Leo Roed |
7. juli 2011
Der er ifølge Leo Roed fred og idyl i den katolske menighed i Aabenrå. Derfor er det urimeligt at kritisere kirkens præst
Den 1. juni bragte Kristeligt Dagblad en helsides artikel om en påstået ballade på femte år i den katolske menighed i Aabenraa. Artiklen baserede sig væsentligt på udtalelser fra familien Munksgaard, der også var afbildet foran kirken i Aabenraa.
LÆS OGSÅ: Kozon har svigtet den katolske menighed i Aabenrå
Artiklen blev den 9. juni rost af Jørn Munksgaard i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad, hvilket får mig til at skrive supplerende kommentarer til artiklen.
Jeg undrer mig over, hvorfor Kristeligt Dagblad lader familien Munksgaard fylde så meget i artiklen – de hører slet ikke til menigheden i Aabenraa, men har valgt at tilhøre Haderslev.
Jeg har igennem mit virke som formand i et af biskop Kozon nedsat forvaltningsråd i Aabenraa kendskab til den kommunikation, der har været fra Jørn Munksgaards side. For mig at se, er der tale om en magt, som dele af det daværende menighedsråd mente, de havde i forhold til sognepræsten. Da denne magt ikke kunne udøves, forlod tre medlemmer allerede efter otte måneder menighedsrådet. Det er efter den periode, jeg kommer på banen som formand for forvaltningsrådet.
Det gik op for mig, at der var nogle utilfredse elementer i menigheden, men igennem min deltagelse i søndagsmesserne så jeg ikke denne utilfredshed.
Jeg fik også sat navne på nogle af de utilfredse og kom dermed i forbindelse med Jørn Munksgaard, som jeg aftalte et møde med, hvor vi kunne få belyst de problemer, der var opstået.
Jeg mødtes en aften med familien Munksgaard på deres bopæl og gik derfra med Jørn Munksgaards ord for, at han ikke holdt op, før pastor Piotr var fjernet fra Aabenraa, samt en masse andre påstande om falske referater, manglende bilag i regnskaberne samt en absolut mistillid til de personer, der arbejdede sammen med pastor Piotr.
Som det er beskrevet i artiklen fra den 1. juni, foreligger der en uafhængig revisionsrapport, som godkender regnskabet med anmærkninger, som dog kun kan betegnes som værende af teknisk art.
På trods af en godkendt revisionsrapport beder familien Munksgaard om et møde for indsigt i det pågældende års regnskab. Til mødet kommer der syv personer, hvoraf den ene er en udefra kommende revisor, der gennemgår regnskabet og ikke finder noget at udsætte på det.
Ved et menighedsmøde for hele menigheden, hvor jeg gjorde rede for forvaltningsrådets og menighedens arbejde, var Jørn Munksgaard også til stede og insisterede til sidst på, at vi ikke kunne afslutte mødet, før vi havde bestemt, hvorledes sognepræsten skulle opføre sig.
Ved et møde i Aabenraa, hvor blandt andre biskop Kozon og forvaltningsrådet gennemgik klagerne, fandt man ikke hold i alle anklagerne og udfærdigede et referat til offentliggørelse i kirken, og pastor Piotr blev bedt om at give en undskyldning for udtalelser i kirken, hvilket efterfølgende også skete.
For mig at se, er menigheden stort set tilfreds, der er et velfungerende kor under ledelse af pastor Piotr, de årlige menighedsarrangementer sker med deltagelse af rigtig mange fra menigheden, hvilket kan bekræftes af de fotos, der er på kirkens hjemmeside:
www.skt-ansgarkirke-aabenraa.dkI den pågældende artikel bliver jeg citeret unavngivet, men vil dog tage afstand fra udtalelsen om, at de tre tidligere menighedsrådsmedlemmer er nogle kværulanter, som jeg aldrig ønsker at tale med igen – den udtalelse kommer ikke fra mig.
For mig at se har vi her at gøre med et ensidigt angreb på en dygtig sognepræst, der er velanset i den største del af sin menighed samt blandt sine præstekolleger. Et angreb, der er meget belastende og nedbrydende – og absolut meget ukristeligt.
Leo Roed,
Vesterslettevej 9,
Sjølund