"Jeg forventer ikke, at frafaldet fra den katolske kirke mindskes væsentligt, og indbetalingerne til kirkeskatten forøges dramatisk, hvis holdningen til prævention ændres, men jeg tror, at kirken vil vinde på troværdigheden," skriver Paul Jørgensen.
- Colourbox.
Paul Jørgensen |
14. juli 2011
Medlemsflugten er det egentlige problem, skriver Paul Jørgensen
DER HAR PÅ DET SENESTE her i Kristeligt Dagblad været forskellige indlæg og reportager om den danske katolske kirkes problemer med økonomien. Centralt i drøftelserne står den katolske kirkeskatteordning: Hvorfor er det kun cirka 18 procent af de registrerede katolikker, som betaler katolsk kirkeskat?
LÆS OGSÅ: Lukkede punge taler ikke - det gør åbne mundeDet overordnede spørgsmål er i virkeligheden, hvorfor der kun er cirka 39.000 registrerede katolikker i Danmark? Jeg har set en beregning, som tog udgangspunkt i antallet af katolikker i landet i 1900 og fremskrev med den forudsætning, at ingen af de daværende katolikker og ingen af deres efterkommere var faldet fra kirken. Facit blev, at der i dag burde være cirka 300.000 katolikker i Danmark. Det er der så ikke, og hvad der gør tallet des mere pinligt for den katolske kirke, er det forhold, at en betydelig del af de nuværende katolikker har en eller anden indvandrerbaggrund.
DEN KATOLSKE KIRKE må altså konstatere et betydeligt frafald, eller som afdøde pastor Bjørn Højbo engang sagde: ”De er ikke faldet fra, de er aldrig faldet til!”. En forklaring herpå kunne være moralteologiens holdning til prævention. Som bekendt anses kun ”naturmetoden” – kvindens sikre perioder – for acceptabel for kirken.
Det synspunkt er det svært at komme igennem med. Der kan rimeligt argumenteres for, at det befrugtede æg, fosteret, ikke bør aborteres. Men at metoder, der forhindrer undfangelse – kondomer, pessar og sterilisation – også er forkastelige, er uforståeligt og virkelighedsfjernt for de fleste europæere.
Bemærk for eksempel fødselsraten for kvinder i Italien og Spanien, mens undersøgelser i USA viser, at 98 procent af kvinderne her bruger en form for prævention – jeg kender ingen danske undersøgelser. Mennesker, der bruger prævention, er i princippet udelukket fra kirkens fulde fællesskab. Ligeledes er fraskilte og gengifte også udelukket. Forventer de katolske biskopper, at disse mennesker bidrager til kirkens økonomi?
Ligesom Luther i sin forklaring til fjerde bøn i fadervor forudsætter en eta-bleret kernefamilie, forudsætter den katolske kirkes biskopper det samme. Denne forudsætning har aldrig været realistisk.
MEN KAN MAN forestille sig, at den katolske kirke kan ændre holdninger? Ja, det har den gjort før. I 1928 afvises enhver form for økumenisk dialog som mulig, men på Andet Vatikankoncil i 1962 hilses økumenisk dialog velkommen. Holdningen til samvittighedsfrihed og trosfrihed var en i 1863 og en anden i 1963! I folkekirken var det efter Danske Lov fra 1683 en forudsætning for at gå til alters om søndagen, at man have skriftet om lørdagen, det er det ikke i 2011.
Jeg forventer ikke, at frafaldet fra den katolske kirke mindskes væsentligt, og indbetalingerne til kirkeskatten forøges dramatisk, hvis holdningen til prævention ændres, men jeg tror, at kirken vil vinde på troværdigheden. Nogle vil mene, at kirken mister sin troværdighed ved at indrømme fejl, andre mener, at kirken vinder troværdighed ved at forstå, at verdens og menneskenes vilkår er anderledes i vor tid end for 200, 400 eller 600 år siden.
De katolske biskopper i Europa lyver for sig selv, hvis de mener, at alle praktiserende katolikker til punkt og prikke følger moralteologernes anbefalinger. Og der står jo ikke noget om prævention og skilsmisse i de kristne kirkers trosbekendelser!
Paul Jørgensen er lektor på VUC Hvidovre-Amager i historie og religion
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad