Som dybest brønd…

Og han var i sin gode ret, knægten. Måske havde vi forældre overdoseret lidt i vores iver efter at indføre afkommet i den nationale del af historien, al den stund ringene altid skal have tid til at brede sig.

Men denne lille erindring viser også, at historien er en fortælling, vi bliver spundet ind i. Vi associerer og kombinerer. Ny viden og ny erkendelse skal hænge sammen med det gammelkendte, for at horisonten kan udvides. Der skal oplyses og undervises – det blev der så ved den givne lejlighed! Det betyder ikke, at fortolkningen af historien vedblivende er den samme. Ej heller, at der kun gives én autoriseret fortolkning. Gudskelov lever vi hverken i det gamle Sovjet eller i et andet af nutidens diktaturer. Men det betyder, at nogen skal tage ansvar for at videreformidle den viden om historien, som er nødvendig for, at vi stadig kan være mennesker, der fortsat vil leve sammen i dette ganske bestemte område. Vel at mærke i et demokratisk, politisk fællesskab og ikke i et diktatur, som ved undertrykkelse kan tvinge os til at leve på en ganske bestemt måde. Det er den enkle grund til, at vi har historieundervisning i skolen i Danmark, selvom timetallet trues fra alle sider.

Så er spørgsmålet selvfølgelig, hvor meget vi hver især skal vide og have med os i erfaringsposen? Se, det kan jeg ikke svare på, men i det mindste skal vi have så meget, at vi stadig har noget at tale sammen om. Ikke som en lukket stamme, der kun tænker i egen familie eller etniske relationer, men som mennesker, der bebor dette bestemte territorium og har en vilje til politisk fællesskab samt en fælles fortid og en fælles fremtid – til fælles. Ikke kun for vores egen skyld, men sandelig også for nytilkomne borgeres skyld. Det er nemlig viljen til og viden om det fælles både i fortid og nutid, der giver et samfund overskud til at modtage nye samfundsmedlemmer, der kommer med deres historie, og som også gerne vil vide, hvad mennesker tænker i det land, de kommer frem til.

Man skal vide, hvem man selv er, for at kunne leve sammen med andre.

Det beskriver forfatteren Ebbe Kløvedal Reich helt eminent i indledningen til bogen ”Fæ og Frænde”. Han skriver: ”Intet er så velkendt som glemsel. Man står med en dåseåbner i den ene hånd og et anbefalet brev i den anden midt på badeværelsesgulvet med et tomt udtryk uden på og inden i ansigtet.” Og enhver af os ved, hvad øvelsen nu går ud på, nemlig at gå tilbage til det sidste sted, man var, for at se, om man derfra kan finde ud af, hvad det er, man skal stille op med både det ene og det andet. Sommetider må man endda meget langt tilbage for at få rede på alt det, man har glemt.

Og det er så netop, hvad den gode Ebbe Kløvedal gør i sin bog. Han går tilbage til begyndelsen, til et sted, der stadig kan huskes. De, der i sin tid læste bogen, véd, at den handler om vore forfædres togt over Alperne i århundredet før Kristi fødsel, hvor vi i mødet med Romerriget lige så langsomt bliver os bevidste som folk. Og som gammel EU-modstander blev det nationale i slutningen af 1970’erne meget vigtigt for Ebbe Kløvedal Reich samt for visse dele af både venstre- og højrefløjen.

Men vores historie er ikke kun national. Den er ikke kun afgrænset til det geografiske lilleputdanmark, som blev til efter tabet af Skåne, Halland og Blekinge i 1658, Norge i 1814 og Sønderjylland i 1864. Den er spundet af landsbyvæveren i Mern, som bønderne stemte på i stedet for én af det nationalliberale borgerskabs koryfæer ved valget til den grundlovgivende rigsforsamling i 1848. Den er andelsbonden, der tog sagen i egen hånd og viste, at han var mand for egen bordende. Den er arbejderen, der kæmpede for sin ret og gjorde sin pligt, sådan som det er fagbevægelsens slogan. Den er et land, hvor Kanslergadeforliget fra 1933 hersker i stedet for en kamp for yderligtgående meninger og holdninger. Og uanset om historien nu og til alle tider er blevet og kan blive tolket forskelligt alt efter politiske sympatier og antipatier, så er vi alle del af både den lille lokale, den større nationale og en helt stor global historie.

Historien er en kilde til berigelse for både det enkelte menneske og de samfund, som vi mennesker skal leve og virke i. Det er med Jeppe Aakjær: ”Som dybest brønd gi’r altid klarest vand”, som vi kan spejle os selv og vores levevis i. Som vi kan lære af og ikke bare om. Vi har vores, andre lande og områder har deres. Det er en grundværdi, som giver ro i livet og overskud til at møde andre mennesker, andre kulturer og andre måder at leve på.

livogsjael@k.dk