til Libyen naturligvis ikke tælle med.

Men hvis vi for eksempel vælger at støtte erhvervsudvikling i Egypten eller kvindeorganisationer i Irak, så vil det i dag leve op til kravene for udviklingsbistand. Det ændrer dog ikke på, at en ny regering på sigt vil hæve bistanden til én procent af BNI. Men det klares ikke lige med et snuptag at bygge det op, som regeringen og Dansk Folkeparti har brugt 10 år på at bryde ned. Især i en tid, hvor den økonomiske krise kradser, og hele den offentlige sektor er sat på slankekur.

Kritikken giver desværre indtryk af, at rød og blå blok har stort set samme udviklingspolitik. Intet kunne være mere forkert. Allerede i 2012 vil verdens fattige kunne mærke, at rød blok har indtaget Udenrigsministeriet, for der vil der være 700 mio. kroner mere til udviklingsbistand. I 2013 vil der være 1,4 milliarder kroner mere. Og fra 2015 vil der så med den nye pulje til sikkerhedspolitik være op mod tre milliarder kroner mere til en ny, ambitiøs og altovervejende fattigdomsorienteret udviklingsbistand.

Jeppe Kofoed er folketingsmedlem og udviklingsordfører for Socialdemokraterne. Kamal Qureshi er folketingsmedlem og udviklingsordfører for SF