Claus Grymer |
14. juli 2011
De vidste, at slutningen var nær. Derfor blev tiden så dyrebar. Og så intens.
Nok var de sidste måneder, Lise Andersen havde sammen med sin døende søster, præget af dyb smerte og afmagt. Men efter fem år, da hun var kommet så meget på afstand af sygdomsforløbet, at hun kunne skrive om det, måtte hun konkludere, at det samtidig var en periode, der har beriget hendes liv.
LÆS OGSÅ: Det skal være et fint farvelI ”Vejen til Lee” fortæller Lise Andersen om søsteren, her kaldet Emmy, der i en alder af 65 år døde af kræft.
Sygdommen og dens konsekvenser skildres tæt og detaljeret lige fra begyndelsen, da hun trods de dystre udsigter fastholder håbet om at blive et af de mirakler, hun har læst om, og frem til slutningen, hvor dødens indtræden skildres på en måde, der antyder, at forfatteren er sygeplejerske.
Dog med denne ikke-faglige tilføjelse: ”Emmys sjæl flyver roligt ud gennem trækruden. Ud i det våde, grønne forår”.
Bogen er kortfattet skrevet, som om forfatteren vil væbne sig mod sentimentalitet. Alligevel er den for lang og udpenslet – og den ribbede dagbogsstil virker monoton.
Beretningen, der naturligvis gør indtryk, ville have vundet ved en stramning. Lise Andersen sætter sin lid til, at hendes historie ”er blevet transformeret fra privat til personlig”, og at den giver ”indsigt i de mange følelser, der hjemsøger én, når man skal tage afsked med en elsket person”.
Disse intentioner er sådan set opfyldt. Men læserens opmærksomhed svækkes undervejs, fordi det, der skal siges, bredes ud over for mange sider.
grymer@k.dkLise Andersen: Vejen til Lee. 116 sider. Forlaget Queenswood.