Hollandsk forfatter beskriver levende og i al sin gru formand Maos Det store spring fremad, som kostede millioner livet
Formand Mao synes så langt væk i det moderne Kina. Men det er kun 60 år siden, at landet oplevede en af de største menneskeskabte tragedier.
Femårsplanen blev dengang døbt Det store spring fremad og var Maos forsøg på at kappe Kinas bånd til det ligeledes kommunistiske Sovjetunionen.
I stedet blev det et af de sorteste kapitler i moderne kinesisk historie, og de fem år er emnet for en bog af den hollandske historiker Frank Dikötter. Han har netop modtaget BBC Samuel John- son Prize, som ikke er alene er en af de vigtigste britiske priser for faglitteratur, men som også ledsages af rundt regnet 170.000 kroner.
De fem år med fremgang, beordret af Mao, havde den modsatte effekt. ”Mao’s Great Famine” (Maos store hungersnød) er titlen på Frank Dikötters historiske bog med undertitlen: Historien om Kinas mest ødelæggende katastrofe.
”Han får prisen for at kaste nyt lys over de fem år fra 1958 til 1962. Denne minutiøse gennemgang af en brutal, menneskeskabt ulykke er essentiel læsning for enhver, der søger at forstå det 20. århundredes historie”, lyder det i begrundelsen fra juryens formand, forfatteren og journalisten Ben Macintyre.
”Med adgang til hidtil skjulte arkiver har Frank Dikötter skabt et oprivende og fremragende skrevet anklageskrift mod Maos katastrofale revolutionære eksperiment, der førte til den unødvendige død for 45 millioner kinesere,” forsætter juryformanden.
For de mange kinesere var Det store spring fremad i stedet vejen til et levende helvede. Målet for formand Mao var blandt andet at overhale Storbritannien som en international magtfaktor.
”Denne episke gennemgang af menneskelig dårskab er imponerende original og af absolut stor vigtighed. Det kaster nyt lys med et ødelæggende psykologisk portræt af en diktator, hvis store skridt fremad sendte Kina på katastrofekurs,” fremhæver Ben Macintyre.
Hollandske Frank Dikötter bor sammen med sin hustru i Hong Kong, hvor han er professor. Han har orlov fra et professorat i det moderne Kinas historie ved School of Oriental and Asian Studies ved University of London.
Bogen er hans niende om Kina, og han er en af meget få historikere, som har fået adgang til de hidtil hemmeligholdte kinesiske arkiver, og han har ikke mindst formået at omsætte arkivmaterialet til medrivende læsning.
norum@k.dk