I 2006 kom der en handlingsplan om, hvorledes man griber ind ved mistanke om børnemishandling. Der kom en handlingsplan om seksuelle overgreb i 2003, og regeringen har i maj 2011 fremsat en strategi om indsatsen.

FN’s daværende generalsekretær, Kofi Annan, tog initiativ til Det globale voldsstudium i 2001, og i 2006 fremlagdes rapporten ved FN’s generalforsamling i New York. Rapporten indeholder en lang række anbefalinger til bekæmpelse af vold mod børn på globalt plan(se http://www.daspcan.dk/_docs/pdf/Voldens_mange_facetter.pdf).

Samtidig blev der indbudt til en stor konference organiseret af Børnerådet og Unicef Danmark for at belyse FN’s studium af vold mod børn i dansk perspektiv. Her drøftede man forskellige anbefalinger: Interessant er det, at de mere vidtgående forslag såsom flere klagemuligheder, en central registrering af voldelige familier og et rejsehold til at bistå nødstedte kommuner hver gang er blevet fejet af bordet fra politisk side med argumenter som: Der er rigeligt med klagemuligheder. Nu skal vi jo ikke stemple forældrene. Eller vi har jo en ankestyrelse.

SIDSTE ÅR UDKOM SFI-rapporten af Mogens Christoffersen ”Børnemishandling i hjemmet” (SFI 10:30), en glimrende dokumentation af et emne, som i sagens natur er svært at belyse.

Det slås her fast, at børnene bliver tabere i en mangelfuld koordinering mellem sundhedssektor og socialsektor. Det påvises også, at kun i omkring 42 procent af de sager, hvor der er registreret fysisk mishandling, er der vished for, at forholdene i hjemmet er forbedret.

Det er desværre meget let at forstå den tøven og mistro, der hersker hos den almindelige borger. For vil systemet reagere, når det virkelig gælder, og når borgeren reagerer på sin pligt til at underrette? DR dokumentaren om Brønderslev-sagen understøtter desværre denne mistro. DR dokumentaren om Herkules viser desuden, at også fagprofessionelle kan opleve det vanskeligt at reagere, når de er vidne til overgreb på børn i et behandlingsregi.

Derfor skal der en instans til, som er synlig for den person, der vil gøre sin pligt og underrette kommunen, når han eller hun har været vidne til eller har mistanke om, at et barn er i nød. Det er ikke nok, at man modtager en kvittering på sin underretning. Det fører ikke nødvendigvis til handling i sagen. Og hvem kender lige Ankestyrelsen og dens beføjelser? Man bør have en anden instans med slagkraft, med en person med udøvende myndighed. Det skal være en instans, der også er synlig for børn og unge, der er i nød.

Det forekommer ejendommeligt, at Danmark er det eneste land i Skandinavien uden en børneombudsmand. Det udmærkede Børneråd gør en kvalificeret indsats, men kan kun virke ved generelt at henlede opmærksomheden på kritisable forhold i børns liv.

Hvilket politisk parti tør påstå, at det system, vi har, fungerer godt nok, når det gælder alvorlig børnemishandling? Derfor er der brug for en børneombudsmand nu.

Ingrid Leth er lektor, Institut for Psykologi, Københavns Universitet, tidligere senior adviser i Unicef. Per Schultz Jørgensen er professor emeritus og tidligere formand for Børnerådet. Edith Montgomery er forskningschef ved Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre.