Helge Andersen har været med i FDF siden 1952, og han er stadig aktiv som kredsleder for FDF Sunds, som i år er på landslejr med 42 deltagere.
- Bo Amstrup/Scanpix.
Katrine Barslev |
12. juli 2011
En livslang glæde ved livet i naturen, teltture og mad over bål behøver ikke slutte, fordi alderen siger 65+. På FDF-landslejr er nogle af deltagerne i denne uge seniorer, som er en værdsat del af livet på lejren
Solen står højt på himlen, og duften af mad bølger ud fra lejrpladserne. Galten, Nørrebro, Middelfart og de andre 400 kredse er ved at lave enten rugbrød eller chili con carne, og sultne børn hænger rundt om gryderne og venter på, at maden bliver færdig.
LÆS OGSÅ: FDF giver hende fællesskabets susScenariet finder sted på en stor græsmark, der skråner ned til Silkeborgsøerne og er omgivet af bøgetræer og tæt bevokset skov. Området hedder Sletten og er ejet af FDF, Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund. FDF er et landsdækkende frivilligt arbejde for børn og unge, og i år mødes 12.000 deltagere fra landets kredse til fælles landslejr. På alle åbne pladser myldrer mennesker klædt i blå og grå forbundsskjorter med mærker, kredsnavn og små figurer fra tidligere løb og sommerlejre.
LÆS OGSÅ: FDF's landslejr blog på Eftertanke
Hos FDF Give er middagsmaden ved at være på bordet, og kredsens 47 deltagere sidder bænket om et langbord.
Knud og Gurli Erichsen på 69 og 68 år sidder yderst på bænken, så de er tæt ved det interimistiske køkken, som er bygget op i lejren. Det er deres domicil denne uge, for alle måltider til de sultne lejrdeltagere står ægteparret for. De har været med i FDF siden 1979, hvor de begyndte som ledere. I år har Gurlis dårlige knæ sat en stopper for de mere aktive udfoldelser, men med på lejren ville de alligevel. Landslejren er samtidig blevet en familieferie, for parrets søn og to børnebørn er også med FDF Give på lejren.
”Det rykker i os for at komme med, for stemningen og fællesskabet på lejren er noget helt særligt. Vores alder betyder ikke noget særligt, for vi er en del af sammenholdet i lederflokken, og det giver nye kræfter,” siger Gurli Erichsen.
Netop sammenholdet bliver nævnt af flere deltagere som en væsentlig faktor i FDF. Lejrens formål er at give deltagerne en nærværende og storslået oplevelse med afsæt i det kristne budskab. FDF hører til Folkekirken, og Dronning Margrethe er protektor for foreningen.
Daglige andagter og forkyndelse er en stor del af livet på landslejren, fortæller lejrchef Stig Fog.
”Det er en vigtig del af FDF’s formål, og på landslejren kan vi formidle budskabet på nye og kreative måder. Meget afhænger af lederne, for har vi engagerede ledere, får vi også fortsat mange medlemmer, så enkelt er det. Så det er vigtigt at vi har ledere med forskellig baggrund, personlighed og alder, som kan skabe en minderig lejr,” siger Stig Fog.
FDF er en dansk opfindelse, som en ung arkitekt, Holger Tornøe, skabte i 1902.
Han var søndagsskolelærer på Frederiksberg, men syntes, at der manglede en anden måde for børn og unge at møde evangeliet på. Derfor stiftede han FDF, hvor et aktivt liv i naturen var i fokus.
Sådan er det stadig denne sommerdag på Sletten, og i ni dage er deltagerne ude i døgndrift. De sover i telte, laver selv al deres mad, spiser ude, og alle aktiviteter finder sted på Slettens område. Det primitive lejrliv skræmmer dog ikke Helge Andersen væk. Han er kredsleder for de 42 deltagere, som er med fra FDF Sunds i år. Med sine 70 år er Helge Andersen absolut en af de ældste aktive på lejren, men for ham betyder alderen mindre. Det handler først og fremmest om samværet med børnene og om, at FDF gennem 59 år har været en del af hans liv.
”FDF er en stor del af min tilværelse, og det er en fantastisk mulighed for at give børn en god oplevelse. Samværet med dem er ren livseliksir. Børnene ser ikke min alder, de opfatter mig som en autoritet, der har en masse erfaring, og det respekterer de. At sidde til lejrbål og synge sammen eller bygge en lejr op og leve her i ni dage handler om livsglæde, og så længe jeg kan holde til det, er jeg med,” siger Helge Andersen.
FDF begyndte at holde landslejre på Sletten i 1967, og Helge Andersen har været på alle lejre siden da. At vende tilbage til Sletten hvert femte år er genkendelsens glæde og traditionens tryghed, men ideen bag grundlæggelsen betyder også meget for Helge Andersen, der mener, at FDF udfylder en vigtig funktion i samfundet.
”Jeg er utroligt optaget af Holger Tornøes idé om at formidle evangeliet på børnenes præmisser i en praktisk ramme i naturen. FDF har nogle vigtige værdier, hvor børn oplever faste rammer, bordskik, tro og voksne, som tager ansvar. Samtidig får de lov til at lege og være med til at skabe noget nyt med dolk og knob,” uddyber han.
Senere samme aften sidder ledere og børn fra Sunds i en stor flok blandt de 12.000 andre FDF’ere til et stort, fælles lejrbål. Med udsigt ud over Julsø synger de landslejrsangen: ”Natten er lun, stemmerne dæmpes, fadervor bedes i kor. Vi takker for dagen og livet, du gav os, en verden uendelig stor.”
barslev@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad