Online-prædikener, podcast og kirkelige debatter inspirerer præsters prædikenskriveri, viser rundspørge
Præster spørger internettet om hjælp, hvis de er kørt fast i søndagsprædikenen.
En undersøgelse foretaget af Kristeligt Dagblad blandt præster i folkekirken viser, at 75 procent af præsterne søger på nettet, hvis de savner inspiration eller mangler oplysninger til en prædiken. Godt 42 procent har delt en prædiken på internettet, mens knap en fjerdedel lytter til podcast – radioudsendelser hentet fra nettet – der er relevante for deres arbejde som præst.
LÆS OGSÅ: Den kristne kirke skal bruge alle kommunikationskanalerReligionssociolog Peter Fischer-Nielsen, der forsker i kirke og internet, mener, at præsterne er ved at få øjnene op for, hvordan de kan bruge internettets bredde i deres arbejde, selvom de stadig på nogle online-områder er under niveauet for den danske befolkning generelt.
”Nyuddannede præster ser nettet som en mulighed for at hente inspiration og erfaring, mens ældre præster får tanket op i forhold til nye idéer. Det styrker netværket, og grænserne mellem kirkens fløje bliver opblødt, når præsterne henter inspiration på kryds og tværs og kan blive præsenteret for en syv-otte idéer til den samme prædiken,” siger Peter Fischer-Nielsen.
Mediekonsulent og sognepræst i Aalborg Stift Christian Roar Pedersen hører til de præster, der gerne lader sig inspirere af kollegernes prædikener på nettet.
”Nettet har store fordele, for vi præster er tit på jagt efter historier til vores prædikener. Sidste søndag brugte jeg en indledning om dr. Watson og Sherlock Holmes på safaritur, som jeg havde fundet på google-gruppen Pastor-listen. Det vigtige er, at man laver en forkyndelse, man kan stå inde for. Så er det egentlig ligegyldigt, om jeg har lånt pointerne eller selv har fundet på dem,” mener Christian Roar Pedersen, som er overrasket over, at hver fjerde af hans præstekolleger lytter til kirkelige podcast.
”I Danmark er udvalget af kirkelige podcast ret lille, så det må vel betyde, at de lytter til de udenlandske, for eksempel fra USA. Det er interessant, om det på længere sigt får indflydelse på teologien,” siger Christian Roar Pedersen.
Hvad angår netop podcasting, er præster i folkekirken dog endnu tilbageholdende med selv at lave udsendelser til nettet. Kun tre procent af præsterne i undersøgelsen er del af et sogn, der selv har forsøgt sig med podcasting, men flere giver udtryk for gerne at ville gøre mere:
”Jeg ville da gerne bruge nettet mere, for eksempel streame (sende direkte på internettet, red.) fra gudstjenester. Men det kniber med tid til at sætte mig ind i teknikken,” svarer en præst fra undersøgelsen.
Redaktør for den danske katolske podcast-hjemmeside katpod.dk Erling Tiedemann tror på, at de danske præster inden for få år vil begynde at producere langt flere udsendelser til nettet.
”De tre procent, som selv laver podcast nu, er nørderne. De vil altid ligge i spidsen. Om andre står på, afhænger af, om det giver pote at lave radioindslag på nettet. Mit eget gæt vil være, at det om fem år er 15 procent af præsterne i folkekirken, der laver podcast,” siger Erling Tiedemann.
schelde@k.dkkirke&tro side 4