”Sagligheden i politik er eroderet”

”I de seneste 10 år har populisme spillet en meget stor rolle. Siden 2001 er der oppisket en stemning af, at hvis man var humanist og forsvarede humanistiske grundværdier om at beskytte det enkelte individ, lytte til hinanden og give plads til forskellighed, var man enten naiv eller blødsøden i forhold til retspolitik. Det har presset både os og Socialdemokraterne.”

Ét er, hvad der konkret foregår på Christiansborgs gange, i udvalgslokalerne og ikke mindst i folketingssalen. Noget andet er samspillet mellem politikerne og befolkningen. Her besidder medierne en nøglerolle. En rolle som ifølge Anne Grete Holmsgaard også er ramt af ”den saglige erodering”.

”I 1980’erne fandtes der fagjournalister, som var inde i stoffet. Journalister, som vi frygtede, fordi de kunne holde os op på, hvad vi tidligere havde sagt, eller kunne spørge kritisk ind til, om det, vi sagde, nu også harmonerede med den underliggende viden. Sådan er det desværre ikke længere.”

I dag handler det at være politiker ikke blot om at besidde faglig indsigt, men i højere grad om at komme med korte, indøvede og slagkraftige udsagn, mener hun.

”Kompliceret stof bliver nedprioriteret i dag. Og mine områder, klima, energi og EU, er relativt kompliceret stof. Herinde ved alle, hvem der reelt ved noget om et område, men i det store politiske spil kører det på nogle helt andre nagler, hvor der er permanent valgkampsstemning, og det bliver meget ’osteklokkechristiansborgsk’ – rent show og polemik og kamp om, hvem der er bedst til at jorde de andre,” siger hun.

Ingen vil formentlig bestride, at Anne Grete Holmsgaard er blandt de politikere, der har fagligheden på sine områder i orden – en viden hun selv har tillært sig gennem årene som politiker. Indimellem en så deltajeorienteret viden, at hun kan hægte tilhørere af, når hun fortæller løs.

Anne Grete Holmsgaard har en markant profil internt i partiet samt hos energibranchen og i de grønne organisationer, hvor hun er kendt for at være yderst skarp og kompetent – hvad enten folk er enige eller uenige i hendes politik.

Hun har et stort netværk og en stor viden og er bredt kendt i befolkningen. Hun diskuterer ofte teknisk nørdede emner, som egner sig bedst til tv- og radioudsendelser, hvor der er tid til at tale ud og til at gå i dybden.

Måske bliver det netop det, hun får mulighed for, når hun forlader Folketinget. At dyrke detaljerne. Endnu ved hun ikke, hvor hun havner– ud over at det bliver ”noget med energi-klima-miljø, internationalt eller nationalt, ” som hun siger. Færdig er hun langt fra.

Hun har allerede fået et par følere, men vil ikke røbe yderligere. Blot at hun er dybt frustreret over, at der er stilstand på det grønne område, som hun brænder så meget for og har lagt så mange kræfter i gennem mange år. Netop det har været medvirkende til hendes beslutning om at stoppe som folketingsmedlem og søge over i energisektoren – stilstanden eller ”den forsvundne klimapolitik”, kalder hun tiden efter klimatopmødet i 2008.

”Det er mentalt opslidende at se på, at verden skriger på en grøn revolution, og at der så ikke er politisk vilje til at gøre noget. Jeg er ikke kyniker, så jeg kan ikke sige, at det ikke påvirker mig. Men ’ude i virkeligheden’ er der faktisk nogen, der gør noget.”

Hun understreger, at hendes farvel ikke har noget at gøre med utilfredshed med SF’s tætte samarbejde med Socialdemokraterne, selvom hun godt kunne ønske sig et SF med en mere selvstændig profil. Hun glæder sig til gengæld over den forandring, som partiet har gennemgået på EU-området – en forandring, som hun har været en af drivkræfterne bag, og som hun betegner som en af sine største politiske sejre. Nederlag eller ting, hun har fortrudt, kan hun ikke komme i tanke om denne dag på Christiansborg, hvor arbejdet som folkevalgt endnu ikke er afsluttet.

Men ikke alt har været fryd og gammen. Anne Grete Holmsgaard har oplevet, hvad det vil sige at blive hængt ud i pressen og få hård personlig kritik.

En konkret sag stammer fra hendes fortid som venstresocialist, men som så sent som i 2010 dukkede op igen i anledning af, at hun blev nævnt som mulig minister i en eventuel kommende S-SF-regering.

I debatindlæg anklagede den pensionerede generalløjnant Kjeld Hillingsø og journalist Bent Blüdnikow hende for at have været fascineret af terrorisme og antisemitisme på grund hendes forhold til palæstinensiske PFLP i 1980’erne. Nogle af citaterne, som de to greb fat i, var hentet fra hendes bog fra 1984, ”Zionismens Israel”. Holmsgaard mener til gengæld, at de to citerede hende forkert – men hun gjorde dog aldrig alvor af sine trusler om at anlægge retssag mod dem. Det ville have krævet for meget tid og energi, forklarer hun i dag.

”Jeg har hverken direkte eller indirekte forsvaret terror, sådan som man har forsøgt at skabe et billede af. Jeg har lavet solidaritetsarbejde også i forhold til palæstinenserne, og det fortryder jeg bestemt ikke. Men det var modbydelige anklager, der blev rejst imod mig, simpelthen noget svineri,” siger hun.

Anne Grete Holmsgaards arbejdstempo og energiniveau er højt. Men hvad har hun egentlig gjort for at lade batterierne op, når arbejdslivet har krævet mange ressourcer?

”Jeg har et fritidshus på Møn, hvor jeg har brugt min have meget til at grave, så grøntsager og luge. Det er min måde at meditere på. Jeg har også et stort behov for at være fysisk aktiv,” siger hun og afbryder nærmest sig selv af iver for at tilføje:

”Og så har jeg en dejlig familie, som jeg bruger rigtig meget. Nogle gange går man jo herfra og er sprutrasende over et eller andet, og så er det rart, at nogen vil lægge øre til.”

Når nu en faglig kapacitet takker af, må der være noget, hun kan give videre til kommende folketingsmedlemmer. Så hvad er hendes bedste råd til de mange nyvalgte politikere, der tager hul på en Christiansborgkarriere efter valget?

”Jeg synes, at vægten bør lægges på at lytte til den store viden, der er uden for Christiansborg, og på at føre en tone, der inddrager frem for at udelukke folk,” lyder det fra den garvede politiker.

skytte@k.dk

hoffmann@k.dk