Indtast din e-mailadresse og få nye artikler med samme emne.
Palle Schantz Lauridsen |
13. juli 2011
SE TRAILER ”Harry Potter og dødsregalierne, del 2”er en perfekt afslutning på 10 år i selskab med troldmandslærlingen, hans venner og fjender. Filmen præsenterer en kompleks forståelse af forholdet mellem det gode og det onde
Den sidste film i Harry Potter-serien holder det høje niveau fra de øvrige syv film i den fortsatte historie om troldmandslærlingen og hans kamp mod ondskabernes ondskab, Lord Voldemort. Jeg har i årenes løb givet flere af filmene det højeste antal stjerner. Det gør jeg også denne gang.
Slaglinjen for ”Harry Potter og dødsregalierne, del 2” er ”Alt ender her”. Det gør det, og det er vemodigt, men samtidig sidder man tilbage med en følelse af at have været heldig at kunne følge et så storladent epos over nu 10 år. Eller 14, hvis man har været med fra 1997, da den første bog i serien udkom. Heldige er også de børn, der nu er unge mennesker, som er vokset op med Harry Potter og har kunnet se ham udvikle sig, mens de selv gjorde det samme.
Der er himmelvid forskel på begyndelsen og slutningen af denne troldmandssaga. De første film var især finurlige i deres skildringer af livet på troldmandskostskolen Hogwarts, men efterhånden som Voldemort langsomt tog form og blev stærkere, blev filmene stadig mindre morsomme og tilsvarende stadig mere mørke.
Bogseriens sidste bind udkom for fire år siden og endte med at blive til to film. Den første, der havde premiere for et år siden, var en vedvarende, nærmest trøstesløs vandring: Harry og hans venner Ron og Hermione havde fundet ud af, hvordan Voldemorts usårlighed kunne brydes. Han havde gemt sin sjæl i syv forskellige objekter, såkaldte horcruxer. De fandt og uskadeliggjorde de tre; men filmen sluttede med, at Voldemort bevæbnet med verdens stærkeste tryllestav fremstod mere magtfuld end nogensinde.
Toeren begynder med en glimtvis opsummering af tingenes tilstand, og så går Harry og vennerne ellers i gang med at lede videre. Efter et fænomenalt bankkup vender de tilbage til deres gamle skole for der at finde de sidste horcruxer. Skolen er overtaget af Voldemorts militaristiske folk, men ved synet af Harry vender elever og lærere sig mod ondskaben, og Hogwarts bliver deres base i den videre kamp.
Filmen er – selvfølgelig – proppet med fantasifulde, visuelle effekter, men det fine ved den er, at den tager sig tid til at dvæle ved den mistrøstighed, der gentagne gange griber de implicerede. Den har også held til at præsentere en ganske kompleks forståelse af forholdet mellem godhed og ondskab. Et forhold, der bliver fatalt for Harry, som viser sig at rumme en side, der gør, at han bliver stillet i et eksistentielt valg: Skal jeg vælge at leve videre, eller skal jeg ofre mig selv i godhedens tjeneste? Først da han har truffet det valg, kan filmens grandiose finale folde sig ud.
Filmen er lavet i nænsom 3D, følger den ret indviklede historie glimrende til dørs og bringer et sidste gensyn med steder og karakterer, vi er kommet til at holde af igennem årene. De vil blive savnet.