Men for det første skal skolen ikke påtage sig endnu flere opdrager-opgaver oven i de 117 andre allerede pålagte, for det andet er det en forskydning af problematikken og total ansvarsforflygtigelse fra Rønn Hornbechs side.

For hvorfor i himlens navn er det så vanskeligt at fatte? At en handling, der er ugyldig i vores samfund, af udefrakommende – der mentalt befinder sig i hjemlandets landsby – betragtes som en forpligtelse på liv og død?

Det turde efterhånden være klart for selv den mest argument-resistente, at parallelt med vores retssystem fungerer et andet, der har fatale konsekvenser for purunge, uerfarne, naive og forelskede pigebørn, der er ude af stand til at fatte rækkevidden af deres handling. Det er disse pigebørn, myndighederne og den danske retsstat er forpligtede til at beskytte. I stedet sendes et signal, der viser, at er man dum, når man er ung, så ligger man, som man har redt. Her er det endelig en gang på sin plads at tale om et skammeligt menneskesyn.

Det er altså børnevielser, der står på programmet. Birthe Rønn Hornbechs bedrevidende sammenligning mellem hendes brors vielse af hendes dukker, da de var børn, og parallelsystemets imamvielser af børn er en arrogance, der skriger til den himmel, hun åbenbart har direkte kontakt til.

Hun har i hvert fald fødderne solidt plantet på Himmelbjerget. Dukkevielserne fik næppe konsekvenser for hendes dukker. Dukkerne skulle ikke fjernes fra Rønn Hornbechs moderlige favn og gemmes på hemmelig adresse. De skulle heller ikke forsynes med alarm og peberspray og have politibeskyttelse.

Det forekommer fuldstændigt surrealistisk, at umælende legetøj er referenceramme for Rønn Hornbechs opfattelse af det misbrug, vores børn udsættes for.

NU OPRULLES TRAGEDIERNE så for alvor i medierne. Og vi kan være sikre på, at der kommer flere af dem. Børn, der har mistet deres barndom og deres ungdom. Børn, der er bange, når de opdager konsekvenserne af deres dumhed. Børn, der holdes fast i et ikke-gyldigt ægteskab efter vores retssystem, men som for parallelsamfundet er dødeligt alvor, så længe det passer ”ægtemanden”. For ikke alene begår imamen den første forbrydelse, når han vier et barn, den næste forbrydelse begår han, når han nægter barnet at komme fri igen.

Hvem straffes? Det gør børnene.

Integrationsordfører Karsten Lauritzen (V) har i allerhøjeste grad en pointe i sit udsagn i artiklen: ”Det er dybt uanstændigt over for de piger, der er blevet berørt, hvis vi accepterer, at den slags finder sted.”

Vi konstaterer, at Danmark åbenbart ikke mere kan beskytte sin befolkning mod forbrydelser begået af mennesker, som har ét eneste formål: at nedbryde den demokratiske retsstat til fordel for sharia. Hvornår mon det går op for de politiske beslutningstagere, at hvis vi ikke sætter foden ned nu og én gang for alle gør det klart for vores muslimske indvandrere, at sharia vil blive bekæmpet hver eneste gang, den stikker sit hoved frem – ja, så taber vi kampen. Altså os, der ikke har andet end afsky tilovers for et lovsystem, der sætter skel imellem troende og vantro, mænd og kvinder og rent og urent – og som har kvindeundertrykkelse som styrende princip.

Hvor er feministerne? Og hvor er de homoseksuelle, som burde være helt oppe på lakridserne for at trænge islamismen tilbage? Og hvor er de sekulære muslimer, som har forladt deres egne lande, fordi de vestlige har så langt mere at byde på?

Sagt lidt anderledes: De vestlige demokratier lever på lånt tid, hvis deres ledere og befolkninger ikke er i stand til at udvise rettidig omhu. Om 10-15 år kan det nemt være for sent.

Lone Nørgaard er lektor, cand.mag., og Britta Mogensen er mag.scient.ant.