Ny Langballe aftjener national værnepligt

Christian Langballe meldte sig ind i Dansk Folkeparti tilbage i 2005 under indtryk af to begivenheder: Morgenavisen Jyllands-Postens trykning af Muhammed-tegningerne samme år og terrorangrebene den 11. september 2001.

Ligesom faderen og dennes fætter, Søren Krarup (DF), er Christian Langballe ikke bange for at bruge ordet "national værnepligt" om det at stille op til Folketinget - og blive valgt.

- Jeg synes, at det er et fint ord, og det kan jeg sagtens tilslutte mig. Det at værne om Danmark er jo at værne om folkestyret og den frihedstradition, som hersker her. I kultur- og værdikampen ved jeg godt, hvor jeg står. Jeg synes, at man skal slå et slag for ytringsfriheden. Og så er der islamismen på den anden side, som jeg betragter som en uhyggelig totalitær bevægelse.

På trods af, at Christian Langballe ikke lægger skjul på, at han også politisk er sin faders søn (om end en "mildere" udgave på grund af morens indflydelse), erkender han, at efternavnet har sine ulemper.

Alene på grund af navnet har mange folk allerede en mening om Christian Langballe. Omvendt kæmper han for det samme som faderen og står "på ryggen af kæmper", som han udtrykker det.

En henvisning til Jesper Langballe og Søren Krarup, som ikke blot har været markante samfundsdebattører i det seneste kvarte århundrede, men som siden de kom i Folketinget i 2001, har været med til at give intellektuel tyngde til Dansk Folkeparti.

- Så det er med en vis ærefrygt, at jeg tager den arv på mig.

Arven omfatter også, at Christian Langballe er født ind i Tidehverv-bevægelsen, det teologiske arbejdsfællesskab, som de fleste har svært ved at få hold på, men som er en af de grupperinger, der har haft størst indflydelse på teologien i Danmark op gennem det 20. århundrede. Og en bevægelse, som siden sidst i 1960'erne har kæmpet mod "humanismen, kulturradikalismen og den politiske syge".

I dag bekender Christian Langballe sig som tilhørende den "borgerlige del" af Dansk Folkeparti, både hvad angår kulturel og økonomisk tænkning. En bekendelse der, ligesom Jesper Langballe før ham, kan give Christian Langballe problemer med Pia Kjærsgaard & Co's mere midtersøgende eller pragmatiske politiske kurs.

På spørgsmålet om han synes, at der er for meget topstyring i Dansk Folkeparti, holder Christian Langballe en lang pause og svarer så:

- Jeg synes, at der har været nogle historiske grunde - og en masse ballade - men derfra og til, at man ikke godt kan være uenige med hensyn til nogle ting, er noget andet. Der har været nogle typer, som har gjort en dyd ud af balladen. Og der er et parti nødt til at tænke på en vis form for samling. Men jeg bliver ved at sige, hvad jeg mener. Det er da et godt drilsk spørgsmål.

/ritzau/