Sådan går det gennem Kristians teenageår. Mette bruger mere og mere energi på at forsøge at styre sin søn i en anden retning og konfronterer ham gentagne gange efter at have fundet hashklumper. Hun prøver alt. Styrter rundt efter ham for at få ham ud af misbruget og for at passe på ham. Kæmper for at få ham op af sengen om morgenen og for at få dagligdagen til at hænge sammen. Hun er dybt fortvivlet og føler sig ydmyget over for vennerne.

”Det er jo bare hash,” er en sætning, som hun ofte bliver mødt med, når hun deler sine bekymringer. Hun er fuld af skam.

Da Kristian er 17 år, tager hun ham med på en uges charterferie. Bare mor og søn.

”Så kan jeg forsøge at gøre ham clean, mens vi er væk fra hans normale miljø,” tænker hun.

LÆS OGSÅ: Hele familien bliver ramt, når far eller mor drikker

Men da de ankommer til den græske ø, tager de hul på en uge, hvor Kristian stort set ikke laver andet end at sove, skælde ud og spise. Mette forsøger at tale ham til fornuft omkring hashmisbruget, og han svarer som altid, at han nok skal stoppe.

Turen ender med, at Kristian flyver direkte hjem til sin gamle livsstil, hvor han nu begynder at dyrke den hårde del af fodboldmiljøet. En dag til en fodboldkamp er han involveret i en grov voldsepisode, der sender ham syv uger i fængsel.

Mette er til stede, da dommen bliver afsagt. Hun har ondt i maven over at se sit barn bagfra i et retslokale og synes, at det er rigtig svært at være mor lige på det tidspunkt. Oplevelsen gør, at Mettes tanker begynder at kredse om noget, hun næsten ikke kan se i øjnene. Hun føler afmagt og desperation og opsøger derfor en misbrugsekspert for at få hjælp. Over for ham deler hun det, som tankerne kredser om – at hun har fået lyst til at smide ham ud hjemmefra.

Eksperten råder hende til at lade være og i stedet at kæmpe videre. For hvis hun vælger at smide ham ud, risikerer hun jo, at han vil miste livet, lyder rådet.

Mette ryster tanken af sig igen. Det vil hun ikke være skyld i. Hun vælger kort efter at skrive et brev:

”Når du kommer ud af fængslet, bliver du nødt til at flytte. Jeg hjælper dig gerne med at finde et værelse.”

Kristian bliver løsladt. De mødes på en café, og han er frisk og glad. Det er Mette ikke, men hun er glad for at se sin søn.

”Mor, må jeg ikke godt flytte hjem igen,” siger han.

”Jeg lover at gå i behandling.”

Mette er lettet over, at han endelig vil have hjælp og siger o.k. På vej hjem i bil beder han om at blive sat af hos en ven – og efter et døgn er han igen tilbage i sin gamle adfærd.

Så rammer Mettes nedtur. Kroppen giver efter, og hun bliver ramt af en diskusprolaps, der koster fire måneders sygemelding. Hun får også mavesår og mister fuldkommen gejsten. Hun føler sig som et offer og lever i konstant angst for, at to uniformerede mænd vil ringe på døren. På det tidspunkt er der for første gang en, der spørger, om hun har brug for hjælp til at tackle situationen.

LÆS OGSÅ: At overleve sammen med en misbruger

”Jamen, det er jo ikke mig, der skal have hjælp, men min søn,” tænker hun forvirret.

Fortvivlelsen er dog så stor, at hun en dag følger rådet. Hun opsøger selvhjælpsgruppen Nar-Anon, som henvender sig til pårørende i stedet for til misbrugere. Gruppen holder til ved Kristkirken på Vesterbro i København, og det er med en vis skepsis, at Mette første gang træder over dørtrinnet ind i det lille lokale. Mette er fra en ateistisk familie og har aldrig selv troet på Gud, men sætter sig alligevel ved bordet. Hun præsenterer sig med usikker, svag stemme:

”Hej, jeg hedder Mette, og jeg er medafhængig,” siger hun ligesom de andre, da ordet går rundt blandt den lille gruppe mennesker, der alle har en misbruger tæt inde på livet.

Hun er stadig skeptisk. Men langsomt går det op hende, at andre i hendes situation har overlevet den ekstreme smerte og faktisk har et fint og velfungerende liv. Hun er selv nede i et sort hul og forstår ikke, hvordan det kan lade sig gøre for de andre. Hun hører en kvinde fortælle om sin datter, der har været stiknarkoman, men nu har været clean i 10 år. Og en mand, der har droppet kontakten med sin søn, der er aktiv narkoman. Meget af snakken kredser om at give slip på sin misbruger.

”Hold da op. Hvordan kan de stoppe med at se deres børn,” tænker Mette, men føler samtidig stor lettelse over at høre historier fra andre, der er i samme situation som hende.

Hun kommer derfor tilbage hver uge derefter. Efter møderne rejser alle sig op og siger denne ”sindsrobøn” i kor:

”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre. Mod til at ændre de ting, jeg kan. Og visdom til at se forskellen.”

Nar-Anons filosofi indebærer, at man skal tro på en højere magt end sig selv – om det så er Gud, et kæledyr eller en afdød mormor, som de forklarer i gruppen. Det åndelige og bønnen skurrer i starten i Mettes ører. Men langsomt begynder hun at tænke det som en hjælp – som en redningsplanke – og hun begynder at bede og tro på, at nogen holder hånden over hendes søn.

Møderne rykker noget inden i Mette. Langsomt gennem årene får hun ro til at give slip på kontrollen og på at forsøge at få Kristian ud af misbruget.

”Jeg er bange for, at mit barn skal dø. Men jeg ved, at jeg ikke kan få ham til at stoppe,” tænker hun efterhånden.

Sindsrobønnen bruger hun dagligt og dyrker både fitness og yoga for at flytte fokus til sig selv og sin egen krop – væk fra sin søn. Hun har indset, at hun risikerer at være med til at opretholde og forlænge Kristians misbrug ved at forsøge at kontrollere ham. At det faktisk kan hjælpe alle parter, hvis hun giver slip på ham.

For godt et halvt år siden tog Mettes liv endnu en drejning. Det er vinter, Kristian er blevet 25 år og bor hjemme. Ud over misbruget har han ligesom mange andre misbrugere en ADHD-diagnose og er på alle måder utilregnelig. Han vil ikke stå op om morgenen, sviner huset til og skælder konstant ud. Mette er bange for ham – hvad kan han finde på i den tilstand? Han skubber, truer og smækker voldsomt med dørene.

Hun kan ikke mere. Hun ville ønske, at hun havde holdt fast, da hun ville smide ham ud efter fængslingen. Det er den 1. februar, og Mette beslutter sig for at give sin søn et ultimatum: ”Du skal være ude af huset den 1. april.” Den svære beslutning munder ud i endnu en langtidssygemelding på grund af depression.

Kristian gør, som mor siger. Flytter ud af huset. Men få dage efter opdager Mette, at han er rykket ind i redskabsskuret. Det er frostvejr, og han har kun en tynd madras at sove på. Hun aner ikke sine levende råd og ringer til et behandlingssted.

”Du ved jo godt, hvad du skal gøre. Du kan smide ham ud af skuret.”

”Ja, jeg ved det godt.”

Kristian, der nu har fået lungebetændelse, flipper ud, da han hører sin mors endelige beslutning:

”Hvordan kan du smide din egen søn ud – det kunne jeg aldrig gøre mod mine børn,” siger han, og han truer også med at begå selvmord.

Denne gang holder Mette fast. Hun tror på, at hvis Kristians liv skal ændre sig, skal motivationen komme fra ham selv, og at det først vil ske, når hun giver slip, og han for alvor kommer ned at bide i græsset. Uden en mor, der holder ham kørende.

Hendes læge vil udskrive lykkepiller. Hun afviser og vil hellere klare sig igennem ”på motion, kognitiv psykologhjælp og Nar-Anon i stedet for at ligge i fosterstilling i mørket og spise piller”.

En weekend i juni i år vælger hun at tage til NA’s årlige konvent, hvor de pårørende i Nar-Anon også er med. Flere hundrede clean stofmisbrugere er samlet på en skole i København. Mette har egentlig ikke tid, men prioriterer det, fordi hun i seks år nu er kommet opløftet derfra.

Weekendens højdepunkt er ”countdown” – nedtælling. Den store gymnastiksal er fyldt til randen, temperaturen og stemningen er skruet helt i vejret. Fra højtalerne brager Europes storhit ”Final Countdown”. Så starter nedtællingen.

En mand fra scenen råber i sin mikrofon, om der er nogen til stede, der har været clean i 40 år. Tavshed. 39? 38? 37? Ved 36 år rejser den første mand sig op – og salen, hvoraf mange er bredskuldrede og tatoverede mænd, bryder ud i et brøl af hujen og klappen. Sådan fortsætter det i to timer ned til få dage uden stoffer. År, måneder, dage. Hver gang en ud af de flere hundrede narkomaner rejser sig, får de kram, og salen emmer af eufori.

For Mette giver oplevelsen en stærk følelse af håb at se, at det kan lade sig gøre at komme ud af et misbrug.

I tiden efter konventet begynder det at gå bedre. Hun begynder at se friskere ud, og øjnene er ikke længere hævede. Og hun er tilbage på jobbet. Kristian? Han er stadig hjemløs misbruger.

”Men jeg har valgt at give slip og tro på, at han nok skal klare den.”

skytte@k.dk

Mette er et opdigtet navn, da personen ønsker at være anonym. Desuden er visse andre detaljer anonymiseret. Kristeligt Dagblad kender alle oplys-ninger.