Ad fontes til kilderne lød det i middelalderen, da først reformkatolikker og siden protestanter ønskede at forny kirken og kristendommen ved at søge tilbage til Bibelen og kristendommens rødder. Det latinske udtryk findes i salme 42 i den latinske version af Det Gamle Testamente, hvor der på dansk står Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud.
Nu lyder de samme ord igen, og det er godt. Selvom der ikke er tale om en folkebevægelse, repræsenterer den nye klosterlængsel, hvor også unge mennesker søger et liv forbundet med klostertraditionen, et nybrud i dansk kirkeliv. Lysten til at leve ikke som munk eller nonne, men alene eller i et moderne kollektivlignende fællesskab efter de bedste traditioner fra de kristne klostre signalerer et ønske om åndelig fornyelse ved at søge tilbage til de kristne kilder.
Konturerne af denne nye klosterbevægelse er et af de efterhånden mange udtryk for, at flere ønsker at se deres egen tro komme stærkere til udtryk. Fænomenet er i familie med lystænding i kirkerne, brugen af ikoner, det voksende antal kristne retræter og fælles eller individuelle pilgrimsvandringer, der, som det formuleres i dagens avis, er et opgør med en kirke, hvis medlemmer sidder passivt på kirkebænkene.
Det er ikke katolske eller ortodokse klostre, man formentlig vil se vokse op herhjemme, men derimod nye fællesskaber og livsformer tilpasset vores tid. Her er der ikke bare fokus på bønnen og det indadvendte og kontemplative, men også en særlig bevidsthed om at besinde sig på de kvaliteter, der traditionelt også har været klosterets: fællesskab, barmhjertighed, gæstfrihed og det enkle liv.
Den nye åndelighed inden for folkekirken er en reaktion på en puritansk og rigid luthersk protestantisme, der har præget kirken med mere forkyndelse til hjernen end til sanserne og de dybere følelseslag. 1500-tallets reformation blev så effektiv i Danmark, at den vendte ryggen til en stor del af det fromhedsliv, som selv Luther praktiserede med blandt andet daglig bøn og andagt, og som er en væsentlig del af den kristne arv.
Det er kun glædeligt, at det personlige trosliv har fået en renæssance. For de mest stålsatte lutheranere er den nye åndelighed et kors for tanken. For andre tegner den nye strømning i folkekirkelig kristendom billedet af en mere spændende og vedkommende udfoldelse af troen. Hvis den kan holde sig fra det sværmeriske, vil en sådan kristendomsudfoldelse være et godt bud på, hvordan kirken kommer mange søgende og rodløse mennesker i møde. Folk længes efter en personlig erfaring af en dybere sammenhæng, og den kan de måske finde her. bjer