”Det bliver rart at få mere plads,” siger Edith Thingstrup, der har kontor i hjemmet, men for det meste mødes med folk i sognets konfirmandhus eller hjemme hos dem selv.

Hun erkender, at hun har det svært med begrebet næstekærlighed, som det bliver formuleret af Jesus i Matthæus-evangeliet i Det Nye Testamente: ”Du skal elske din næste som dig selv”.

”Hvis du leder i Bibelen efter ordet næstekærlighed, finder du det ikke. Du finder heller ikke politiske paroler og principper, men et besværligt bud om at elske sin næste. Jeg synes, det er svært. Vi må erkende, at næstekærlighed ikke er særlig nemt og ikke særlig nemt for mig. Jeg har ikke lyst til at være forpligtet på andre mennesker, men det skal jeg, det kræver Gud. Og Guds krav er det centrale, ikke min lyst.

Der var engang en klog mand, der sagde, at hvis man selv praktiserer næstekærlighed, har man slet ikke tid til at tale om det, så har man nok at gøre med at være næstekærlig. Jeg tror, at det er meget rigtigt set,” siger Edith Thingstrup.

Hun synes, at næstekærlighed er et begreb, der bliver misbrugt.

”I dag er det et ord, man bruger til at slå andre mennesker i hovedet med: Du skal gøre ditten og datten. Man har vendt det til noget, der er vendt mod andre, men man skal vende det mod sig selv. Næstekærlighed bliver også gjort til noget, der er synonymt med naivitet, enfoldighed og konfliktskyhed. Det er ikke meningen. Ganske vist skal man behandle sine fjender ordentligt. Men man skal ikke bilde sig ind, at fjenden altid er god og mild.

Jeg tænker tit på, hvad min lærer Siegfred Pedersen, der underviste i Det Nye Testamente på Aarhus Universitet, sagde. Her fik man det hele serveret på et sølvfad. I Romerbrevet, kapitel 12, står der, at man skal gøre det gode. ’Hvad er det gode?’, spurgte han os unge mennesker, og der var ingen grænser for alt det gode, vi kunne gøre. Men så sagde han, at ’nej, det gode kan også være at sige nej’.

Jeg synes, det er et besværligt bud. Det kræver så meget af os, det kræver, at vi sætter os selv til side, og det er altid svært. Og fordi det er et personligt bud og ikke et politisk eller kollektivt bud, har man kun sig egen barm at række ind i. Man kan ikke lægge det over på andre. ’Der er nok nogle andre, der laver en aktivitetsklub på plejehjemmet’ – men det er der ikke, der er kun dig selv til at gøre det.

Jeg tror, at mange tænker, at det der næstekærlighed er nemt nok, fordi man kan praktisere det abstrakt og principielt. Men sådan er det ikke, for man skal vende det mod sig selv. Vi er syndige i menneskelivet, vi vil altid noget andet end at følge Gud. Synd er ikke bare sex, drugs and rock’n’roll. Synd er at ville noget andet end det, Gud vil. Der er også alle undladelsessynderne. Der er synder nok, så det er rigtig godt, at man kan få syndernes forladelse.”

Når det handler om at praktisere næstekærlighed, skal man ifølge Edith Thingstrup huske at feje for sin egen dør.

”Jeg sætter pris på, hvis man har overskud til at hjælpe dem længere væk end nærmiljøet. Det vil jeg gerne selv, for eksempel kvinder, der bliver chikaneret på grund af køn eller holdninger, det bliver jeg harm over. Men man bliver også nødt til at gøre en indsats i det nære. Tænk på alle de familier, der har et sort får, de gemmer væk. Og jeg får kvalme og bliver ked af det, når jeg hører om sager, hvor børn er blevet udsat for vanrøgt og overgreb. Det oplever man måske endda også i sit eget nærområde, og man kunne gøre en indsats, for vi kan ikke regne med, at andre gør det.”

”Jeg bliver også ked af det, når jeg hører om nogen, der ikke har familie eller en bekendtskabskreds. Så gør jeg det, jeg kan gøre her i sognet, ved for eksempel at lave fællesarrangementer, så folk kan få knyttet forbindelser til fællesskabet. Man kan sige lidt primitivt, at det er bedre at give en mand en fiskestang, så han kan fiske, end at give ham en fisk. Eller man kan give folk et skulderklap, der kan være fremadrettet. Jeg prøver at give folk et rygstød, være positivt interesseret i dem og give dem ballast til at komme videre.”

Edith Thingstrup er vokset op på en gård i Vejen, der hvor motorvejen til Esbjerg slår et sving.

”Jeg har kørt traktor som barn, muget ud ved grisene, grædt, når de små kalve døde, og vidst, hvordan man malker en ko. Der blev praktiseret grundtvigsk kristendom hjemme hos os. Min far hørte morgenandagt med foldede hænder, og jeg er sikker på, at der er røget mange bønner op i retning af radioen, der hang på væggen. Jeg er fra et hjem, hvor man var medlem af Brugsen, gik til generalforsamlinger og var meget interesseret i det samfund, man var i.

Jeg har to søstre, og min far sagde altid: ’I skal have en uddannelse, I skal ikke være afhængige af en mand, der skal forsørge jer. I skal selv kunne skifte olie på en bil.’ Min far ville gerne have, at jeg læste til lærer, men det ville jeg i hvert fald ikke. Da jeg gik til konfirmationsforberedelse, tænkte jeg, at det kunne gøres på en anden måde. Så efter studentereksamen søgte jeg ind på teologi,” siger Edith Thingstrup.

I dag er hun gået i gang med et nyt studium – en masteruddannelse i public administration på CBS, der også indeholder filosofi og økonomi.

”Det er mest for ikke at blive for støvet, og jeg kan mærke, at det giver mig en god ballast. Jeg tror, at det er vigtigt, at vi som præster sørger for at videreuddanne os, næsten lige meget i hvad, ellers kan vi ikke holde det niveau, vi havde, da vi kom ud som nyuddannede præster. Det skal være en spændende præst, og det skal være spændende at gå i kirke.”

Da Edith Thingstrup var ung, sagde hendes far også altid: ”Min søn, vil du frem i verden, så buk”.

”Men jeg har aldrig bukket for nogen. Det vil jeg ikke. Jeg synes, man skal respektere andre, men ikke bukke.”

Det er også sådan, hun bestyrer sin plads i kommentatorpanelet i Berlingskes ”Groft sagt” på debatsiderne. Her går hun i rette med politikere og andre kendte danskeres optræden på den offentlige scene – gerne med et elegant twist af humor. Men hvor næstekærligt er det at hænge andre til tørre i avisen?

”Som regel bliver der langet ud efter de magtmennesker, der har stukket næsen frem. Så risikerer man at få en over snuden, og det gør jeg også selv. Jeg labber ikke hvad som helst i mig, jeg vil også have lov til at sige, hvad jeg synes.

Hvor hård jeg er, kommer an på, hvad folk har sagt. Noget af det, jeg hader allermest, er løgnagtighed, og hvis nogen står og lyver mig op i hovedet, på tv, i avisen eller ansigt til ansigt. Det er i orden at gå i clinch med den slags mennesker. Må man kritisere en ekspert? Ja, det må man gerne. Man må i særdeleshed stille spørgsmål og kritisere politikere. De er ikke fredet på nogen måde.

Men når man skræller alt det væk – politik, skat, magt og så videre – kommer man ned til det, der virkelig betyder noget, som er at have det godt med hinanden og hjælpe hinanden. At sidde på kirkebænken i al sin afmagt, sidde på bænken ved siden af hinanden og føle, at man får et budskab med hjem – et rygstød, som man kan bruge til noget,” siger Edith Thingstrup.

Spørgsmålet er, hvornår hun selv føler, at hun svigter næstekærlighedsbuddet.

”Når jeg råber ad mine børn, ligesom alle andre råber ad deres børn, om at de skal læse lektier og rydde op på deres værelse. Jeg svigter, når jeg ikke ringer så tit til mine søstre. Og jeg svigter, når jeg sidder i sofaen, og nogle vil have en sjælesørgerisk chat på Facebook. Da kan jeg tænke, at ’jeg orker det ikke, nu lukker jeg ned, det er lørdag aften’. Jeg bliver nødt til selv at have et overskud og få sovet og spist.

En ting ville jeg godt have gjort om. Min far døde i påsken 1996. Han var gammel og slidt. Han ringede og spurgte, om jeg ikke kom over i påsken. ’Nej, det kan jeg ikke, jeg har gudstjenester og så videre’. Han vidste sikkert godt, at han ikke havde langt igen. Så det var da ærgerligt, at jeg ikke kørte hjem. Der gælder kærlighedsbuddet også. Man skal være der, når nogen beder dig om det.”

remar@k.dk