”Vi er ved at miste vores værdighed, vores identitet og vores rettigheder”

Rebiya Kadeer, 64 år og mor til 11 børn, er eksilleder af uighurerne, et muslimsk folk af tyrkisk oprindelse, der bor i Kinas vestlige Xinjiang-region. På linje med tibetanerne mod syd føler mange uighurer, at deres kultur, sprog og identitet smuldrer væk mellem hænderne på dem under Kinas dominans.

Xinjiang har altid været strategisk vigtig for Kina ligesom andre grænseregioner som Indre Mongoliet og Tibet, da en af Kinas absolutte kerneinteresser er at bevare landet som en samlet enhed. Ligesom Tibet mod syd har Xinjiang på papiret status af at være en autonom region.

Men sådan er det ikke i praksis. For 50 år siden var over 90 procent af befolkningen i Xinjiang uighurer. I dag er de cirka ni millioner uighurer skrumpet ind til at udgøre under halvdelen, efter at Kina har givet masser af han-kinesere – Kinas dominerende etniske gruppe– økonomisk støtte til at flytte til regionen, der er rig på olie og gas. Han-kineserne sidder på de vigtigste poster i samfundet, og mange uighurer føler sig som en underklasse i deres eget land, mens han-kineserne anklager dem for at være utaknemmelige over den moderne udvikling, de har bragt med sig, og de privilegier, som de som etnisk minoritet har fået. Blandt andet må de i modsætning til han-kineserne få mere end et enkelt barn.

Efter optøjerne i juli 2009, som Kina påstod blev orkestreret af Rebiya Kadeer – en påstand, som hun benægter – blev der slået hårdt ned på enhver modstand fra uighurernes side. Og i kølvandet på jasminrevolutionen er grebet blevet strammet yderligere, lyder det fra Rebiya Kadeer.

”Kineserne assimilerer uighurerne. De fængsler, torturerer og dræber dem. De konfiskerer deres jord og tvangsflytter dem længere ind i Kina, hvor de kan bruge dem som billig arbejdskraft. På samme tid flytter de store grupper af han-kinesere ind i Xinjiang, ligesom der strømmer flere militærfolk til regionen. Samlet set fratages uighurerne alle deres rettigheder,” siger hun.

Tidligere var Rebiya Kadeer en succesfuld forretningskvinde, Kinas femterigeste kvinde, med en plads i Kinas nationale folkekongres, der fungerer som en art gummistempel for kommunistpartiets beslutninger. Men hun satte alt på et bræt, da hun i en tale i 1997 kritiserede Kinas behandling af uighurerne. Få år efter befandt hun sig bag murene i et kinesisk fængsel, anklaget for at være en trussel mod nationens sikkerhed – en anklage, der ofte bruges mod systemkritikere.

Efter knap seks år i fængsel blev hun benådet i 2005 og flyttede i eksil i USA. På væggene omkring hende hænger billeder af hendes sønner Ablikim og Alim, som vidner om den pris, hun betaler for sit politiske engagement. Begge sidder i kinesisk fængsel og er angiveligt blevet tortureret. Ligesom de fængslede fædre, brødre, onkler, venner og slægtninge til den håndfuld eksil-uighurer, der sidder i rummene omkring hendes eget kontor.

Men er det overhovedet muligt at have en jasminrevolution mod et så stærkt styre som det kinesiske, der slår hårdt ned på modstandere? Ja, og ikke kun hos uighurerne, for også resten af den kinesiske befolkning vil kræve mere retfærdighed, lyder det fra Rebiya Kadeer

”Den økonomiske udvikling i Kina er ikke foregået i samme takt som respekten for menneskerettighederne. Derfor vil det ikke vare ved. Den kinesiske regering arbejder ikke for at forbedre forholdene for de millioner af kinesere, der længes efter lighed. Regeringen arbejder kun for at styrke sin egen magt. Spørg dig selv, hvorfor rige kinesiske forretningsmænd flygter fra Kina? Fordi de ikke stoler på regeringens politik,” siger hun.

I det seneste halve år er der blevet slået hårdt ned på systemkritikere som eksempelvis kunstneren Ai Weiwei. Hvorfor tror du, at det sker?

”For det første er den kinesiske regering enormt bange for optøjer blandt det kinesiske folk, og derfor anholder de ledende figurer, der kunne være i stand til at mobilisere folket. Den kinesiske regering ved, at den ikke kan kontrollere folket, når de først går på gaden. Derfor sikrer de sig på forhånd, og sådan har de altid gjort det. Efter Det Store Spring Fremad (Maos fejlslagne kampagne fra 1958-60, der skabte hungersnød og op mod 45 millioner omkomne, red.) frygtede de, at den sultende befolkning ville rejse sig mod styret, og derfor startede de Kulturrevolutionen. Men i det lange løb vil det ramme dem i nakken.”

Kan uighurerne kæmpe sammen med han-kineserne for en fælles sag?

”Det ville være godt, men det er umuligt. Den kinesiske regering har hjernevasket det kinesiske folk i regionen til at hade uighurerne. Det handler også om grænsespørgsmålet. Når uighurerne siger, at Østturkestan er deres land, så hader kineserne dem automatisk. Den kinesiske regering fortæller dem jo, at det er deres land, og det sår frø af had mellem dem og os.”

Hvor ser du Xinjiang 10 år fra nu?

”Den kinesiske plan er at assimilere uighurerne, men jeg tror ikke, at det kommer til at ske. Jeg tror, at der kommer store forandringer i regionen, og at den kinesiske undertrykkelse vil ramme dem selv – det gør den allerede – og få selv de fredelige uighurer til at rejse sig op mod regimet.”

Men hvilken status skal Xinjiang have i forhold til Kina?

”Hvis Kina havde løst problemerne på en fredelig måde og givet os selvbestemmelse ligesom Hongkong, så ville tingene have været anderledes. De dage er forbi. Den kinesiske undertrykkelse har presset uighurerne til et punkt, hvor de aldrig kan stole på den kinesiske regering igen. De har fået nok, og de vil ikke længere leve under noget form for kinesisk styre.”

Så du går altså ind for et Xinjiang, der er helt uafhængigt fra Kina?

”Det er, hvad uighurerne tror på. Det er uighurernes land, og de mener, at de skal have deres egen stat. Ligegyldigt hvad kineserne siger er historisk korrekt,” siger Rebiya Kadeer og nævner perioden fra 1944 til 1949, hvor Xinjiang takket være Sovjetunionens støtte blev en uafhængig republik, som en mulig fremtidig model for regionen.”

Hvordan har du tænkt dig at nå det mål?

”Vi vil selvfølgelig fortsætte vores fredelige kamp, men når du kigger tilbage i historien på Sovjetunionens fald og oprettelsen af uafhængige stater som Kasakhstan og Usbekistan samt de nylige forandringer i de arabiske lande, så tror vi også på, at tingene snart vil forandre sig her.”

Hvad ville du gøre, hvis du blev inviteret til at forhandle med den kinesiske regering?

”Jeg håber selvfølgelig på en dialog og fredelig forhandling for at sikre uighurernes frihed. Men hvis kineserne ikke tager initiativ til det og fortsætter med at undertrykke uighurerne, så vil udfaldet blive ganske anderledes,” siger Rebiya Kadeer.

En ting forbliver det samme. Rebiya Kadeer opgiver aldrig kampen for uighurernes frihed. Hun er blevet uighurernes ansigt udadtil og har dedikeret sit liv til at skaffe mere international opmærksomhed om uighurernes sag. De er aldrig blevet lige så populære i Vesten som tibetanerne, og det skyldes ifølge Rebiya Kadeer, at de først sent fik en leder for bevægelsen, og at Kina dygtigt har brugt konteksten omkring terrorangrebene den 11. september 2001 til at stemple uighurske politiske modstandere som muslimske terrorister.

Fædreland er et meget stærkt ord. Et folks værdighed er på spil, siger Rebiya Kadeer til sidst med en stemme, der er på nippet til at knække over af bevægelse.

”Vi vil få vores moderland tilbage en dag. Ingen uighur før mig, ingen uighur efter mig vil opgive idéen om et moderland, for vi er ved at miste vores værdighed, vores identitet og vores rettigheder.”

udland@k.dk