Regeringen arbejder entydigt for at gøre Danmarks udviklingspolitik til en ligeværdig og selvstændig del af Danmarks aktive udenrigs- og sikkerhedspolitik. Sandheden er jo, at den globale virkelighed i dag kalder på et sammenhængende og stærkt globalt dansk engagement.

Det er jeg glad for, at også S og SF nu omsider erkender. De vil nu bruge 1,5 miliarder kroner af den i øvrigt fortsat ufinansierede stigning i bistanden til sikkerhedspolitiske formål. Det står jo i skærende kontrast til oppositionens kritik af regeringen for at bruge udviklingsbistanden til udenrigs- og sikkerhedspolitiske formål og har også givet dønninger i blandt andet SF’s bagland.

KAMAL QURESHI selv er i dagbladet Politiken den 9. juni citeret for at have udtalt: ”Jeg kan godt forstå kritikken, og jeg synes heller ikke, at det er optimalt.” Kan S og SF finde ud af, hvilket ben de vil stå på? Mogens Lykketoft (S) kan tilsyneladende ikke helt, da han i Politiken selvsamme dag siger: ”Vi er lidt enige med Søren Pind i, at man skal være mere risikovillig i u-landsbistanden for at kunne hjælpe sammenfaldne stater, som vi måske lige har været med til at stabilisere med militære midler. Det kan du kalde sikkerhedspolitik.”

Jeg kan jo kun være glad for, at oppositionen giver regeringen ret. Men S og SF’s slingrekurs maner til eftertanke. Hvis Jeppe Kofoed og Kamal Qureshis udsagn står til troende, vil det slå dansk udviklingssamarbejde tilbage. Tilbage til tiden, før vi var ”på vej mod perfektion”. Til tiden, hvor man, bare man betalte penge ”nok”, var et godt menneske. Forhåbentlig er den tid omme en gang for alle.

Søren Pind (V) er udviklings- og integrationsminister