De smarte maskiner og de invalide mennesker

Men vi bliver i stigende grad massificeret af teknologien. Bundtet og pakket og sat på løbende bånd. Vi er som ængstelige fugleunger med vidtåbne gab, præget af en evig følelse af at hænge efter tiden, håbende på det bedste, forventende det værste. Tiden tilhører ikke længere mennesket, men maskinen. På trods af vor velstand og velfærd er vi meget langt fra fortidens selvtillidsfulde kulturindivid.

I metropolen har tilværelsen længe været domineret af teknologi. Trafiklys, biler, mobiltelefoner, overvågnings-tv, internet, computere – er det goder, der letter tilværelsen, eller onder, former for kontrol, der bare strammer jernburet op yderligere?

Det er indtil videre et spørgsmål, den enkelte afgør med sig selv, og vi foretrækker at se teknologien som vores ven, den dæmper ensomheden. I risikosamfundet er det måske nok i stigende grad bivirkningerne, farerne ved maskinen, der kommer i fokus, men det er stadig den enkeltes trang til at udbygge sin egen forbrugsvolumen med ”det nyeste nye”, der taler højest.

I en teknologisk mættet verden er det naturlige menneske (et hoved, to ben, to arme, to hænder, 10 fingre) nærmest en invalid. Uden en hel række af maskiner, der har status som nødvendigt, personligt tilhør – fra briller og høreapparat til mobiltelefon og computer – føler ingen sig som et komplet eller kompetent menneske. Med disse ting kan man få en følelse af at være på omgangshøjde, endda på forkant. Men hvor længe?

Teknologiens fortælling begynder med, at individer enten tilpasser sig eller afstødes. Det var afstødning, der skete, da pc’ens indmarch med ét slag invaliderede – hvor mange? 20-30 procent af befolkningen? – de segmenter og aldersgrupper, som aldrig kom til at surfe på internettet.

At det teknologisk afstødte individ er en vederstyggelighed for den tilpassede, manifesterer sig i den distance, den unge instinktivt føler til den gamle. Som ung kan man stadig bilde sig ind, at man har styr på teknologien, men man ender med at blive smidt af. Den teknologisk udstødte er en zombie – radikaliseret i den hjemløse, som vi styrter forbi på gaden.

Hvor man i det gamle samfund med lidt held kunne leve længe nok til at blive gammel og vis, bliver man i vores gammel og dum. I den teknologiske verden bliver folk ældre, men i social forstand ”dør” de et sted midt i livet. At være en teknologisk afstødt er en invalidering, hvis fulde omkostning falder på den enkelte. Her gælder panikkens jernhårde lov: Fanden tage de sidste!

Og dér hænger det så – mennesket, den bløde maskine – i bilkøer, telefonkøer, køer til fly, tog, kasseapparater og links, evigt ventende på, at en eller anden maskine skal udfri det, vegeterende i porerne på en automatverden, tilsyneladende forkælet, men med en stigende følelse af magtesløshed.

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, lektor og forfatter Henrik Jensen, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen og journalist Kåre Gade