Jeg, som hverken ejer mobiltelefon eller computer og dermed er kørt ud på et sidespor, ser det hele tydeligt for mig og råber “Vagt i gevær” så højt, jeg kan, til mine landsmænd, inden ulykken indtræffer. Det, som var ment som nyttige redskaber i vores daglige arbejde har nu fuldstændig taget over. Nu er det blevet selve livet og kommet til at fylde alt for meget. Vi er blevet som narkomaner, der hele tiden skal have deres stoffer, ellers kommer abstinenserne i hobetal. Bliver mobiltelefonen ikke tjekket hvert 20. sekund for en indkommen sms-besked, så får man det direkte dårligt.

DER ER I Danmarkshistorien aldrig blevet kommunikeret så meget som nu, og aldrig har vi følt os så ensomme. Stress er blevet en folkesygdom, fordi intet menneske magter at være på døgnet rundt.

Vi er jo selv ude om det. Vi kunne jo bare lade være! Men kendsgerningen er den, at vi ikke længere er herre i eget hus; vi er blevet slaver af vores tekniske kunnen, og det fører i længden ikke noget godt med sig. Læs blot fortællingen i Det Gamle Testamente om Babelstårnet. Datidens mennesker fik den tanke, at de ville bygge et tårn, der nåede helt op til Gud. Det brød Gud sig imidlertid ikke om, og han lod sprogforbistringen komme over arbejderne, som nu ikke længere kunne forstå hinanden, og dermed var det også slut med det fortsatte byggeri. Men vi stolte Adams slægter, som nu lever i det 21. århundrede, ved meget bedre besked end disse primitive naturmennesker på Bibelens tid. Dertil er kun at sige, som min religionslærer sagde, inden han stak mig en knaldende lussing: ”Vil man ikke høre, så må man føle!”.

Efter adskillige år på en lille stillehavsø, hvor man Gud ske tak og lov ikke havde ret mange computere og mobiltelefoner, kom jeg hjem til Danmark i 2007. Jeg undrede mig over, at de danske kvinder, som jeg mødte på fortovene i byerne, gik med bøjet hoved. Til at begynde med tænkte jeg, at en religiøs vækkelse havde skyllet hen over det ganske land under mit fravær, og at kvinderne skammede sig over, at de i den hektiske rødstrømpeperiode i 1960’erne og 1970’erne havde været alt for hårde mod os mænd og nu angrede deres mange synder. Derfor de bøjede hoveder. Men jeg op-dagede desværre hurtigt, at jeg var fuldstændig galt afmarcheret. Kvinderne bøjede deres hoved udelukkende for at læse de sidst indløbne sms’er.

AF OG TIL holder jeg foredrag om min tid på Tongaøerne og benytter mig naturligvis af DSB. I gamle dage var det en stor fornøjelse at tage med toget. I det ene sæde sad en gammel mand og sov med åben mund, så man kunne tælle, hvor mange kroner han i årenes løb havde fået indsat, i det andet en kvinde, som var i gang med en spændende bog og derfor brugte en spegepølsemad som bogmærke, når hun skulle skynde sig ud på toilettet. Og i sædet ved siden af mig sad en ung pige, som med tårer i øjnene skrev i sin dagbog om sin utro kæreste, som endnu en gang havde svigtet hende.

Nu er alt dette en saga blot. I stedet computere hele vejen rundt – næsten da. Det ligner til forveksling intensiv-afdelingen på Rigshospitalet med drop hængende ned fra loftet. Men det er det heldigvis ikke. Det er blot den elektriske tilslutning, og alle har adgang til frit internet, som DSB reklamerer med på togvognens sider. Men hvor er mangfoldigheden blevet af? Mange har begivet sig ind i den virtuelle verden og er blevet en del af den, mens vi andre ikke-it-brugere sidder udenfor og føler os totalt isolerede i den virkelige verden, hvor øjenkontakt, smil, håndtryk og samtale hører med til det menneske-lige fællesskab.

Takket være e-mail og sms’er det nu også slut med den gammeldags brevskrivning. Ingen gider længere at skrive breve, når man meget hurtigere kan klare det elektronisk. Men dermed er en gylden æra forbi, og et kulturtab af dimensioner er blevet det sørgelige resultat. Hvilke inspirerende og lærerige brevvekslinger fra middelalderen og frem til nutiden har vi ikke kunnet glæde os over at stifte nærmere bekendtskab med i årenes løb?

DEN ELEKTRONISKE POST kan være udmærket til korte og hastige meddelelser, men har kun øjebliksværdi; men at modtage et godt og velskrevet brev er en glæde uden lige. Der er for mig opstået en næsten ceremoniel handling ved modtagelsen af et sådant. Man åbner det ikke med pegefingeren ude ved postkassen – uha, uha. Næh, brevet åbnes ganske forsigtigt inde ved skrivebordet, efter at konvolutten nøje er blevet studeret. Det læses nu grundigt igennem og genlæses indtil flere gange.

Jo, at skrive og modtage breve er en udsøgt fornøjelse, som ikke tåler sammenligning med ret meget andet på denne jord. Det forstod Søren Kierkegaard bedre end nogen anden. Den bedste måde at læse Bibelen på, sagde han, er at opfatte den som et kærestebrev! For her granskes alt meget om-hyggeligt, intet ord eller tegn springes over, det hele, fra begyndelsen til slutningen, tygges godt og grundigt igennem indtil flere gange om dagen, for det ville være en stor ulykke, hvis man havde overset selv den mindste kærlighedsytring. Det er netop brevets enestående karakter, som gør det ganske uerstatteligt: at give sig god tid til at folde sig ud som en smuk rose til opmuntring, glæde og trøst for mange dage. Breve har nemlig ingen udløbsdato, de bliver kun bedre og bedre, som årene går.

Alt dette blot for at gøre opmærksom på, at vi ikke i teknologiens hellige navn kommer til at kaste barnet ud med badevandet.

Vi danskere er så ivrige efter at blive en af verdens førende nationer inden for informatonsteknologien, at vi helt glemmer, at sjælen også skal med. Hvad nytter det, at vi vinder den hele verden, men må bøde med vor sjæl?

Alt bliver meget nemmere med indførelsen af den nye teknologi på alle samfundets områder, siger man. Mit indtryk er, at det hele bliver mere kompliceret og uigennemskueligt for den enkelte borger, og hvis vi bare lader stå til, og udviklingen får lov til at køre sit eget løb, kan vi let komme til at ende som ufølsomme robotter, der sidder i hver sin krog og kommunikerer med hele verden, men ikke længere tør be-væge os ud i den virkelige verden og møde vore medmennesker på godt og ondt, ansigt til ansigt!

Vilhelm Stender er teolog og tidligere sognepræst