Den tredje verden råt for usødet

Dyret er en sarkastisk pragmatiker omringet af idealister. Elli, der ser verden gennem en vestlig optik, fatter ikke, at indbyggerne i Khaufpurs slum finder sig i forholdene. Men, forklarer Dyret hende, havde det ikke været giftudslippet, der forpestede deres tilværelse, ville det have været kolera, tuberkulose, udmattelse eller sult – og hun må derfor ikke være vred på de fattige. For hvornår har de sidst haft magt til at forandre noget?

Det mener den unge smukke Zafar og hans flok af ”fucking overivrige idealister” nok, at de har. Det er nemlig det absolutte ingenting, der giver dem styrken til at kæmpe og måske endda vinde over Kampagni-bosserne. Og måske har han ret. ”Slip håbet og kæmp videre,” som han siger til Dyret, der kæmper sin egen kamp i kampen for retfærdighed. Skal han føje Ellis ønske om at operere ham og dermed forsøge at rejse sig og gå på to ben? Eller skal han forblive det eneste ene dyr i verden, der falder uden for enhver kategori, og dermed forblive fri – også for det ansvar, der følger med at være et ”rigtigt” menneske, hvad det så end måtte være.

”Dyrets folk” er i den grad Dyrets fortælling, og det er hans stemme, der gør romanen til et ganske særegent bekendtskab. Hver gang klichélaget er på vej til at blive for tykt, kommer Dyret veloplagt ind fra højre og sparker benene væk under læseren. Han beretter i prunkløs jeg-form til journalistens båndoptager, og den ramme om fortællingen fungerer til en vis grad, da den tillader Dyrets egen tale at forblive en charmerende rå og uredigeret galpen. Men resten af historien er så redigeret og synes langt mere skrevet end fortalt, at finten med at lade fortællingen være båret af Dyrets egen stemme falder en kende til jorden, og det er en skam. Det ændrer dog ikke ved det faktum, at Dyret må have en af moderne litteraturs mest beskidte munde, og sproget i romanen er så afgjort for husarerne:

”Jeg er dyret, frank og fri

den eneste af min slags fordi

min ryg er skæv, min krop er vind og fyldt med oprør er mit sind

en opvækst uden kram og kys

et liv foruden håbets lys

men hvis en dag du ynker mig

får du lort i din sko og pis på din vej”.

Indra Sinha bor i dag i Sydfrankrig, men er født i 1950 i Indien, hvor han tilbragte sin barn- og ungdom. ”Dyrets folk” indbragte ham Commonwealth Writer’s Prize og blev desuden shortlistet til den prestigefyldte pris Man Booker. I sensommeren besøger han Aarhus Festuge i forbindelse med arrangementet Vild med ORD – og hvis man har fået mod på mere Sinha, kan man glæde sig til foråret 2012, hvor hans roman ”Mr. Loves død” udkommer på dansk.

kultur@k.dk

Indra Sinha: Dyrets folk. Oversat af Allan Hilton Andersen. 396 sider. 299 kroner. Klim