Det er midt på formiddagen. De sidste klemt fra kirkeklokken i klokkestabelen udenfor er døet hen, og i stilheden i Krist-Lovsangen glider søstrene, klædt i deres blå ordensdragt Jomfru Marias farve lydløst på plads på de mørklakerede bænke med indbygget knæfald og slår op i salmebogen og de duplikerede ark i plastikchartek med forbønner for denne dag.
LÆS OGSÅ: De vil gøre Jomfru Maria kendt og elsket
Ved alterbordet for enden af rummet hænger et broderet billede af Maria med Jesusbarnet. Der er også et broderet skriftsted: At de alle må være ét(Johannesevangeliet 17,21).
Krist-Lovsangen sætter de fysiske rammer som centrum for det åndelige liv på Mariagården, mariadøtrenes klostersamfund i Kollund, tæt ved grænsen. Det er et kapel, men mariasøstrene opdagede, at besøgende forbandt ordet kapel med begravelser og død. Derfor valgte de at skrive Krist-Lovsangen over indgangsdøren for at understrege, at bygningen skal huse lovsang og bøn. Det fortæller et par af søstrene lattermildt bagefter, hvorved de hurtigt får sat den varme og inkluderende stemning, der præger stedet.
Et kapel, altså, til lovsang og bøn, men ikke en kirke, tilføjer de tre af søstrene, der tager imod søster Anna, søster Magdalena og søster Naomi for mariadøtrene går i kirke i den lokale sognekirke i Kollund. Mariadøtrene udgør Danmarks eneste lutherske klosterfællesskab og er derfor også en del af den danske evangelisk-lutherske folkekirke. Egentlig en modsigelse, for Luther gjorde som bekendt op med det katolske klostervæsen, men som søster Magdalena forklarer, så føler mariadøtrene sig hverken bundet af konfessioner eller nationalitet.
Ordenen, eller kongregationen, som mariadøtrene foretrækker at kalde sig, er repræsenteret i Danmark, Sverige og Finland og har både en luthersk og en katolsk gren, idet en del af de svenske søstre i 1988 konverterede for også i den katolske kirke at arbejde for Mariavejen til Gud. I alt tæller de to grene knap 50 søstre, hvoraf godt halvdelen er fra den lutherske kirke, heraf de otte søstre i Kollund.
De overordnede mål for dem er at gøre Jomfru Maria kendt og elsket i den danske folkekirke, såvel som i de øvrige lutherske nordiske kirker, og at leve og bede for enheden mellem kristne, som er Jesu bøn i Johannesevangeliets kapitel 17, vers 21. Mariadøtrene blev grundlagt af Paulina Mariadotter svenskeren Gunvor Paulina Norrman (1903-1985) som fik en vision om at vandre gennem Sverige og Danmark til Tyskland, og som sammen med en svensk veninde og danske Else Wolf endte i Kollund, hvor døtrene har holdt til siden 1947.
Paulina Mariadotter var påvirket af 30ernes Oxford-bevægelse og dens understregning af, at Når mennesket lytter, taler Gud. Når mennesket adlyder, handler Gud, fortæller søster Naomi.
Det var jo netop, hvad Maria gjorde, da hun fik besøg af engelen. Hun lyttede og bøjede sig for Guds vilje og den store konsekvens af det blev frelse for verden. Maria bøjede sig i tro i modsætning til Eva. Eva kendte også Guds vilje, men valgte at følge sin egen, med syndefaldet til følge. Alle har vi en Maria og en Eva i os. Vores opgave er at pege på Maria og den forsoning og kærlighed, hun gav plads for her i verden, ved at følge Guds vilje.
Søster Magdalena, 39 år, kom med i mariadøtrene i 1995. Hun er svensk og ikke fra noget specielt kirkeligt hjem, fortæller hun, men mødet med mariadøtrene satte noget i gang.
Det var jeg slet ikke forberedt på, men mødet med dem ramte mig, og den familie, jeg har fundet i fællesskabet her, er det dyrebareste for mig. Var jeg ikke endt her, var jeg gået glip af det bedste i mit liv. Det er jeg overbevist om.
Ved indtræden i klostersamfundet aflægger søstrene de gamle klosterløfter om et liv i kyskhed, lydighed og fattigdom. På den baggrund er mariadøtrene også en mulighed for enlige og ugifte, der af den ene eller anden grund siger nej til ægteskabet, påpeger søster Magdalena, der kalder klostersamfundet for en livsbevægelse.
Jeg følte en tomhed i mig, men mødet med Jesus Kristus har gjort mig fri, så jeg nu er blevet det menneske og den kvinde Gud har skabt mig til at være, siger hun.
At søstrene har valgt klosterfællesskabet frem for ægteskab, må ikke misopfattes som modstand imod ægteskabsinstitutionen som sådan, understreges det. Der er snarere tale om en parallel vej, hvor søstrene, i stedet for en ægtefælle, binder sig i kærlighed til Kristus, siger søster Naomi.
Og det er Guds kærlighed, som giver os livet, tilføjer hun og byder på en kop kaffe. For selvom mariadøtrenes dage leves i bøn og åndelig fordybelse, fastholdes jordforbindelsen.
Bønnen er vigtig, men bøn uden liv ender i tomme ord, understreger de og mener dermed både livet med hinanden og dem, der kommer på besøg, eller for kvinders vedkommende bor på Mariagården i kortere eller længere perioder. Ligesom søstrene, som en nødvendig del af deres forbønstjeneste, gennem aviser og tv følger med i, hvad der sker i verden i det hele taget.
Søstrenes arbejde er bundet til stedet i en vekselvirkning mellem bøn, ånd og praktisk arbejde, men Mariagården fungerer samtidig som et åbent hjem, hvor man gerne vil have besøg.
Velkommen ind, som der står på skiltet ved døren til kapellet, der er et hus til lovsang og bøn om forsoning i en splittet og stridende verden.
