Kærligheden kan også i dag overvinde døden

Da svaret kom, blev der tavshed. For afgørelsen var så indlysende, at alle tænkte: ”Ja, naturligvis måtte det ende sådan, alt er faldet på plads, og hvorfor kunne vi dog ikke se det?”.

LÆS OGSÅ: I Harry Potters fodspor

Hovedpersonen døde og levede lykkeligt til sine dages ende! Oddsene var umulige, og ingen kunne se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre at overleve den gigantiske overmagt. Og præmisserne var klare. Den ene måtte dø for den andens hånd. Sådan var det spået. Harry Potter måtte enten dø for Voldemorts hånd eller dræbe ham. Og ingen af løsningerne var tilsyneladende tilgængelige for hverken fornuft eller logik. Og så alligevel … når man tænkte efter, så kunne man jo godt se den kristelige logik med, at kærlighedens uselviske offer havde spillet hovedrollen fra den allerførste side i syvbindsværket. Og hvis man havde fulgt med i diskussionerne og læst de få interview, forfatteren havde givet gennem årene, så kendte man også til logikken i, at magten altid har en tendens til at gå sin egen undergang i møde.

Sådan som det for eksempel sker for Shakespeares Macbeth, som hun gang på gang henviste til. Og med den alkymistiske opbygning af romanen og hovedpersonens personlige udviklingshistorie var det også klart, at hovedpersonen på et niveau var på vej mod guddommelighed om end ikke udødelighed.

Og med de tre væsentlige omdrejningspunkter for romanserien burde man have kunnet forudse det, som blev klart for læserne i 2007, og som filmseerne nu kan se realiseret på lærredet: Harry vinder livet, fordi han er i stand til at give afkald på det, og fordi han har gjort sig parat til at kunne ofre sit liv.

SOM EN ANDEN KRISTUS vandrer han mod sin egen død vel vidende, at det er afgørende, at han under ingen omstændigheder må hverken kæmpe imod eller gøre modstand, men må og skal tage offeret på sig. Det er det, der kræves af dig, hvis du skal vinde livet.

Så langt var romanserien en mainstream kristelig, opbyggelig historie om Kristi efterfølgelse. Men vejen frem til det punkt, hvor hovedpersonen er klar til det ultimative offer, er mere kompliceret. Den vej følger en udviklingshistorie, som den protestantiske del kristendommen gennem tiden har taget stærkt afstand fra, nemlig ideen om, at man kan arbejde sig frem mod frelse.

Det sker gennem en udviklingsproces, der har karakter af en forvandlingsproces, en alkymistisk forvandlingsproces, der foregår i tre stadier. Og som stiller enorme krav til personen, der gennemgår processen.

LÆS OGSÅ: Kristne anbefaler Harry Potter

Det første led i processen er den sorte fase, hvor de idéer og forestillinger, som holder sammen på ens verden, bryder sammen og efterlader personen i mental og moralsk opløsning. Den næste fase er den hvide fase, som opbygger et nyt moralsk fundament og som efterfølges af genopstandelsesfasen, den røde fase, hvor man som en fugl Føniks rejser sig af asken.

Harry Potter gennemgår den udvikling i nær sammenhæng med møder med døden og med bearbejdelse af døden. Det er ikke nogen nem vej. Ud over et enormt mod kræver det også, at man indstiller sig på at gøre det nødvendige – ikke fordi man skal, men fordi man vil.

Det er helt afgørende, at man ranker ryggen og går frivilligt ind i arenaen og kæmper til døden, som han selv udtrykker det, i stedet for at blive trukket ind i kampen. Forudsætningen for at kunne det er, at man indser, at der findes ting, der er værre end døden, nemlig et liv i livsangst og uden kærlighed. To ting, som hans modstander ikke har indset, og som gør, at Harry Potter på trods af de helt umulige odds er i stand til at overvinde ham, da det kommer til det endelige opgør.

Gennem årene har forfatteren gentagne gange sagt, at hun slet ikke kunne forstå, at bøgerne blev så populære, fordi det spørgsmål, der er romanseriens udgangspunkt, er spørgsmålet om, hvordan man lever med at miste og selv skulle dø, og hvilken rolle de døde spiller i de levendes liv.

Det helt enkle spørgsmål ”Er det sandt, at kærligheden overvinder døden?” har været drivkraften i forfatterens udforskning af dette kristne dogme.

LÆS OGSÅ: Harry Potter: Djævletilbedelse eller evangelieforkyndelse?

FORFATTEREN SKREV SIG ud af den livskrise, hun blev kastet ud i, da hendes egen mor døde i en alt for ung alder, og hun blev nødt til at finde ud af, hvorvidt det kristne dogme kunne give mening og bære en ung sørgende kvinde igennem tabet.

På trods af disse særdeles mørke og tunge temaer formidler bøgerne en livskraft, en livsvilje og en positiv energi, som for eksempel: ”Tror du virkelig, at vores afdøde kære nogensinde forlader os? Tror du ikke, at vi fornemmer deres nærhed stærkest i de allersværeste stunder?”. (bind 3, side 402)

Allerede tidligt i romanserien slås dette fast af Harry Potters læremester. Og da han selv skal gå den tunge vej mod den sikre død, har han da også følgeskab af de afdøde kære i hans eget liv, som giver ham den indsigt og det fornødne mod, han har brug for for at kunne gå sin egen død i møde med oprejst pande og rank ryg.

Uden at hun direkte insisterer på et liv efter døden, er der ingen tvivl om, at forfatteren skriver sig frem til en form for efterliv, hvor de døde spiller en rolle for de efterladte levende. Og hvor de døde måske eksisterer i en form for åndelig tilværelse, som for eksempel da Harry lader sig slå ihjel og på skillevejen mellem liv og død konfronteres med den afdøde læremester og med sin drabsmands forkrøblede og mishandlede mordersjæl.

Romanserien om Harry Potter handler om, hvordan man bærer sig ad med at leve et liv i dødens skygge, og om hvordan man bærer sig ad med at dø. Budskabet er, at man ikke er alene i døden. Kærligheden og offeret har overvundet døden.

Hvordan det kommer til at se ud på film, kan man kun glæde sig til. Og så kan man håbe, at Hollywood ikke har været for troløs mod en roman, som millioner af unge læsere verden over ventede på i åndeløs spænding for fire år siden.

Mette Hansen er cand.pæd., forfatter og foredragsholder