Jakob Holm |
15. juli 2011
Næstekærligheden har det svært i det 21. århundrede
Kristeligt Dagblad lancerer i dag en sommerserie, hvor avisen har spurgt en række mennesker om deres syn på og forståelse af det kristne kærlighedsbud her i begyndelsen af det 21. århundrede.
LÆS OGSÅ: Glem dig selv og gør noget for andre
Samfundsudviklingen i Danmark i det 20. århundrede var først og fremmest præget af en generel velstandsstigning for alle borgere, og som bekendt også af sekularisering, individualisering og globalisering samt opbyggelsen af vores velfærdssamfund – altsammen noget, der kan siges meget positivt om.
Men disse forskellige udviklinger har også alle påvirket og muligvis ændret vores forståelse af det vigtigste bud i kristendommen. Sekulariseringen eller afkristningen har for eksempel betydet, at mange folk i dag ikke hører buddet ”Du skal elske din næste” som noget sagt i bydeform eller som en ordre.
Individualiseringen har medført en stigende selvoptagethed, hvor den enkeltes personlige livsprojekt fylder så meget, at hensynet til andre mennesker bliver nedtonet, hvis ikke det forsvinder helt.
Velfærdssystemets fremkomst har betydet, at mange mennesker nu mener, at de syge og fattige udelukkende er statens ansvar og altså ikke noget, man personligt er forpligtet på. For vi betaler jo alle sammen så meget i skat, ikke sandt?
Disse forskellige samfundsudviklinger skal på ingen måde forklejnes, og ingen ønsker for alvor at skrue tiden tilbage, men enhver udvikling har sin pris. I dette tilfælde en svækkelse af den almindelige forståelse af det kristne kærlighedsbud.
Og endelig er der globaliseringen, der i denne sammenhæng har åbnet den store verden for danskerne, så vi i dag er langt mere oplyste om forhold i fjerne dele af verden, end vi var for blot et par generationer siden. Dengang levede vi alle mere forankrede i det lokale samfund, og man kunne med god ret sige, at næstekærligheden var konkret. Den gjaldt vore nærmeste og så de folk, man konkret mødte på sin vej.
Men gælder denne forståelse af kærlighedsbuddet også i dag, hvor vi konfronteres med ekstrem fattigdom, tørke og sult, når vi tænder for vores fjernsyn? Der tænkes naturligvis på den katastrofe, der udfolder sig på Afrikas Horn for øjeblikket, hvor over 10 millioner mennesker desperat har brug for hjælp her og nu.
Vi har ikke menneskelig kapacitet til den totale og uafgrænsede næstekærlighed, siger biskop Niels Henrik Arendt i avisen i dag. Det har han ret i, men det betyder omvendt ikke, at vi ikke skal foretage os noget med hensyn til de lidende i Afrika. Vi kan ikke redde dem alle, men nogle af dem. Og det skal vi. Det er bydende nødvendigt, hvis vi stadig tager det kristne kærlighedsbud alvorligt. holm
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad