"Det er mangelen på sammenhæng mellem, hvad ateisterne siger, og hvad de gør, der gør det hele så morsomt," skriver Lars Sandbeck.
- Colourbox.
Lars Sandbeck |
14. juli 2011
Kritiser ikke deres selvmodsigende ritualer, skriver Lars Sandbeck
DET ER IKKE ALTID sjovt at være til grin. Især ikke, når man bliver gjort til grin med noget, man selv tager dødsensalvorligt. Som nu for eksempel ateisterne fra Humanistisk Samfund, der har reageret forarget på Jørgen Carlsens rammende satire (i Kristeligt Dagblad den 27. juni) over de gudløse ritualer, som Humanistisk Samfund markedsfører som en slags ikke-religiøst alternativ til folkekirkens ritualer.
LÆS OGSÅ:
SYNSPUNKT: Humanistisk Samfund er god underholdning
Jeg har selv oplevet lignende reaktioner, da jeg i forbindelse med Lars Christiansens og min bog, ”Gudløse hjerner”, holdt foredrag i Humanistisk Samfunds søsterforening, Ateistisk Selskab. Ateisterne kunne tåle lidt af hvert, bare ikke kritikken af deres ritualvirksomhed. Det var overhovedet ikke sjovt, sagde de.
Deres ritualer, lod de mig forstå, skulle man forholde sig andægtigt og alvorligt til, for det betød virkelig meget for dem. At ateisterne så ikke selv lægger fingre imellem, når det gælder kritik og latterliggørelse af de ting, der betyder meget for religiøse mennesker, afslører blot det komiske hykleri, der er så kendetegnende for den slags selvretfærdige, humorforladte mennesker.
Men hvad er det, der er så morsomt ved de ateistiske foreningers ritualer? Jo, abstrakt formuleret, så udspringer komikken af den indre selvmodsigelse, der manifesterer sig imellem ateisternes bevidste overbevisninger og de ubevidste psykologiske behov, der får dem til at længes efter den ritualiserede aktivitet.
UBEVIDST BEKRÆFTER de, at de har et religiøst behov, nemlig behovet for ”orden og betydning i tilværelsen” (som en vis hr. Sandbeck, der altså ikke er mig, formulerede det i Kristeligt Dagblad den 12. juli) eller behovet for det højtidelige, det usædvanlige og ophøjede eller behovet for en merbetydning, der netop opnås gennem ritualets transcenderende bevægelse: I ritualet får man del i en virkelighed, der er større og mere omfattende end dagligdagen. Men ifølge deres bevidste holdninger afviser de hele det aspekt ved tilværelsen, der i første omgang muliggør ritualets transcenderende bevægelse: nemlig troen på, at virkeligheden er større og mere end det, vi kan se, røre ved og selv konstruere.
Ritualer og ceremonier er sandelig ikke religiøse, hævder talsmanden for Humanistisk Samfund, Thorkild Svendsen, (Kristeligt Dagblad den 6. juli) og henviser i den sammenhæng til den borgerlige vielse på rådhuset, der ganske rigtigt ikke er en religiøs ceremoni.
I sin forsvarsiver blotter Svendsen sig imidlertid for lige præcis den kritik, han ønsker at afvise. Hvis den borgerlige vielse, renset for alt det religiøse, ateisterne ikke vil høre tale om, allerede findes, hvorfor i alverden bruger de så tid og kræfter på at designe deres egne, mere højstemte ritualer? Hvorfor er kommunernes forvaltning af ikke-religiøse ceremonier ikke god nok til ateisterne i Humanistisk Samfund? Svaret ligger lige for: Den lidt tamme, støvede borgerlige vielse på rådhuset er ikke i stand til at tilfredsstille ateisternes psykologisk-religiøse behov for ”orden og betydning i tilværelsen”. Derfor må de selv tage arbejdshandskerne på og designe mere svulstige, højtidelige ritualer, der bedre åbner for det transcendente og derigennem tilfredsstiller behovet for merbetydning.
OM RITUALER ER religiøse eller ej, afhænger i høj grad af, hvad vi mener med ”religiøse”. Talsmanden fra Humanistisk Samfund gør af bekvemmelighedsgrunde brug af en meget snæver definition, ifølge hvilken det religiøse vedrører ”guder og andre overnaturlige magter”.
Den slags tror ateisterne ikke på, ergo er det nonsens at kalde noget af det, de foretager sig, religiøst! Men ritualer har først og fremmest en funktion og først derefter et trosgrundlag, og funktionen er netop ”religiøs”, i og med at det drejer sig om at skabe en stemning og en oplevelse af en betydningsrigdom, der overskrider vores daglige handlinger og oplevelser.
Den stemning kan sagtens opnås, uden at man tror på guder og andre overnaturlige magter, ligesom man også i et svagt øjeblik kan blive bange for spøgelser, uden at man tror på dem – eller blive forelsket i en hovedperson i en film, selvom hun ikke findes i virkeligheden.
Det er manglen på sammenhæng mellem, hvad ateisterne siger, og hvad de gør, der gør det hele så morsomt. Men det er naturligvis lidt sjovere for den, der står udenfor og blot iagttager selvmodsigelsen, end for den, der forsøger at leve med den.
Lars Sandbeck, ph.d., cand.theol. og anmelder ved Politiken,Strandboulevarden 11. 3.,København Ø
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad