Vejen til Damaskus

At tro, at vi som nation er med til at legitimere diktaturet, er at skyde over målet. Instituttet er en selvejende institution, som har til formål at fremme forskning, undervisning og kultur i de arabiske lande og udvikle de kulturelle bånd mellem Danmark og Mellemøsten.

Det kan langtfra udelukkes, at kravet om lukning fremkalder en bedre fornemmelse i maven hos nogle mennesker, herunder Venstres ordfører, men det har intet at gøre med en rationel overvejelse om instituttets udenrigspolitiske og kulturpolitiske muligheder netop nu under meget vanskelige omstændigheder.

Taget for pålydende burde Michael Aastrup Jensens argumentation føre til, at vi også lukker ambassaden i Syrien. Men det mener han næppe.

Hans krav føjer sig til en tendens, som desværre kendetegner dansk politik i øjeblikket, nemlig at bare vi lukker af over for omverdenen, så får vi det meget bedre med os selv. Forrige eksempel på denne tendens var det ulykkelige forløb om grænsekontrollen, der stadig præger debatten.

Men selvom instituttet fortsætter, er det naturligvis ikke ligegyldigt, hvad det foretager sig. Man skal have blik for, at det er etableret i år 2000 i samklang med det syriske regime, og den ændrede situation siden da må afspejles i dets aktiviteter.

Er der eksempelvis planer om kultursamarbejde med Assad-regimet, mens dets bødler myrder løs i gaderne, må planerne lægges tilbage i skuffen. Men mon ikke ledelsen dernede har så megen fingerspidsfornemmelse, at man selv kan finde ud af at trække grænsen?

Det er under alle omstændigheder en helt anden sag at justere instituttets virksomhed efter forholdene end at stikke halen mellem benene og drage hjemad. me