DER FINDES EN DIMENSION af ”tryghed for ældre”, som ikke kan forventes at blive et emne i den kommende politiske valgkamp, men som ikke desto mindre er en dimension, der fylder meget i ældres tilværelse.

Det har undertegnede erfaret efter at have interviewet 50 danske pensionister om forskellige former for tryghed. Denne dimension omhandler, hvordan vi har det med døden. Altså en eksistentiel dimension af ældres tryghed, der handler om, at når man bliver ældre, så kan man forvente at skulle dø inden for overskuelig fremtid.

Et forskningsprojekt om danske pensionisters tryghed har peget på, at frygt for svækkelser i tiden frem mod døden tilsyneladende udfordrer pensionisters følelse af tryghed. At idealer om ”tryghed i alderdommen”, som prioriteres så højt i det danske velfærdssystem, rummer en dimension, som delvist negligeres, når vi som vælgere associerer til hvad ”tryghed for ældre” rummer.

Pensionisterne blev spurgt om, hvilke tanker de gjorde sig om døden. Og det kom der flere interessante svar på. For det første var emnet tilsyneladende ikke var så tabubelagt, som vi på forhånd havde frygtet. Folk ville gerne fortælle om deres overvejelser. Om hvordan de havde oplevet det at se nære venner eller familie gå bort, og om hvordan de selv havde det med uigenkaldeligt at nærme sig døden.

For det andet viste det sig, at det ikke var tanker om tilstanden død eller dødsøjeblikket, der blev italesat, men derimod tanker, der drejede sig om en sidste del af livet – benævnt ”den sidste tid” – før dødens indtræden.

Dette fokus kan måske begrundes med, at det er lettere at tale om noget kendt (livet) end om noget ukendt (døden). Men det er interessant, at der er en del af livet, som i så høj grad associeres med døden. Døden ligger i livet.

For det tredje udtrykte pensionisterne en massiv frygt for tab af mental og fysisk autoritet frem mod og i denne ”sidste tid”. Frygten for forfald, svækkelse og smerter blev konkretiseret med termer som ”levende grøntsag”, alzheimer og demens.

En sådan udtalt frygt for ”den sidste tid” mødte vi hos stort set alle – uanset alder, køn, landsdel, uddannelse eller ægteskabelige status:

Den 68-årige Torben bor alene, men får næsten dagligt besøg af sin kæreste. Fysisk kan han tumle husets ombygninger selv, og som flere andre pensionister finder han glæde ved slægtsforskning på pc’en. Men hans tanker kredser om, hvor længe han fortsat kan klare sig selv:

”At få et slagtilfælde må være det værste, men hvor længe skal man fortsætte at trækkes med livet, hvis man har det skidt med det? Jeg håber da, at jeg selv vil være i stand til at kunne nå kontakten og slukke, som man siger.”

DEN 74-ÅRIGE ERLAND er næsten blind, og han kan næsten ikke bruge sine arme. Han føler sig noget ensom, men er alligevel tilfreds med sit liv, og udtaler ”Døden tænker jeg ikke så meget på. Det vigtigste er at holde helbredet nogenlunde rimeligt. Det værste må jo nok være at blive syg og så ikke kunne gøre en skid.”

Den alvorligt kræftramte Peter på 69 mener, at han altid har levet hver dag fuldt ud, og det er tilsyneladende ikke hans kræftdiagnose, der har fået ham til at kunne mærke ”lykken over at være i live helt ud i armene”.

Han frygter ikke døden, som han forventeligt skal møde i løbet af få måneder, men han ”ville være endnu lykkeligere, hvis jeg kunne få vished om at skulle dø uden de stærke fysiske smerter som denne kræftform ofte ledsages af”.

Inger på 88 ønsker ikke at leve mere og ville ønske, at livet var slut. Hun befinder sig i den periode, som alle frygter – i det uønskede ingenmandsland mellem liv og død: ”I går faldt jeg på toilettet, da jeg blev svimmel. Jeg ville ønske, det havde været slut.”

Som det burde fremgå af citaterne, så er der vidt forskellige opfattelser af, hvad ”den sidste tid” er, ud over at det betegner en tidsperiode. Man kan ikke sige noget generelt om, hvornår perioden begynder. Nogle vil måske mene, at ”den sidste tid” begynder, når vi fødes, hvilket kan synes at være en måde at forsøge at håndtere problematikken om, hvornår ”den sidste tid” egentlig begynder, på. De fleste af de interviewede opfatter øjensynligt ”den sidste tid” som den periode, hvor livet ikke længere er værd at leve.

Selvom man befinder sig i sit livs seneste efterår, og ved, at der med sikkerhed er kort tid tilbage at leve i, så er det ikke sikkert, at man oplever denne periode som ”den sidste tid”. Kræftpatienten Peter har kort restlevetid tilbage, men frygter ”den allersidste tid”, og sådan er det måske for mange af os.

Vi lever vores situation og ændrer vores holdninger til livets værd hen ad vejen. Livskvalitet handler måske ikke så meget om, hvordan man har det, men i høj grad om, hvordan man tager det.

Yngre vælgere forestiller sig måske, at ”tryghed for ældre” handler om muligheden for et festfyrværkeri af en alderdom med aktiv fritid, gode økonomiske muligheder, venner omkring sig, hjælp ved sygdom og fravær af kriminalitet.

Men ældres tryghed handler også om, hvordan vi har det med at skulle dø. Nu er døden ikke ligefrem noget populært emne – medmindre det er Osama bin Ladens død eller kriminallitteratur, vi taler om, og vort forhold til døden bliver næppe et tema i den kommende valgkamp. Men ”tryghed for ældre” har eksistentielle dimensioner, vi ikke må glemme.

Søren la Cour er cand.comm., MPH, forskningsmedarbejder og -koordinator ved Center for Forskning i Eksistens og Samfund på Sociologisk Institut. Forskningsundersøgelsen, som er nævnt i artiklen, er finansieret af TrygFonden