Traditionelt er klosterbevægelsen ikke beregnet på gerningsretfærdighed eller at sikre egen frelse - tværtimod!
Man gik i kloster for verdens - for sine medmenneskers skyld.
Man havde en urokkelig tro på den åndelige virkelighed, på at èt menneske, der lader sig besidde af Gud betingelsesløst, vil have en enorm positiv indflydelse på omverdenen, at den rene bøn er mere virksom end alskens foretagsomhed, som uvægerligt vil være influeret af egeninteresse - netop gerningsretfærdighed.
"Dersom Herren ikke bygger huset , er bygmestrenes møje forgæves, dersom Herren ikke vogter byen, våger vægteren forgæves." Salme 127.
I vore dage har man ikke rigtig sans for den åndelige virkelighed, for Guds verden og virke. Man tror kun på sig selv, og det man kan udrette. Det er virkelig begrænset, hvad et menneske kan gøre - uanset de rene motiver eller hvor velmenende og uselvisk i egne øjne dette menneske er. Ubevidst vil man altid være motiveret af selviskhed: "Se hvor dygtig jeg er!" "Fortjener jeg ikke nærmest helgenstatus?" osv. Det er den slags motiver, der efterhånden forsvinder, når mennesket overgiver sig helt til Gud. Så er det ikke længere mig men Gud, der agerer. Og så kan det KUN være og så godt.
Om det stadig er disse motiver, der får folk til at vælge klosterliv er en anden sag, for vi er alle så påvirkede af tidsånden: jeg, mig og mit.

Selv om det er rigtigt, at klosterbevægelsen bragte umådeligt meget godt med sig til landet i Middelalderen, både hvad angår lægekunst, landbrug, industri (f.eks, vandmøller), så er jeg helt enig med Kristian Bøcker. Det er godt at få lidt luthersk tale her i avisen, som ofte synes mere som et religiøst end et kristeligt dagblad.
Jeg tror desværre, at den lutherske kristendom bliver sværere og sværere for mange at tro og derfor vil glide langsomt bort til fordel for de mere selvcentrerede og håndgribelige og synlige religioner som katolicismen eller islam for den sags skyld. På grund af, som britt skriver, at tidsånden er, at vi kan klare alting selv. At vi i virkeligheden er helt overgivet til heldet, skæbnen, i Guds hænder om man vil, det er nok efterhånden en erkendelse, der kun findes hos de laveste i samfundet, de udstøtte.

Det er trist at se hidsige indlæg mod en åbning til et bredere, rigt kirkeliv. Gud kalder os til mange tjenester i sin kirke, og jeg synes det er en spændende udvikling vi ser i folkekirken. klosterlivet står nu over for en fornyelse, så man kan leve et rigere spirituelt liv. Man skal huske på, at det her ikke handler om at leve i et kloster hele tiden. Det er som et slags retræterum, hvor man tanker op og atter går ud i verden. Selv i den katolske kirke findes der idag udvidede familier med ordensfolk, enlige, kernefamilier og par, der lever sammen i kristne fællesskaber.

Hvad angår klosterlivet og den lutherske modvilje hos Bøcker og @clausny: Luther gjorde med rette op med en falsk, påtaget fromhed, som han så den praktiseret nogen steder i sin samtid. Men ... det kan ikke generaliseres til en objektiv sandhed til alle tider (det lugter lidt af luthersk ortodoksi). Vi kan ikke klare alting selv, korrekt, og det er bestemt ikke det en såkaldt synlig kirke handler om. Bare fordi en kirkes traditioner bliver mere håndgribelige og visuelle betyder det ikke at de bliver overfladiske.

Jeg har tidligere været romersk-katolsk kristen, men er idag anglikaner (Church of England). Jeg valgte bevidst den anglikanske kirke til som mit ståsted blandt andet fordi den historisk set har forstået at bibeholde nogle af de gode katolske (katolsk betyder helhed) traditioner, Heriblandt klostertraditionen. Puritanerne og lutheranerne (og ikke nødvendigvis Luther selv) smed denne tradition ud med badevandet. Nu er vi - anglikanere og lutheranere - endelig sammen i Porvoofællesskabet. Så lad os sammen blive inspireret af dette fællesskab og lad os udvikle kirken sammen med andre kristne. Traditioner er godt - heriblandt også en sund lutheransk fromhed - men det kan også blive de dødes diktatur.

Mange af de begrundelser, som folk har for at gå i kloster og på pilgrimsvandringer, er mere eller mindre katolske i den forstand, at de fokuser på sig selv og deres eget forhold til Gud, hvilket jeg opfatter som en egoisme, der ikke har meget med luthersk kristendom at gøre. Derfor skal man da have lov til det alligevel, vi gør jo så mange egoistiske ting, som ikke er efter Luthers lære. Men jeg synes blot, at man skal kalde disse handlinger ved rette navn, nemlig en oplevelse, der intet har med luthersk kristendom at gøre, men derimod en del med katolicisme at gøre i den grad den opfattes religiøst.


David skrev:

Clausny skrev:

Jeg mener, som jeg implicit sagde før, men som jeg gerne siger mere præcist nu, at der i den her debat ligger gemt en luthersk kulturfrygt for en gammel arvefjende. Jeg forstår godt frygten for, at det hele kommer til at handle om det ydre eller at det bliver en livsstil man skal skilte eller "brande" sig med. Men hvor længe vil det at være luthersk kun klæbe sig til at være imod noget andet - oftest "det katolske"? Gerningsretfærdigheden er dømt i skammekrogen for længe siden af såvel Rom som af mange økumeniske fælleserklæringer. Tro, teologi og tradition kan udvikle sig i en sund retning, hvor vi inspirerer hinanden.

Det er aldrig intentionen for nogen at gå i kloster for sig selv. Hvis man gør det, vil man aldrig finde andet end sin egen golde egoisme. Det ligger ikke i definitionen af at være katolsk at man kun tænker på sig selv. Én ting kan siges meget præcist om kristen praksis, uanset kirkeligt ståsted, og det er at man beder for andre. Det gør alle kristne. Og det er hvad ordensfolk gør dag og nat i klostrene - beder for dig og mig. Det synes jeg ikke er særligt egoistisk. Og hvis nogen føler at de i ny og næ mærker Helligånden ved at gå på pilgrimsture, på retræte eller tilbringe en lille uge i et kloster før de vender tilbage til dagligdagen, så er man alt andet lige mere styrket i sin tro og har mere overskud til bøn.

@David, Det er efter min mening alt andet lige mere næstekærligt at passe sit arbejde i samfundet end at tage på vandretur. Du behøver ikke gå i kloster eller tage på bjergvandring for at bede. Der er intet i vejen for at nogle gør det; men lad dog være med at gøre det til en specielt hellig foreteelse. Det er og bliver en oplevelse som så mange andre, f.eks. en fisketur eller en biltur til syd Frankrig.

David skrev:

Clausny skrev:

Man kan også bede uden at tage på bjergvandring, tage på retræter etc - enig, det er klart. Men jeg har aldrig sagt, at det at tage på pilgrimsvandring bliver en særlig hellig gerning. Det er en måde hvormed man måske personligt kan finde ro og en fornyet energi samt inspiration til sit bøns- og trosliv. Hvis man tager på en bilferie til Frankrig passer man jo heller ikke sit arbejde i samfundet ... Desuden; hvad næstekærligt ligger der i - pr. definition - at passe sit arbejde? Det lugter lidt af protestantisk arbejdsmoral i bedste webersk forstand ;-)

@David, Nu troede jeg lige at vi kunne mødes i enighed, da jeg læste de første 4 linjer af dit indlæg. Men så skriver du pludseligt "Desuden; hvad næstekærligt ligger der i - pr. definition - at passe sit arbejde? Det lugter lidt af protestantisk arbejdsmoral i bedste webersk forstand"

Selvfølgelig er det næstekærligt at passe sit arbejde. Man arbejder til gavn for samfundet og dermed næsten. Det er derfor, man får penge for det. Og ja, det er protestantisk arbejdsmoral, hvilket der selvfølgelig ikke er noget galt i for os protestanter.
Så vi er tilbage ved start fornemmer jeg. Jeg er Luthersk protestant. Du hælder mere til en form for katolicisme. Det har du selvfølgelig lov til. Men så kald det, for hvad det er, i stedet for at snige en katolsk moral og levevis ind under dække af bare at at være "et bredere og rigere kirkeliv".



David skrev:

Clausny skrev:

Nej, nej - jeg kender meget få protestanter, der aktivt bekender sig til den weberske arbejdsmoral som et moralsk kodeks. Den arbejdsmoral er en sociologisk forklaring på et fænomen, der beskriver især calvinsk-protestantisk arbejdsetik. Jeg mente det nu også i en slags spøg (derfor brugen af en smiley). Jeg er især bekymret for, at katolsk eller protestantisk kun skal ligge i relation til at være forankret i en vis form for praksis. Dette inkluderer at tage på retræter i klosterlignenede omgivelser. Men det kan jo ikke sidestilles med et rigtigt gennemgribende klosterliv. Vi ser i disse år en stor forandring hos mange kirkesamfund - herunder også hos lutheranere, der, uden at kalde sig katolske, afsøger det, jeg kalder et bredere og rigere kirkeliv. Hvis du vil skyde med skarpt mod disse bundsolide lutheranere, så værsgo'. Kristendom er ikke delt op i at være protestantisk eller katolsk. Hvis man mener det, så er man enten hard core protestant eller ortodoks romersk-katolsk.

@David, som bl.a. skriver: "Kristendom er ikke delt op i at være protestantisk eller katolsk"
Hvis man skal tale sammen om tingene, så er det nu praktisk at kalde tingene ved navn. Selvfølgelig kan man finde alle afskygninger af de forskellige former for kristendom, og du kan hurtigt overbevise mig om, at mange ikke kender forskel på Luthersk protestantisme og Katolicisme. Men det tjener kun til forplumringen, hvis man ikke vil kalde retningerne ved rette navn. Det er meget muligt, at nogle "bundsolide" lutheranere finder det sjovt at opføre sig katolsk. Det skal de da have lov til. Jeg skyder ikke med skarpt mod dem eller nogen andre. Jeg ønsker blot redelighed, hvilket betyder at man erkender, at der er væsentlig forskel på katolicisme og protestantisme, hvilket selvfølgelig giver sig udslag i, hvordan man opfører sig og hvilke holdninger man har til f.eks. det daglige arbejde. Jeg ser ikke grunden til at udvidske forskellene. Tværtimod.


David skrev: