Karen kæmper krigen efter krigen

Da Simon Kristensen kom hjem til Danmark i kristihimmelfartsferien sidste år, havde han så ondt, at det var umuligt for ham at løfte en taske, fordi ryggen var hævet voldsomt. Hos hans læge viste en skanning, at smerterne skyldtes en diskusprolaps. Senere undersøgte lægerne på en privatklinik ham og opdagede, at 14 hvirvler i ryggen var gået af led.

Det er nu et år siden, at Simon Kristensen kom hjem fra Afghanistan. Lige siden har Karen Marianne Kristensen appelleret til Forsvarskommandoen for at få den retmæssige hjælp, hun mener, sønnen har krav på. Men han har ikke modtaget rehabilitering eller nogen form for økonomisk erstatning.

Da hun henvendte sig til Forsvarskommandoen, fik hun svar tilbage om, at han ikke var blevet skadet i kamp.

”Min søn blev ikke såret af granater eller skud, og han lider heldigvis ikke af posttraumatisk stress syndrom. Men det er forargeligt, at de sammenligner hans skade med en arbejdsskade, han kunne have fået ved at tabe en skruenøgle på dansk grund,” siger Karen Marianne Kristensen.

I al den tid, hun har forsøgt at hjælpe sin søn, har hun været vidne til, at han fik det værre og værre. Hun har set ham sidde og stirre ind væggen ude af stand til at foretage sig noget. Som 16-årig blev han uddannet tømrer og arbejdede i faget, indtil han blev udsendt som soldat. Men det arbejde kan han ikke vende tilbage til, så længe ryggen er skadet. Han er derfor kommet på sygedagpenge og er helt afhængig af den hjælp, det offentlige stiller til rådighed, forklarer hun.

Som følge af de seneste måneders frustrationer har Simon Kristensen også fået en depression og er på antidepressiv medicin.

”Det er dybt frustrerende at se ens dreng gå fra at være en glad og stolt soldat, der elskede militæret, til at han nu sidder med en diagnosticeret depression. Han har ikke længere en fremtid i hæren og måske heller ikke som tømrer, og det er en hård melding at få,” siger hun.

Da Simon Kristensen meldte sig til at tage til Afghanistan, gjorde Karen Marianne Kristensen sig mange tanker om den fare, han skulle udsættes for. Under et pårørendemøde før udsendelsen gik det for alvor op for hende, hvad det var, hendes søn skulle ned til. Mens han var afsted, blev mange af hans soldaterkammerater såret og enkelte dræbt.

Frygten for at miste sønnen fyldte meget i hendes tanker, og det var da også først og fremmest lettelsen og taknemmeligheden, som meldte sig, da han vendte stort set helskindet hjem.

Men i anden omgang mærkede hun frustrationen over, at Forsvaret ikke ville hjælpe ham.

”Han har været i kamp med kuglerne flyvende om ørerne, og så er det æreskrænkende for os at få at vide, at han ikke regnes for at have været i kamp. I Forsvaret taler de ellers så meget om æresbegreber, og der er ikke nogen ende på, hvor meget de priser soldaternes indsats. Men reelt er det hult,” siger hun og kalder de seneste måneders forløb for ”krigen efter krigen”:

”Når soldaterne kommer hjem med livet i behold, skal de pludselig i krig med Forsvarskommandoen, og det er både uværdigt og ydmygende. Har vi ikke en moralsk forpligtelse over for de soldater, som ikke er gennemhullede, men stadig er blevet skadet, mens de var udsendt,” spørger hun.

Flere gange har hendes søn givet udtryk for, at det er ydmygende at have sin mor til at kæmpe hans sag. Han har betragtet sig selv som en stolt kampsoldat, men med den situation, han er i nu, føler han sig alt andet end stolt.

Karen Marianne Kristensen har ofte følt sig afmægtig i sin kamp for sønnen. Men hun giver ikke op, før forholdene for de hjemvendte soldater bliver forbedret.

”Det her handler ikke kun om min søn, for der er mange soldater i samme situation som ham. Det er derfor ikke kun vores problem, men i høj grad også et politisk og samfundsmæssigt problem,” siger hun.

marianne.knudsen@k.dk