Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Religion, dialog og arbejdet for fred til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Religion, dialog og arbejdet for fred

"Religion er ofte meget materialistisk og kræver konkrete fysiske steder for at udfolde sig. Det er i reglen et spørgsmål om selvforståelse og legitimitet," skriver dagens kronikør.

- Colourbox.

Emneord for denne artikel

religioner | dialog | konflikter | værdier | arbejder | analyser | opfattelser | rolle
flexblock
Kommenter Hold mig opdateret

Religion skaber og former folks værdier og opfattelser og arbejder under huden på folk, men religionerne har ofte svært ved at analysere og erkende deres egen rolle i konflikter, mener dagens kronikør

FREDELIG SAMEKSISTENS er en vigtig ingrediens for udvikling. Verdensbankens seneste rapport fra foråret 2011: ”Conflict, Security, and Development” påpeger, at mere end 1,5 milliarder mennesker lever i lande, der er påvirket af voldelige konflikter.

LÆS OGSÅ: "Religion sætter dagsordenen i international politik"

Rapporten ser på ændringerne i det 21. århundrede og understreger de negative effekter af gentagende cykler af vold i et land eller en region for udviklingsmulighederne i disse områder.

Rapporten nævner blandt mange forslag de trosbaserede og religiøse grupper som én af de grupper i befolkningen, der er vigtige at have med i tillidsopbygningen, hvis landet skal komme ud af den voldelige spiral.

I den fredelige andedam i Danmark har senest Kamal Qureshi fra SF betvivlet, hvorvidt religion og religiøse grupper overhovedet har nogen rolle i at skabe fred. I den debat er det på sin plads at påpege, hvad religion kan gøre i forhold til fred og konfliktforebyggelse, men ligeledes afklare, hvad religion ikke er god til.

Annonce
Religion er ofte meget materialistisk og kræver konkrete fysiske steder for at udfolde sig. Det er i reglen et spørgsmål om selvforståelse og legitimitet!

Et skræmmeeksempel er konflikten mellem de kristne grupper i Jerusalem om kontrollen med gravkirken, hvor forskellige kristne grupper aktivt bekæmper hinanden.

Tag for eksempel historien om den arbejdsstige, der står lige over indgangen til kirken. I 150 år har ingen af partnerne kunnet enes om at få den fjernet, så den står der stadig. En muslim er betroet nøglen til kirken for at sikre, at alle har adgang.

Jerusalem og Det Hellige Land er fyldt med disse paradokser, men de findes over hele kloden: konflikten om Det Gyldne Tempel i Indien og konflikten på grænsen mellem Cambodja og Thailand om et buddhistisk tempel.

I Serbien siger man, at alt begynder og ender i Kosovo. Den serbiske nation blev født på Kosovo-sletten i 1389, og den begivenhed er helt central for den serbisk-ortodokse kirke. Det er nemlig samtidig sådan, at tidspunkter, hvor man har tabt en krig eller en konflikt, bliver et afgørende tidspunkt for religionen.

Jødedommen har flere eksempler herpå: eksilet i Babylon, templets ødelæggelse i år 70 og det efterfølgende eksil. De kristne hylder en korsfæstelse som det afgørende vendepunkt for troen!

DET RELIGIØSE LEDERSKAB har en tendens til at institutionalisere lidelsen, og hvor konflikten er institutionaliseret, er forsoningen – også den, hvor de religiøse grupper er involveret – meget vanskelig.

Libanon er et eksempel herpå, hvor de religiøse som etniske modsætninger er skrevet ind i lovgivningen og cementeret igennem delvist sekteriske opdelinger af det politiske spektrum.

Religioner har ofte svært ved at analysere deres egen rolle i konflikter. Det er nok at forlange for meget.

Omvendt kan religion være helt fantastisk god til selvrefleksion på det personlige plan. Selvstudier som vejen til ophøjelse. Det buddhistiske ideal om det oplyste menneske handler netop om, hvad individet kan opnå ved indre kontrol og meditation.

Religion skaber og former folks værdier og opfattelser og arbejder under huden på folk. Rigtig mange af de store fredsskabere er inspireret af religion.

Dertil kommer, at de forskellige religioner har forskellige former for tilgivelse og forsoning, og på hver deres måde giver rammer og systemer, inden for hvilke konflikter kan afklares og udjævnes, hvilket påpeges af blandt andre den jødiske rabbiner professor Marc Gopin fra George Mason Universitetet, der har specialiseret sig i religion og konflikt.

Religion ændrer sig over tid, ligesom de grupper, der kalder sig religiøse, ændrer sig. I det hele taget er det, der definerer at være religiøs, ikke fastlåst, men forhold, der ændrer sig over tid.

Der er en dybtfølt forståelse i Vesten, og særlig i vores afkristnede afkrog af Europa, af, at hvis en konflikt handler om de materielle forhold, så kan der indgås kompromisser, men i det tilfælde, at religion er indblandet, så er der ingen plads til et kompromis.

Det ligger implicit i forståelsen, at religion er noget intolerant og uforanderligt. Men mennesker ændrer sig, ideologier ændrer sig, og det gør religioner også. Samtidig må man desværre erkende, at ikke-religiøse aktører kan være lige så gode til at skabe imperialisme og intolerance som de religiøse.

Men hvad betyder det generelt for fredsarbejdet, at religion har en betydning, og hvad betyder det for organisationer, der ønsker at arbejde for fred med kirkelige partnere? Arbejde på det personlige plan? Det personlige møde, refleksionen og analysen af egne opfattelser?

Professor Ole Wæver fra Københavns Universitet har påpeget, at den konflikt, som blev tydelig 11. september 2001, står mellem religion og sekularisme. Sekularismen bliver i den forstand en part i konflikten og ikke en upartisk eller neutral indstilling, som vi i Danmark har troet.

I Wævers optik vil det være nødvendigt at bryde konflikten ved at fjerne frygten for modparten. Forstå, hvorfor de andre frygter os. Adskille politik – ikke fra religion, men fra frygten. Nedbryde frygten ved at lære den anden at kende og forstå os selv bedre. Vi skal være mere tydelige i kommunikationen af vores egne værdier. For at få den gode samtale bør der ikke være tvivl om, hvor man tager afsæt fra, og det kræver en kritisk selvrefleksion.

MAN BØR ANERKENDE religiøse aktører som vigtige. Ikke at de er enestående eller alvidende, men relevante at inddrage. I et område som Mellemøsten, hvor religion er til stede i alle faser af samfundet og tilværelsen, giver det således ikke mening at engagere civilsamfundet uden at engagere de religiøse og tage religion alvorligt. Det er kun selvfed dansk arrogance, der udtrykker, at religion er for de dumme, uvidende og fattige!

Heldigvis er den situation også ved at ændre sig. Mens vi i Danmark i årtier haft en situation, hvor det politiske niveau ikke har ønsket at anerkende religionens betydning, så er der nye vinde på vej, blandt andet ved, at Danmission får midler fra Udenrigsministeriet til en religionsdialog med partnere i Mellemøsten.

Der opstår en dialog, når man arbejder sammen i praksis om en opgave. Samtale og dialog i en bredere forstand er en model for fattige og marginaliserede mennesker til at gøre opmærksom på deres rettigheder, og kirkerne har en naturlig rolle at spille i sammenhænge, hvor kirken er et samlingspunkt og adgangsmulighed til at nå udsatte grupper.

Man bør støtte partnere i at analysere de konflikter, som de står i. Det er centralt at afklare, hvilke aktører der spiller ind i en konflikt – også de religiøse aktører. Der er mange tabuer. Nogle af de strukturelle konflikter tales der ikke om. Konfliktanalysen er et redskab, der kan afklare sammenhænge og de forskellige aktørers roller.

Kirkeligt arbejde for fred og forsoning behøver ikke stoppe ved konfliktanalyse. Det er vigtigt at bringe mennesker sammen og skabe fælles forståelser. Kirken og de religiøse aktører kan vælge at komme ud af deres ofte selvvalgte isolation og lave trosbaseret diplomati. En tilgang, som den tidligere britiske premierminister Tony Blair har båret frem.

Ovenstående er ikke en udtømmende oversigt, men giver en indikation af de muligheder, der eksisterer for at inddrage religiøse aktører i arbejdet for mere fredelige samfund og dermed også for at løsne op for én af de faktorer, der fastholder folk i fattigdom.

Nik Bredholt er Danmissions landekoordinator for Myanmar og Cambodja
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​