Børn ser i stigende grad tv alene
- colourbox.com
Else Marie Nygaard |
9. juli 2011
Børn i alderen 3 til 14 år ser i gennemsnit en times tv alene. Det bekymrer eksperter
Danske børn ser tv som aldrig før. Og det samme gælder deres forældre. Det fremgår af tal fra Gallups tv-meter, som viser at børn i alderen 3 til 14 år i første halvår af 2011 så 1 time og 57 minutters tv dagligt.
Selvom konkurrencen om børnenes medietid er øget de seneste år, hvor 98 procent af danske børn nu har adgang til internettet i deres hjem, bruger børnene 20 minutter længere på at se tv i dag end for syv år siden.
Væksten i børnenes tv-sening skyldes blandt andet, at der er kommet flere børnekanaler. Medieforsker professor Stig Hjarvard fra Københavns Universitet mener også, at der en sammenhæng mellem den økonomiske krise og det øgede tv-forbrug.
”Der skete et skred i udviklingen for både børn og voksne i 2008, da den økonomiske krise satte ind. Når vi er mere hjemme, ser vi også mere tv,” siger Stig Hjarvard.
Birgitte Tufte, som er professor på Handelshøjskolen CBS i København og har forsket i børns medievaner, forklarer børnefamiliernes voksende tv-forbrug med en generel ændring i måden, man bruger tv-mediet på.
”Fjernsynet er blevet en usynlig del af hverdagen. Det er noget, man tænder for og har til at køre, mens man gør andre ting. Når der så kommer noget, som har ens særlige interesse, giver man fjernsynet fuld opmærksomhed nogle øjeblikke,” siger Birgitte Tufte.
Fjernsynskiggeri er en akti-vitet, som kan samle familien, men de 3 til 14-årige tilbringer 57 minutter alene foran tv-skærmen hver dag, viser en gennemgang af tallene fra Gallup som TV 2 Analyse har foretaget for Kristeligt Dagblad. Det tal er problematisk, mener børnepsykolog John Aasted Halse.
”Børn under skolealderen bør ikke se tv alene. I hvert fald skal man som forælder være i nærheden og være klar over, hvad det er, børnene ser. Forældre til små børn kan have gode grunde til at bruge fjernsynet som babysitter, men i den bedste af alle verdner skete det ikke,” siger John Halse.
Børn i alderen 1o til 14 år har typisk tv, telefon og computer på værelset, viser tal fra Gallup. Men selvom børnene har egen fjernbetjening, bør man som forældre tale med børnene om deres tv-sening, mener John Halse.
”De større børn har brug for at skabe deres egen verden og se tv på egen hånd, men det er vigtigt, at man taler med børnene om, hvad de ser, så man kan være en konstruktiv, udfordrende samtalepartner,” siger John Halse.
Det synspunkt bakker sociolog og ungdomsforsker ph.d. Søren Østergaard op.
”Nogle forældre vil blive overrasket, hvis de vidste, hvad deres store børn ser på tv. Selvom der er masser af serier for store børn, foretrækker mange af dem rea-lity-programmer, hvor de bliver præsenteret fra en virkelighed, som absolut ikke altid er virkeligheden. Vi kan ikke bygge hegn op om vores børns liv, men familien skal være et vandhul, hvor man også får diskuteret medie-vaner,” siger Søren Øster-gaard.
nygaard@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad