Danske radiostationer må fortsat reklamere for "utroskabs-hjemmesiden", Victoria Milan, afgør nævn
Danske lyttere af de kommercielle radiostationer må affinde sig med, at de også i fremtiden mellem musiknumrene skal lægge øre til reklamer for internet-hjemmesiden Victoria Milan - en side, der tilbyder sine medlemmer mulighed for på diskret vis at indlede en affære og dermed være deres partner utro. Det står fast, efter Radio- og tv-nævnet har afgjort, at hjemmesidens reklame ikke er i strid med den gældende lovgivning på området.
LÆS OGSÅ: Det er folks eget ansvar, om de er utro eller ejI alt tre personer lagde tidligere på året sag an mod radiostationerne The Voice, NOVA og Pop FM. Anklagerne gik på, at de kommercielle radiostationer så bort fra al god moral og etik ved at opfordre til utroskab.
Mens de tre sagsøgere nu kan vælge at skrue ned for lyden, når Victoria Milan-reklamerne i fremtiden fylder højtalerne, kan en glad stifter af hjemmesiden glæde sig over retssagens udfald.
Den 19. maj bragte Kristeligt Dagblad et interview med den norske grundlægger og direktør for hjemmesiden Sigurd Vedal. Dengang afviste han at have moralske skrupler over at opfordre til utroskab.
"Jeg tror helt ærligt ikke på, at reklamer for vores hjemmeside skaber utroskab. Vores sloganer appellerer ikke til folk, som ikke allerede har overvejet at være utro. Vi er ærlige om vores formål, men det er altid folks eget personlige ansvar, om de er utro eller ej," sagde han.