Det måtte jo komme. Den virtuelle virkelighed har gjort sit indtog også i noget så personligt og følsomt som sjælesorgen.

Det er komplet absurd, at præster for at spare tid udfører sjælesorgen over internettet. En mailudveksling kan aldrig erstatte den personlige samtale mellem præst og sognebarn.

Jeg vil ikke blive forbavset, hvis dette galamatias udvikler sig til et tast-selv cirkus. Er du deprimeret, tast 1; har du mistet en kær ven eller slægtning, tast 2; tænker du på at begå selvmord tast 112, præsten viderestiller dig til redningstjenesten.

Hvor kold kan vor omgang med hinanden blive? Der er tilsyneladende ingen grænser.

Det er dybt foruroligende, at så mange præster bruger nettet til sjælesorg. Efter sigende for at komme ud til flere sjælesorgssøgende. Men der må uden tvivl gives meget køb på kvaliteten af samtalen mellem præst og sognebarn for at øge kvantiteten.

Tilrettelæggelsen af en begravelse kan til nøds foregå på nettet, hvis det kun drejer sig om valg af salmer og bårebuket, men hvordan får præsten, der skal begrave afdøde det personlige indtryk af den person, han skal begrave. Det kræver i det mindste, at præsten spørger ind til afdødes levned, interesser, trosforhold osv. Også det klares bedst i en samtale med de / den efterladte. Også her er en face to face-samtale over en kop kaffe langt at foretrække frem for en mailveksling.

IT-alderen har givet mange nye muligheder for kortfattet kommunikation. Men når det drejer sig om sjælesorg, er det slet ikke kortfattet kommunikation, der er brug for. Det er derimod kommunikation med dybde og gensidig respekt. Det kan nettet ikke klare.

snedsted skrev:

Jeg forstår dig rigtigt godt Snedsted. Det virker koldt og upersonligt og man skulle ikke synes, at det kan føre til noget. Men så alligevel.

Jeg er med i bestyrelsen af www.netkirken.dk og jeg er også en af netpræsterne på siden. Som netpræst på Netkirken har man turnus, hvor man har skrevet en netprædiken som er på i 14 dage og man står til rådighed med svar på tekniske og teologiske spørgsmål, men det er også muligt at kontakte netpræsten med noget mere personligt ved at sende en mail.

Det svarer lidt til en social brevkasse. Når jeg får sådanne sjælesørgeriske mails, svarer jeg så godt jeg kan og jeg opfordrer altid vedkommende til at opsøge en præst eller en medkristen, som vedkommende har tillid til.

I nogle få tilfælde har det ført til telefonsamtaler med den pågældende.

Den personlige kontakt, face to face, er altid bedst og netop derfor opfordrer jeg til at opsøge en præst eller en anden, som vedkommende har tillid til.

Hjertelig hilsen
Bjarne Nederby Jessen

PS De tekniske og teologiske spørgsmål i en spørgekasse, besvares på netkirken. De mere personlige besvsares i personlige mails.

Da jeg skrev mit første indlæg om sjælesorg på internettet stillede jeg med vilje sagen på spidsen. Jeg har erfaret, at en sag kan ses fra flest sider, netop når den står på spidsen.

I sit indlæg skriver Bjarne Nederby Jessen bl.a.: "Den personlige kontakt... ...er altid bedst, og netop derfor opfordrer jeg til at opsøge en præst eller en anden, som vedkommende har tillid til".

Jeg har både i dette spørgsmål og generelt temmelig svært ved for alvor at blive hamrende uenig med BNJ. Dertil er han for forstandig i sin sondring mellem spørgsmål, der vedrører faktiske spørgsmål og en følsom dialog, der vedrører eksistentielle emner.

Naturligvis kan man uden problemer besvare generelle spørgsmål på nettet. Spørgsmål, der i højere grad kræver viden end empati at besvare. Et eksempel kunne være: "Kan jeg som døbt kristen, men ikke præsteviet, forrette en nøddåb, når det ikke er muligt tids nok at få fat i en præst?"

Besvarelsen beror på en viden. Men den situation, der afstedkommer spørgsmålet, vil helt oplagt være genstand for en sjælesørgerisk samtale mellem virkelige, ikke blot virtuelle mennesker. Når det faktuelle svar er givet, vil det være rigtigt at opfordre spørgeren til at opsøge en præst eller en anden kristen, spørgeren har tillid til for at få en dyb og fortrolig samtale om den katastrofe i ethvert menneskes liv, det er at stå over for at måtte miste et nyfødt barn.

Jeg indrømmer, at jeg i mit første debatindlæg har tegnet emnet i sort og hvidt.

Og så er det jo godt, at der er forstandige debattører som BNJ, der kan få farvepalettens nuancer med.

snedsted skrev:

Tak for roserne Snedsted. Men det er nu ikke af vejen at sætte tingene på spidsen en gang imellem. Det kan der komme en rigtig god dialog ud af - og gennem den kan vi alle sammen blive klogere. I dette tilælde sad jeg med en erfaring fra netkirken og det var oplagt at give den videre.

Bjarne Nederby Jessen