Rummeligheden får flere facetter

Og folkekirken burde have de bedste forudsætninger for at manøvrere i denne forhandling. Folkekirken er nemlig så at sige født pluralistisk – med en arv fra både statskirken og fra vækkelserne, og det har været folkekirkeordningens styrke at give plads til såvel de engagerede som de ikke-engagerede. Når tilliden til folkekirken ligefrem er steget i forhold til tidligere, sådan som det fremgår af den seneste europæiske værdimåling offentliggjort tidligere på året i ”Små og store forandringer”, så er det formentlig, fordi folk opfatter folkekirken som en troværdig institution – ikke først og fremmest som deres egen forening.

Når ønsker og krav fra folkekirkens medlemmer bliver mere vildtvoksende, så presser det typisk folkekirken i mere institutionel retning, for eksempel væk fra en forestilling om menigheden som fællesskabet af alle døbte. Så er det, man i folkekirken begynder at tænke om de ”fjerne” folkekirkemedlemmer og deres ønsker, som om de er i familie med de ubudne gæster, der øger behovet for grænsekontrol ”ude i samfundet”. Sådan tænker bureaukratiske væsener, ikke medlemsorganisationer med stort frivilligt engagement.

Diskussionerne om rummelighed er langtfra slut– og diskussionen blandt kirkelige aktører om folkekirkens rummelighed er en diskussion, der aktualiseres, når der diskuteres kirkeforfatning: Hvordan kan det sikres, at en eventuelt mere selvstændig folkekirke fortsat også vil være en rummelig folkekirke?

I et videre perspektiv er en anden og mere praktisk diskussion om rummelighed måske endnu mere afgørende, nemlig den diskussion, der handler om, hvordan man imødekommer folkekirkemedlemmers individuelle ønsker uden at give køb. Og om hvordan man indoptager flere kulturelle udtryk i folkekirken. Folkekirken er – ud over at være født pluralistisk – også født i en enhedskultur. Men hvis folkekirken fortsat skal være en folke-kirke, så må man overveje, hvordan folkekirken kan gå på flere kulturelle ben – uden vel at mærke at give køb på det virkeligt vigtige.

Hvis menigheden er til folkemusik, så må man naturligvis holde en ordentlig folkemusikgudstjeneste, som de gør i Skagen under Skagenfestivalen. Og hvis nu den aktuelle menighed er til hiphop, mon det så ikke også kan lade sig gøre at holde en ordentlig hiphop-gudstjeneste? Ikke for at ”lokke” folk til – men for at understøtte fornemmelsen hos kirkens egne medlemmer af, at det er ”vores” kirke.

kirke@k.dk

Birgitte Stoklund Larsen er leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Dansk Kirketidende.