En ikke-kristen etik, tak

Guds søn er helt og fuldt Gud og helt og fuldt menneske. Det betyder omvendt ikke, at mennesket er helt og fuldt Gud. Sat på spidsen var Jesus den eneste, der kunne leve livet, som det er skabt til at blive levet. Menneskets selvoptagethed gør, at det ikke er i stand til at leve et sådant ”etisk” liv. I al fald kun glimtvis, hvis man skal følge Løgstrup og hans tale om de suveræne livsytringer.

En holdbar kristen forkyndelse må for mig at se pege på to ting:

Dels, at der af livets grundlæggende karakter og vilkår følger en universel fordring om at tage vare på hinanden – på trods af syndens totalitet, for et positivt og konstruktivt syndsbegreb befinder sig for mig at se mellem gerningsretfærdighed og indifference.

Vi kan ikke komme uden om synden ved at gøre de rigtige ting, men det opfordrer ikke til, at vi lader stå til, som om alt var ligegyldigt. Tilværelsen er ikke absurd, men netop meningsfuld. Og det er, hvad kristendommen ved om livet, når den byder os at elske vores næste.

Dels skal forkyndelsen pege på, at synden som noget negativt overvindes af Guds kærlighed. Og her giver det absolut ingen mening at henvise til en kristen etik, der overflødiggør denne del af forkyndelsen.

At handle med henvisning til kristendommen er at sætte sig i Guds sted og banalisere synden, og det er derfor teologisk konsistent at sige, at der er en universel etik. Derved bevares en forståelse af, at mennesket ikke er Gud, som er den eneste, der handler med en kristen etik.

Mattias Skat Sommer,

stud.theol. ved Aarhus Universitet,

Karl Verners Vej 8, 1., Aarhus C